Danskerne strømmer i øjeblikket i biografen for at opleve filmatiseringen af 1700-tallets store skandale om Struensee og den vanvittige Christian VII. Filmen rammer på mange måder plet historisk. Men med sproget i filmen er det anderledes.
Skuespiller Mads Mikkelsen og co. taler et ganske almindeligt hverdagsdansk, som nok gør filmen let at forstå, men samtidig ligger et stykke fra det sprog, som rent faktisk blev talt i 1700-tallet.
LÆS OGSÅ: Danmarkshistorie for alle
Først og fremmest talte man ikke dansk ved det danske hof i 1700-tallet. Tysk var sproget, men også fransk spillede en stor rolle, især hvis man skulle være fin på den, forklarer seniorredaktør Henrik Andersson fra Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.
Når man endelig talte dansk i de finere kredse, skete det ofte med brug af mange låneord især franske og tyske. Jeg gætter på, at man som nutidsdansker nok ville blive ret forvirret og ofte ville kunne have svært ved at følge med. Fransk var højeste mode på det tidspunkt og sneg sig overalt ind i sproget, i øvrigt ligesom engelsk gør det i dag. Men da det for mange var svært at udtale de franske vendinger, lavede man et væld af fordanskninger, som senere er gledet ud af sproget igen.
I historikeren Ulrik Langens biografi om Christian VII kan man læse, at kongens uddannelse primært foregik på tysk og med tysktalende lærere, selvom enkelte patrioter ved hoffet forsøgte at få den unge prins undervist på dansk. Kongen lærte dog senere et hæderligt dansk, formentlig noget af et særkende langt de fleste af tidens royale personager kunne kun dårligt begå sig på rigsmålet.
Samtidig var tysk kommandosprog i hæren, det blev brugt ved gudstjenester i mange kirker, og tyske skoler fandtes over hele landet. Ifølge sprogforskere og historikere er det først i slutningen af 1700-tallet og i 1800-tallet, at det bliver langt mere almindeligt at bruge dansk officielt.
Hvis man drog væk fra Christiansborg Slot og i stedet bevægede sig ud i Københavns gader, så ville man dog have en bedre chance for at kunne forstå, hvad der bliver sagt:
Jeg mener faktisk, at man godt ville kunne forstå meget af det, der blev sagt i 1700-tallet. Såfremt det altså var en dansker, man talte med København vrimlede jo med tyskere og andre nationaliteter, siger Henrik Andersson.
Han peger på, at der er langt fra det snørklede og oftest svært forståelige skriftsprog, man havde i 1700-tallet, og til det dansk, der blev talt på gader og stræder. I skriftsproget spillede tysk en enorm rolle, og man efterlignende ofte den ret anderledes tyske sætningskonstruktion. Ganske anderledes var talesproget her brugte man en grammatik, som er mere lig den måde man skriver og taler dansk på i dag.
Henrik Andersson tilføjer, at mange udtryk og vendinger fra dengang også findes i dag, selvom der naturligvis også er mange, der er forsvundet.
Som eksempel peger han på at hoppe på limpinden og gå rundt med en borgmester i maven. Den slags udtryk er således flere hundrede år gamle, men bruges stadigvæk.
Med den massive påvirkning fra tysk kan man i øvrigt undre sig over, at der ikke findes en større afsmitning af svensk i det danske sprog. Sverige er trods alt et naboland, som på mange måder har været en vigtig del af vores lands historie. Det har dog en ganske naturlig forklaring, påpeger Henrik Andersson:
Svenskerne og det svenske sprog var temmelig upopulære på den tid i Danmark. Det var et lavprestigesprog i modsætning til tysk. Det hænger sammen med svenskekrigene, som gennem hele 1600- og 1700-tallet plagede befolkningen. Anderledes er det jo i dag, hvor forskellige svenske ord har sneget og sniger sig ind.
Sprogforskeren forklarer, at svenskerne ansås på linje med tyskere efter Anden Verdenskrig deres popularitet var bestemt til at overse.
Et særkende ved Christian VII i En kongelig affære er hans brug af grove skælds- og bandeord. Dem, han bruger i filmen, er dog i den pænere ende og langt fra datidens eder og forbandelser, som mange strøede om sig med med lind hånd.
Henrik Andersson peger på, at hvis man høre til dem, der mener, at der er sket en forråelse af sproget i dag, så skal man bare kigge tilbage på 1700-tallet. For dengang var sproget bestemt også barskt og beskidt. Det var med andre ord ikke småting, Christian VII og andre udspyede i et vredt øjeblik.
Kanalje er et af de mere almindelige skældsord fra den tid. Det betyder uopdragen og fræk en rigtig slubbert og gavtyv. Værre bliver det straks, når et udtryk som akkermær kommer på banen, der er en stærkt nedsættende betegnelse for en utugtig kvinde.
I det hele taget er der ikke meget, der tyder på, at man holdt igen med brugen af skælds- og bandeord i 1700-tallet. De optræder blandt andet i tidens mange skuespil, hvor en skrap censur dog gjorde sit for at polere sproget og gøre det pænere, end det formentlig var på gadeplan.
Det er desværre lidt småt, hvad vi kender til af skældsord tilbage fra den tid, simpelthen fordi de mange steder er blevet luget ud undervejs. Holberg eksempelvis har rettet ret meget i sine komedier, simpelthen fordi det ikke var lovligt at skrive i et så frivolt sprog, forklarer Henrik Andersson.
Usikkerheden om fortidens danske talesprog er stadig forholdsvis stor. Der findes selvsagt ingen optagelser af mennesker, der taler sammen, så man må bruge andre kneb, hvis man skal finde frem til, hvordan danskerne hverdagssprog lød. Og her spiller netop skuespil en vigtig rolle for sprogforskningens opgave med at finde frem til datidens talesprog.
Vi ved ikke, hvordan man præcist talte i 1700-tallet, men vi har en række gode indikationer ved især at kigge på datidens skuespil og komedier. Her er Holberg en vigtig kilde, da han som en af de få ikke skriver på vers, men i stedet udformer sine komedier med rigtige replikker. Selvom Holberg også blev udsat for censur og måtte moderere nogle af sine karakterers mere grove udsagn, så mener vi, at han er ganske tæt på talesproget dengang, siger Henrik Andersson.
En anden person, der har givet forskerne et indblik i talesproget for flere hundrede år siden, er Leonora Christina og hendes erindringsværk Jammersminde. Hun var Christian IVs yndlingsdatter, men endte med at falde i unåde hos sin fars efterfølger, Frederik III.
Det betød, at hun måtte spendere 22 år i Blåtårn på Københavns Slot. Da hun endelig slap ud fra tårnet, skrev hun værket, men det forsvandt og blev først genopdaget i udlandet og udgivet i 1869.
Trods det faktum, at Jammersminde er skrevet i slutningen af 1600-tallet, så er det alligevel et værk, hvor man gennem tekstens mange samtaler kan få et indblik i, hvordan talesproget har været i perioden.
En anden interessant iagttagelse er den lagdeling, der er i brugen af de forskellige sprog: Fransk bliver talt blandt personer af højeste stand med andre ord de kongelige og andre i toppen af samfundspyramiden. Dernæst følger højtysk, når samtalen sker med adelige og andre af høj stand. Nederst findes dansk og plattysk. Det er de sprog, som er reserveret til Leonora Christinas samtaler med fangevogtere og tjenestefolk.
Skulle man støde på sin tiptiptipoldefar i en drøm eller på en rejse med en tidsmaskine, gør man derfor nok klogt i at tiltale ham på et andet sprog end dansk.
Der var for 300 år siden ganske enkelt ikke megen stolthed og prestige i kun at være flydende på vores rigsmål.