Weekenden byder på en stor havefest i hovedstaden

I dag åbner Haven Festival med fokus på musik, mad og øl. Folk vil have kvalitet og intimitet, siger talsmand

Der er fokus på kvalitet i den nye festival Haven, der åbner i dag på Refshaleøen. Bag står kokken Claus Meyer (th.), bryggeren Mikkel Borg Bjergsø (tv.) og Aaron Dessner fra det amerikanske orkester The National.
Der er fokus på kvalitet i den nye festival Haven, der åbner i dag på Refshaleøen. Bag står kokken Claus Meyer (th.), bryggeren Mikkel Borg Bjergsø (tv.) og Aaron Dessner fra det amerikanske orkester The National. . Foto: Haven.

I pinsen blev slotsparken omkring Egeskov på Sydfyn for anden gang åbnet for Heartland Festival, der kombinerer live-samtaler, samtidskunst, musik og mad. Og i dag åbner endnu en festival på Refshaleøen i København med fokus på kvalitetsoplevelser inden for forskellige genrer.

Den nye festival melder sig dermed i rækken af festivaler, der popper op rundt om i landet med fokus på kvalitet og nærhed.

Bag festivalen Haven står en gruppe venner og kendte kulturpersonligheder inden for mad, øl og musik. Det er kokken Claus Meyer, bryggeren Mikkel Borg Bjergsø og tvillingebrødrene Aaron Dessner og Bryce Dessner fra det amerikanske orkester The National, der er hovednavnet på festivalen i morgen aften.

Festivalen har inviteret musikere, ølbryggere, kokke og kunstnere fra hele verden til at deltage, og modsat især store festivaler er hver kunstart vægtet lige højt, fortæller Haven-talsmand Sigurd Hartkorn Plaetner.

”Vi vil give gæsterne en kvalitetsoplevelse inden for hvert område. Øl skal ikke bare være en rekvisit til at blive beruset til en række koncerter,” siger talsmanden, der forventer mange ølentusiaster blandt de omkring 15.000 gæster.

”Folk er ikke nødvendigvis trætte af de store og etablerede festivaler. Der er bare også kommet et ønske om noget, der differentierer sig. Og det er eksempelvis mere kvalitet og nærvær. Mange små festivaler rundt om på øerne bliver udsolgt på kort tid. Man vil gerne komme hinanden ved og have en oplevelse af en stor havefest,” siger han.

Den tendens bekræftede professor emeritus i performance design Olav Harsløf og tidligere Roskilde Festival-leder Leif Skov for nylig i en artikel i Kristeligt Dagblad. Her udtalte sidstnævnte, at man i dag ikke har den ambition, at festivalen nogensinde skal blive meget stor. Tværtimod er ambitionen at sikre, at man aldrig bliver stor, udtalte Leif Skov – og dermed kan man nemmere fastholde kvaliteten og nærheden.