Prøv avisen

En stemme til tavse eksistenser

Det er ikke utænkeligt, at Sofi Oksanens roman vinder Nordisk Råds Litteraturpris i år. Ikke fordi den er sprogligt eller kunstnerisk særligt original, men fordi den med både tyngde og indsigt behandler et væsentligt emne, vi alle må tage stilling til. -- Foto: Erik Refner.

Finske Sofi Oksanen leverer en overbevisende skildring af de dramatiske livsvilkår for estiske kvinder i flere generationer

På flappen til Sofi Oksanens prisbelønnede roman "Renselse" udnævnes forfatteren til at være en af de helt store, nye stemmer i nordisk litteratur, og bogen er rimeligvis også indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris. Om den unge Sofi Oksanen nu har sin egen "stemme" i litterær forstand, kan man være usikker på, dertil er bogens stil nok for karakterløs. Sammenlignet med danske jævnaldrende forfattere er hun ikke nær så stil- og genrebevidst, som de er. Men at hun giver stemme til nogle ellers tavse eksistenser, skal der ikke herske den mindste tvivl om. Ved at fortælle en dobbeltsporet historie om to kvinder med stor aldersforskel, der møder hinanden på en landejendom i Estland og viser sig at have fælles smertepunkter, giver forfatteren et overbevisende udsagn om tingenes sørgelige tilstand på kanten til Europa og Norden.

Sofi Oksanen har tålmodighed til at fortælle en lang historie, eller rettere to længere historier, som meget behændigt flettes ind i hinanden. Begge historier er centreret om en kvindes sejlivede kamp mod voldelige mænd med magt over dem. Mænd, der i deres enfoldighed kun betragter kvinder som genstande for deres vilje og begær. De to kvindelige hovedpersoner er skildret med nuancer og dybde, mens de mandlige bipersoner modsat er skildret som ensidigt ondskabsfulde væsner. Hvor forfatterens sympati ligger, er ikke til at tage fejl af.

Den ene kvinde var ung i 1940'erne, den anden er ung i 1990'erne, og deres veje krydser hinanden en dag i 1992. Zara er akkurat sluppet fri fra sine alfonser og ligger udmattet på gårdspladsen hos den gamle enke Aliide. Aliide forbarmer sig øjeblikkeligt over den tydeligt forkomne unge kvinde og tager sig af hende uden at vide, hvem hun er, og hvilken historie hun gemmer på.

Først da Aliide nogle dage senere får uventet besøg af de modbydelige russiske mænd, Zara er sluppet ud af kløerne på, forstår hun, hvilken frygtelig skæbne den unge kvinde kæmper for at undslippe. Under et par udpenslede scener i bogens midte er læseren allerede blevet bekendt med det mareridt, Zara har gennemlevet på usle hotelværelser i Berlin som dukke for prustende, ynkelige mænd.

Zaras triste livshistorie viser sig for læseren at have sit modstykke i Aliides livshistorie. Da Aliide var en ung kvinde i 1950'erne, oplevede hun de mest uhyggelige sider af Sovjetregimets besættelse. Hendes søsters mand havde været i den tyske hær under Anden Verdenskrig, og som følge deraf måtte han gemme sig for besættelsesmagten. Igennem flere år, og selvom Aliides mand var russisk partisoldat, lykkedes det søstrene at skjule denne mand et hemmeligt sted i familiens landejendom. Den uundgåelige mistanke om, at de to søstre dækkede over en forræder, medførte ubehagelige afhøringer med brug af seksuel fornedrelse. Vold, seksuel udnyttelse, skyld og jalousi er de genkommende motiver i romanen.

Sofi Oksanen binder de dystre historier sammen ved at lade Zara være barnebarn til Aliides søster. De to kvinder er biologisk i familie med hinanden, lige så vel som de socialt og psykologisk er det. De bliver i Oksanens roman ophøjet til billeder på estiske kvinder dengang i sovjettiden og nu i dag. Det bedrøvelige udsagn er, at estiske kvinder dengang som nu lever under ufrie og smertelige vilkår. Det opmuntrende udsagn er, at romanens kvinder demonstrerer en beundringsværdig sejhed og ukuelig livsvilje, som i det lange løb sejrer.

Der er formentlig flere grunde til, at Sofi Oksanen har givet sin roman titlen "Renselse". En grund kunne være, at Aliide og Zara har været en del af så meget fysisk og moralsk snavs, at de har brug for at blive renset. En anden grund er vel også, at selve fortællingen om al denne modbydelighed kan virke rensende på sindet. Hos Aristoteles kædes begrebet katharsis, renselse, sammen med effekten hos publikum, når de overværer en ægte tragedie.

Det er ikke utænkeligt, at netop Sofi Oksanens roman vinder Nordisk Råds Litteraturpris i år. Ikke fordi den er sprogligt eller kunstnerisk særligt original, men fordi den med både tyngde og indsigt behandler et væsentligt emne, vi alle må tage stilling til. Handel med østeuropæiske kvinder er et påtrængende problem, ikke alene for de baltiske lande, men så sandelig også de vesteuropæiske og nordiske lande, hvor disse kvinder havner.

Sofi Oksanens finske sprog er dygtigt oversat til dansk af Helena Idström, og forlaget Rosinante har lavet noget så sjældent i disse tider som en vist nok fejlfri udgivelse.

Sofi Oksanen: Renselse. 360 sider. 300 kroner. Rosinante.

kultur@kristeligt-dagblad.dk

Andre læser lige nu