En sprudlende lidenskabelig, munter og veloplagt kærlighedsklassiker i den europæiske kulturhistorie

Med oversættelsen af den middelalderlige klassiker ”Roseromanen” har danske læsere nu fået mulighed for at dykke ned i gammel, fransk elskovskunst

En sprudlende lidenskabelig, munter og veloplagt kærlighedsklassiker i den europæiske kulturhistorie

”Le Roman de la Rose” kan lyde som en ordentlig mundfuld: En middelalderlig kioskbasker om kærlighed, erotik og kunsten at elske på godt 600 sider og intet mindre end 21.677 vers skrevet af to fyrige franskemænd med omtrent 40 års mellemrum. Og det er den sådan set også, ”Roseromanen”, som den her med små 800 år på bagen er kommet til at hedde på dansk.

Men takket være Niels Lyngsøs virtuose, levende og livskraftige tekstnære oversættelse, der har opgivet originalens rimtvang, men imponerende nok bibeholdt det metriske mål (otte stavelser pr. vers), har vi nu i hvert fald mulighed for på vores eget modersmål at tage for os af retterne.

”Roseromanen” er skrevet to gange. I første omgang af Guillaume de Lorris (1200-1238), der, omkring 1230, påbegyndte sin allegoriske drøm om kærlighedens opståen: I forelskelsens blomstrende maj træder en kåd og glad ung mand ind i en paradisisk have, hvor han rammes af Amors pile og falder pladask for det, der i Vesten vel er blevet det vigtigste symbol for kærlighed, en rose.

”O my luve’s like a red, red rose”, som Robert Burns og med ham utallige andre sidenhen skrev. Med hjælp fra alle hånde personificerede allegoriske figurer (Fornøjelse, Glæde, Høflighed, Ungdom, Smuk Velkomst, Ven) forsøger den unge elsker at plukke rosen, erobre den unge kvinde, men en række modstandere (såsom Fare, Jalousi, Onde Tunge, Skam, Frygt) bygger et tårn, der spærrer vejen for yderligere kontakt.

Her, da alt håb synes ude, stopper Lorris skriveriet (efter 4056 vers), og Jean de Meun (1240-1305) tager i 1270’erne ivrigt over og udvider værket med mere end 17.000 vers, der afsluttes med et erotisk opladet og tvetydigt stykke, hvor den drømmende elsker endelig får fingrene (og lidt mere) i rosen:

”Men intet ku ha hindret mig/ i at få staven helt i bund;/ jeg gjorde straks et nyt forsøg/ dog hang min pose stadigvæk/ og dinglede med sine to/ små hamre lige udenfor”.

Det skriver den høviske Lorris henført og sværmerisk om elskovskunst som den forfinede og ophøjede kærlighed, mens den bramfrie og frivole Jean de Meuns tone er langt mere sjofel, humoristisk, bidsk, ironisk, kynisk og satirisk, til en sådan grad at ”Roseromanen” faktisk 100 år efter udgivelsen udløste en decideret litterær fejde, da forfatteren Christine de Pizan (1364-1431) – ikke uden grund – anklagede Jean de Meun for kvindehad.

Jean de Meun tager altså nok over fra Lorris, men vender ham også på hovedet og sprænger fortællingens rammer.

I en række sidespring og lange digressioner (blandt andet i form af enetaler fra de allegoriske figurer ”Fornuft”, ”Den gamle kone”, ”Natur” og ”Genius”) præsenterer Meun os for sin enorme, nærmest encyklopædiske viden. Han diskuterer alt fra moral og ægteskab over menneskets frie vilje til religion og naturfilosofi, og han kaster om sig med referencer til Ovid, Cicero, Vergil, Aristoteles, Horats, Bibelen og så videre, og så videre.

Meget mere kan – som man kan læse i John Pedersens fine forord og Jørn Boisens veldrejede efterskrift; begge en opvisning i formidlingens kunst – siges, men her vil jeg blot afslutningsvis slå fast, at ”Roseromanen” er en sprudlende lidenskabelig, munter og knaldende veloplagt kærlighedsklassiker i den europæiske kulturhistorie, som vi nu heldigvis har fået i en flot dansk udgave.