En af mine bekendte lånte mig en bog om den amerikanske tennislegende Andre Agassi: Open An Autobiography, 2011 (dansk oversættelse 2012).
Anledningen var velsagtens, at jeg i mange år har spillet tennis, men nok også bare, at bogen er rigtig god. Selv læsere, der intet kender til tennis, vil have svært ved at lægge den fra sig. Det skyldes ikke mindst, at den viser, hvor umenneskeligt høj prisen kan være for at komme helt til tops.
LÆS OGSÅ: På fornavn og sms med verdens mest berømte detektiv
Da Agassi afsluttede sin karriere i 2006, havde han vundet otte af de såkaldte Grand Slam-turneringer, det vil sige af de fire største. Derudover havde han vundet en olympisk guldmedalje og i flere omgange ligget som nummer 1 på verdensranglisten. Og ikke mindst havde han i sin hjemby Las Vegas oprettet en fundatsskole for underprivilegerede børn.
Agassis uddannelse begyndte, da han fra sin barneseng så en guirlande af tennisbolde hænge over sit hoved. Dem blev han opmuntret til at slå efter med et bordtennisbat, der var tapet fast på hans hånd. Hans far, en vredladen armenier, der havde bokset for sit fødeland, Iran, ved De Olympiske Lege, var efter Anden Verdenskrig blevet gjort interesseret i tennis af amerikanske soldater. Nu havde han en plan med sin søn.
Bag familiens forfaldne hus i Las Vegas ombyggede han en boldmaskine, så den blev ekstra høj og udstyret med en lang aluminiumshals. Med faderen råbende instrukser bag sig blev den syvårige Andre tvunget til at slå 2500 bolde daglig tilbage mod den ildsprudende Drage. Da sværmen af bolde nærmest kom ovenfra, måtte han lære at ramme bolden lige efter dens opspring. Det blev senere et af hans stærkeste våben. I kraft af sine lynhurtige returneringer kunne han rykke langt frem på banen og presse sin modstander tilbage, så snart denne havde servet.
Mange år senere, da Andre var blevet gift med den tyske tennisstjerne Steffi Graf, fik han i Las Vegas besøg af sin svigerfar, en tennisfanatiker, der havde sat sin datter i gang med at spille, mens hun endnu gik med ble, og som siden havde styret hendes karriere. Han ville selvfølgelig inspicere Dragen, og Andre blev af sin far sat til at vise, hvordan de udspyede bolde skulle returneres. Steffis far skubbede snart Andre til side for at vise hvordan det kunne gøres bedre, men det faldt ikke i god jord hos Agassi senior. Og inden længe havde den 69-årige amerikaner og den 63-årige tysker smidt skjorterne og lagt an til boksekamp. Da var det, Andre sendte de to kamphaner til neutrale hjørner, slukkede for Dragen og gik ind i huset. Aldrig havde en tequila smagt mig bedre, skriver han til sidst om denne hændelse.
Som 13-årig bliver Andre sendt på en tennisskole i Florida, men den oplever han som en ren straffelejr. Her gør han oprør på en måde, der senere gør ham til 1980ernes tennisikon: Han anlægger en lyserød mohikanerfrisure, går med ørenringe og spiller kampe i denimshorts. Som 16-årig bliver han professionel, og herefter følger en stejl opstigning. Han bliver berømt, dater den meget ældre celebritet Barbra Streisand og indgår senere et ægteskab, der er dømt til at mislykkes, med filmskuespillerinden Brooke Shields.
I tennisverdenen er der mange eksempler på fædre eller mødre, der pacer deres børn frem, men det foregår også i andre miljøer. I filmen Black Swan (2010) vises det, hvordan en ballerina af sin mor presses til at træne så hårdt for at tilkæmpe sig hovedrollen i Svanesøen, at hun bliver sindssyg.
Og inden for klassisk musik er der utvivlsomt mange eksempler på, at børn tvinges til at øve sig time efter time for at kunne blive solist.
Agassi havde i sin karriere et par store nedture. På et tidspunkt måtte han nærmest begynde forfra. Men han kom igen og fortsatte, indtil han var midt i 30erne. En journalist spurgte ham engang, om karakteristikken from punk to paragon (fra punker til forbillede) ikke passede på ham. Den brød han sig ikke om, men den forekommer nu ikke skudt ved siden af.
Under udarbejdelsen af bogen har Agassi, der droppede ud af 9. skoleklasse, fået hjælp af den Pulitzerpris-vindende journalist J.R. Moehringer. Bogen er yderst velskrevet, ikke mindst fordi den bruger præsens (nutid) i stedet for præteritum (datid) det skaber nærvær og fremdrift.
Noget egentligt faderopgør tog Andre Agassi aldrig, velsagtens fordi han betragtede sit ophav som uden for rækkevidde. I dag lader han til at leve et godt liv med Steffi og deres to børn og med sin velfungerende skole lige i nærheden. Det endte godt, og det synes jeg, han efter sine trængsler i den grad har fortjent. Moralen må være, at han trods berømmelsens beruselse har været i stand til at holde fast i sig selv.
I klummen Eftertanken skriver sprogprofessor Niels Davidsen-Nielsen hver anden fredag om kulturhistorie og værdidebat set gennem et aktuelt og personligt prisme.