En stor brun elg

INTERVIEW Der er ikke meget bambi over den 43-årige sangerinde Annette Bjergfeldt, som nu har udgivet sit tredje album ": The kissing post" på pladeselskabet Moose Records, der er hendes eget

-- Vi vil så gerne være cool og tjekkede krybdyr, der ikke rødmer eller falder i vores egne snørrebånd. Men vi er ikke krybdyr. Vi er moderne pattedyr, der lever i skismaet mellem det moderne og biologien, fortæller Annette Bjergfeldt, der ser sig selv som en stor brun elg. (Foto: Leif Tuxen)
-- Vi vil så gerne være cool og tjekkede krybdyr, der ikke rødmer eller falder i vores egne snørrebånd. Men vi er ikke krybdyr. Vi er moderne pattedyr, der lever i skismaet mellem det moderne og biologien, fortæller Annette Bjergfeldt, der ser sig selv som en stor brun elg. (Foto: Leif Tuxen).

– I mit orkester bliver ingen stemt hjem. Der går alle videre til andet sæt, siger Annette Bjergfeldt og sender en kaftig, boblende latter ud i sin lille stue på Amager.

Hun har kastet sig ud i en længere monolog om den danske pladebranche, som hun heldigvis ikke er en del af længere. I 2001 startede hun sit eget pladeselskab, Moose Records, som hun nu har udgivet tre plader på. Den seneste er "The Kissing Post", som udkom tidligere på året.

– Jeg ejer alle rettigheder over mine ting, og det er en fantastisk fornemmelse. Nu kan jeg endelig følge mit eget kompas. Pladeselskaberne ville nok alligevel ikke binde an med den musik, jeg laver. Jeg er jo 43 år, og der er ikke meget "ring i navlen" over mig, siger hun og retter på sin røde kjole og binder det lange, lyse hår op i en knude i nakken.

Hun har ellers selv været igennem musikmaskinen, da hun i 1995 indspillede en plade med bandet Harvest Moon.

– Det gav selvfølgelig meget. Men vi var meget bundet af pladeselskabet. Nu har jeg friheden til at lave lige præcis det, jeg gerne vil. Men det koster tid og penge, siger Annette Bjergfeldt.

Og der er selvfølgelig et hav af grunde til, at hun har valgt at blive sin egen chef.

– Jeg gider ikke være den der bambi, der altid står og blinker med øjnene. Jeg er en stor, brun elg, der gerne vil møde mit publikum i øjenhøjde. Derfor hedder mit selskab også Moose Records. Faktisk skulle det have heddet Muse Records, men jeg er jo ikke en lille, flad muse. Jeg er elgen, der både er fodblind og rødmer for et godt ord, fortæller hun.

Og rødme, det er noget, Annette Bjergfeldt er god til. Efter hun blev færdiguddannet fra Århus Kunstakademi i 1992, dannede hun en lille jazzduo med klaverkongen Sigurd Barrett, som nu kendes for sine børne-tv-programmer "Sigurds bjørnetime". Bandet kaldte de Barrett og Mountainfield, og deres foretrukne show var, når Annette Bjergfeldt slyngede sig op på pianoet og sang Billie Holliday-sange, mens Sigurd Barrett iklædt bredt, blæret slips tog den lange vandring op og ned ad de sort-hvide tangenter.

– Vi spillede engang for en hest som eneste tilskuer. Koncerten var udendørs, og da det begyndte at regne, gik alle tilskuere ind. Så var der kun hesten tilbage. Men vi var så autoritetstro, at vi fortsatte med at spille, fortæller Annette Bjergfeldt og begynder næsten at rødme ved tanken.

– Jeg fangede interessen for musikken, da jeg gik på kunstakademiet. Godt nok har jeg spillet guitar, siden jeg var 11 år, men min kærlighed til musikken begyndte at blomstre på akademiet. Egentlig var jeg meget lidenskabeligt optaget af at male, men jeg følte pludselig, at der var noget meget ensomt over det. De der malertyper, der går rundt på akademiet i deres brune fløjlsbukser, lever i en anden verden. De er nogle særlinge. Jeg var nok også en særling. Jeg kunne bruge en hel dag på at sidde og spekulere over, om jeg skulle male med en marsviolet eller en pariserblå. Farver har deres helt eget sprog, og så kunne det være svært at gå ud og kommunikere i ord bagefter.

Hvis Annette Bjergfeldt manglede ord, dengang hun malede med marsviolet i Århus, så gør hun det i hvert fald ikke mere. Taleboblerne vokser, hver gang hun åbner munden, og ud kommer den ene lyriske sætning efter den anden.

– Jeg samler på ord. Ord kan være elektriske, og det er spændende, når sproget bliver boblende. Jeg kan blive helt forpustet, når der pludselig kommer den her store sæbebobel med ord ud. Men ord er også sårbare. Som det stødte æble inde i os. Når jeg skriver mine sange, sidder jeg gerne i min grønne sofa. Det er min grønne tænkehat. Jeg vil godt være lidt høj i hatten og sige, at det er en lille flig af skabelsesberetningen, jeg forfatter. Før var der intet, men så blev der lys. Ordene kommer flyvende. Det er en meget elektrisk oplevelse, forklarer hun.

På hendes seneste album, "The Kissing Post", som er en blanding af folkmusik og pop, flyver de elektriske ord mellem noderne. Alle sange er på engelsk og handler primært om kærlighed. Dog ofte i overført betydning.

– Kærlighed er jo mange ting. Jeg har for eksempel skrevet en kærlighedssang til min oldefars bror, der for over 100 år siden rejste til USA som guldgraver. Han skulle igennem "The Kissing Post" på Ellis Island ved New York for at komme ind i landet. Den sidste hal blev kaldt "The Kissing Post", for her blev familier, kærester og ægtefolk genforenet, fortæller hun.

Hun har også skrevet en kærlighedssang til badeantalten Helgoland på Amager, som nu er revet ned. Men sangen, der hedder "Mermaids", handler også om det at være kvinde, fortæller Annette Bjergfeldt.

– Hvordan kan det være, at vi engang var havfruer og ikke er det mere? Hvorfor er det, at man skal se nogen stå i et eller andet åndsvagt dameblad med et blåt øje og ligne en sur junkie på 30 kilo? Kvindebilledet er helt skørt, og det er så trist. Hvor er halen og havfruen blevet af? spørger hun.

Annette Bjergfeldt er faktisk meget havfrue, men vil hellere betegner sig selv som et moderne pattedyr, der lever i et fabelagtigt univers. Hun fungerer ikke i et 8-16-job, fordi hun vil føle sig som "en indespærret zebra". Hun vil hellere være en "stor brun elg" frem for en "blinkende bambi". Og selv om vi alle sammen er moderne pattedyr, vil vi meget hellere være "cool krybdyr", mener hun.

– Vi vil så gerne være nogle cool og tjekkede krybdyr, der ikke rødmer eller falder i vores egne snørebånd. Men vi gør det jo hele tiden. Vi kan ikke være krybdyr. Vi er moderne pattedyr, på godt og ondt. Og det er det, der gør det hele så kompliceret. For vi lever i skismaet mellem det moderne og biologien, siger hun og uddyber:

– Livet skal leves i variationer. Hvis nogen spørger mig, hvad meningen med livet er, så synes jeg, at det er et frækt spørgsmål. For vi er her jo. Vi ser, vi dufter, og vi sanser. Men vi har meget travlt, og det er nok ikke tilfældigt, at en af de mest populære bøger i øjeblikket er "Nuets kraft". For vi vil alle sammen så gerne derhen. Hen til nuet. Men det er svært at leve i nuet, når man skal finde ud af, hvornår bornholmerfærgen sejler i 2005. Men jeg prøver virkelig. Søren Ulrik Thomsens digt fra 1991 rammer det meget godt: "En gang om dagen er ensomheden så stor, at man ikke kan stille noget op med den. Og én gang er lykken. Indimellem må man så se at få ordnet sine ting", citerer Annette Bjergfeldt, mens hun kigger ud ad vinduet.

– Heldigvis har jeg lært at være til stede i mit eget liv. Som et moderne pattedyr.

bisgaard@kristeligt-dagblad.dk

Annette Bjergfeldt

Født den 18. september 1961 i Virum. Gået på kunstskole i Canada fra 1981-1982 og på Århus Kunstakademi fra 1986-1992. Udgav sammen med bandet Harvest Moon en plade i 1995. Rejste i 1996 til USA, hvor hun blandt andet optrådte for 500 hattesvingende cowboys. Kom tilbage til København i 2000 og udgav i 2001 sin første plade, "All that We Are", på sit eget pladeselskab Moose Records. I 2003 udgav hun albummet "Songs for Modern Mammals", og i år er hun aktuel med pladen "The Kissing Post". Har været indstillet til to grammys og 11 Danish Music Awards. Vandt P4 Prisen for sit seneste album.

Annette Bjergfeldt slutter sin juleturne søndag 12. december kl. 20 i Musikhuset, Aarhus.