Prøv avisen
Bog

En gudsbenådet digters sidste ord

5 stjerner

Digteren Simon Grotrian begraves i dag. Hans sidste digtsamling er på højde med forfatterskabets bedste

Jeg har i årenes løb anmeldt over 20 digtsamlinger af Simon Grotrian, og det føles tomt, at dette bliver sidste gang, da digteren i sidste uge døde i en alt for tidlig alder. Grotrian har i tre årtier stået for et af de vigtigste og mest unikke lyriske danske forfatterskaber, og dansk litteratur er blevet fattigere uden ham. Hvad der adskilte Grotrian fra alle andre danske forfatterskaber, var hans fascinerende blanding af modernistisk og hyper-surrealistisk billedsprogslyrik og kristen bekendelsesdigtning. Helt fraværende i Grotrians digtning var den i tiden dominerende autobiografiske trend. Og alligevel kunne man i de billedsproglige laviner, som digtene bestod af, klart få øje på digterens fysiognomi.

At Grotrian havde et vanskeligt sind og igennem hele sit voksne liv havde kontakt med psykiatrien, har han aldrig lagt skjul på, og de poetiske vidnesbyrd om dette er talrige i form af titler, der med klangfulde ord henviser til antipsykotisk medicin som ”rispesol” og ”amisulprid” eller de følgende flotte og gruopvækkende visioner om et mentalt sammenbrud:

”Du vågnede op med horn i panden og fistelstemme / moden til indlæggelse på den lukkede med fuld bæltefiksering / som straf for dine onde gerninger / du skovlede møg fra sengen hen til døren / men kunne ikke komme ud, da du var 2000 kilo federe/ end loven tillod ifølge underskriftsindsamlingen / du gloede på det tatoverede hagekors på næsen / og hjernen som millionbøf ud over tapetet / du står i suppe til halsen / det lækre kød falder fra benene.”

Lige så markant som disse infernalske fantasier var den oplevelse af forløsning, som digteren fik gennem sit inderlige forhold til kristendommen. Smukt og gribende åbner Grotrians sidste digtsamling, der blot hedder ”Digte”, med en beskrivelse af, hvordan alle nattens skygger viger i troens lys:

”Om søndagen skal man ikke være bange / men gå i kirke med havfrueben / og styre sommerfuglene op i Rundetårn / som en lysegul eksplosion hen over tagene.”

Vil man forstå drivkraften i Grotrians forfatterskab og liv ud fra hans digte, skal man i imidlertid nok hverken gå til de groteske og hæsligheds-æstetiserende helvedesfantasier eller de paradisiske forløsningsdrømme, men til de digte, der udtrykker digterens kamp med verden, for ingen skal være i tvivl om, hvilke omkostninger der har ligget i at leve et liv og skabe et værk som Grotrians:

”Hvad er du lavet af? spørger stjernerne mig / et hul i solsystemet spyttede mig ud / jeg sad indespærret på skolebænken / med en antikveret seksualitet og tryllestøv på de lange øjenvipper.”

Mens vi andre almindelige mennesker har et mellemværende med sociale institutioner, så var traditionelle fællesskaber og normer ikke nok for Grotrian, hvad enten han skulle sidde på ”skolebænken” på universitetet (hvor jeg læste dansk sammen med ham i 1980’erne) eller i bøssebevægelsen. Han søgte mod eksistensens yderste eller sjælens dybeste egne og den skjulte Gud. Han havde modet til at gå enegang i poesiens verden med ”tryllestøv på de lange øjenvipper”, som han skrev. Grotrian var en gudsbenådet digter, og det var hinsides normalsprog, realisme og vante konventioner, at Grotrian etablerede sit forfatterskab: ”Helt ude i tovene / en besvimet bølge af violer / himlens øje / digtene starter med et punktum.”

Når jeg skal anmelde en af Grotrians digtsamlinger, sidder jeg altid med mange udvalgte stumper af værket, som jeg har lyst til at citere for at dokumentere digterens unikke billedsprog med dets blanding af brutal og barok hæslighed og forfinet og smertelig skønhed. Hør for eksempel, hvordan det lyder, når et teaterstykke trækkes igennem Grotrians forunderlige og sataniske poetiske muddermaskine: ”I logen sad du stadig på nåle / fordi replikkerne blev gentaget af en selvmorder / og kukuret på bagvæggen sufflerede/ med hammerslag af tredjegradsligninger / ud over orkestrets flåede harmonier / og spyfluer på programmet, der annoncerede torden.”

Tilsvarende får man serveret dræbende hæsligheds-æstetiserende salver om vor hellige juletid: ”Du greb den klistrede likørflaske i ovnen / øjnene sank i en sø som tværstolper / vingerne sortnede under emhætten, hjemme til jul.”

Og så møder man på den anden side for eksempel et portrætdigt, som på én gang er forfinet, smukt og monumentalt nok til at karakterisere den afdøde digter: ”Ingen som jeg har forstået din alvor / en stor, blå blomst i styrtregn.”

Simon Grotrian var en af de største og mærkeligste danske digtere i nyere tid.

Simon Grotrian var en af de største og mærkeligste digtere i nyere tid. Foto: Joachim Adrian/Politiken/Ritzau Scanpix