Prøv avisen
Bog

Sløk var en stor tænker og et trodsigt barn

5 stjerner
Johannes Sløk udgjorde sammen med P.G. Lindhardt, K.E. Løgstrup og Regin Prenter gruppen af såkaldte Aarhus­teologer, der prægede en generation af danske præster. Foto: Scanpix

Johannes Sløk ville i år være fyldt 100 år og fejres med en antologi, der på fornem vis indfører i forfatterskabet og stiller de rigtige kritiske spørgsmål

Johannes Sløk var en klog, men også problematisk mand. Den danske teolog og idéhistorikers 100-årsdag markeres blandt andet med denne udgivelse med titlen ”Sløk – Perspektivforskydninger”. Antologien består af 15 bidrag og er redigeret af teolog og ph.d. Christian Hjortkjær og teolog og valgmenighedspræst Hans Nørkjær, og den er en berigende læseoplevelse, der blandt andet understreger den indledende påstand om det problematiske.

Bogen udmærker sig ved ikke at ville stryge Sløk med hårene. Hver skribent behandler et værdsat værk fra Sløks forfatterskab, som de forsøger at forholde sig respektfuldt kritisk til, og det virker. Man får her en interessant indføring i Sløks tænkning og samtidig et personligt bud på, hvordan den af og til halter eller ligefrem kommer til kort.

Man forestiller sig, at den evigt stridslystne professor og beundrede forelæser ved Aarhus Universitet ville have værdsat en sådan fejring i form af begavet udfordring fremfor ensidig hyldest. Eller, hvem ved, måske ville han også være blevet en smule fornærmet. Sløk var efter sigende en meget sammensat mand.

Netop det understreger bogen her, og jeg vil koncentrere mig om nogle af de kapitler, der mest rendyrket fremstiller Johannes Sløks stædige kritik af begrebet religion. Sløk stod i opposition til systemtænkning, til skabelsesteologi (hvilket ikke mindst kom til udtryk i hans mangeårige polemiske parløb med K.E. Løgstrup) og til enhver fromhedsbaseret tilgang til kristendom. Han var en lidenskabelig Søren Kierkegaard-læser, men udfoldede desuden stor viden om Platon, Shakespeare, absurd teater og såmænd bare åndshistorien generelt fra det antikke Grækenland og frem.

Han var med andre ord en type intellektuel, der er for sjælden i dag. Et grundlæggende ærinde for Sløk er at komme bagom traditionen og værne om forholdet mellem menneske, Gud og medmenneske. Christian Hjortkjær beskriver med udgangspunkt i ”Kristen moral før og nu” fra 1959, hvordan Sløk lægger afstand til den græske metafysiks ”fordobling af verden”, da den gør det teologisk muligt at skabe afstand mellem begrebet kristendom og selve Jesu budskab.

Det er ikke mindst teologerne, der er skurkene i Sløks univers, da de forsøger at gøre det kristne budskab mindre absurd og anstødeligt ved at skabe en række formuleringer, der slører meddelelsens kerne. Sløk er – som idéhistoriker Hans-Jørgen Schanz siger det i sit kapitel – ”dekonstruktivist”, før betegnelsen blev almen, og hans religionskritik bygger på den tanke, at kristendom bør unddrage sig systematisk dogmatik.

Denne teologiske minimalisme rummer et uhyre skarpt opgør med menneskets trang til selv at konstruere systemer af sandhed, og med sit syrebadsklare menneskesyn er Sløk en uforlignelig kritiker af ”fromme fantasterier”, som Hans Nørkjær formulerer det i sit spændende kapitel om det religiøse sprog og Sløks mytebegreb.

Men Sløks negative holdning til religion rummer også problemer. Med udgangspunkt i værket ”Det religiøse instinkt” beskriver teolog Lars Sandbeck, hvordan Sløk gør al religiøsitet til et udtryk for synd, idet han vil have mennesket til at nære tillid til den Gud, der fortæller den enkeltes historie. Mennesket synder, når det forlader sig på sig selv, hvilket vi altså ifølge Sløk gør, når vi bedriver religion.

Sandbeck indrammer vilkåret for Sløks religionskritik ved at skrive: ”set udefra ligner kristendommen en religion: den taler om Gud, der er religiøse bygninger, riter, et præsteskab, helligtekster osv. Men set indefra er kristendommen netop ikke en religion, for så vidt som religionen defineres som menneskets forsøg på ’i begreber, livsholdninger og institutioner at gøre tilværelsen meningsfyldt …’” Man må altså bestræbe sig på ikke at se kristendommen udefra, og ifølge Sandbeck driver Sløk sin religionskritik så langt, at korset faktisk bliver til en stopklods fremfor at være en åben dør.

Mennesket afvises i sin uundgåelige religiøse stræben, men Sandbeck påpeger, at hvis al religion blot afslører vores synd, må også det religiøse menneske vel være retfærdiggjort. Hvis Gud har forsonet sig med menneskets trang til at skabe religion, hvorfor kan Sløk så ikke gøre det? I hvert fald må man spørge, om ikke menneskets religiøse trang stikker så dybt, at Sløks kamp imod den får karakter af trodsig demonstration og ender i en vis tomhed.

Også på anden vis gør Sløk op med formuleret kristendom, og med udgangspunkt i ”Den kristne forkyndelse” fra 1983 viser stud.theol. Anna Bank Jeppesen, hvordan Sløk nedtoner betydningen af kærlighedsbuddet. Den gode handling skal ikke udspringe af lydighed, men af at vi er identificerede med Jesu fortælling, for så ”har vi allerede elsket vores næste og reddet hans liv”. Atter vil Sløk opløse betydningen af menneskelig stræben, men han tager ikke skridtet fuldt ud og afskaffer kærlighedsbuddet, og Jeppesen mener, at han er fanget mellem troen på en lille rest kristen etik og troen på, at mennesket er frelst uanset hvad.

Teolog og lektor David Bugge kredser om noget lignende i sin analyse af nogle ældre Sløk-prædikener udgivet i 1998, hvor han fremhæver tolkningen af lignelsen om den fortabte søn. Faderens modtagelse af sønnen skal ikke hos Sløk ses som udtryk for tilgivelse, eftersom ”faderen overhovedet ikke har følt sig krænket”. Det, der viser sig, er altså blot udtryk for det eksistensvilkår, vi lever under, men samtidig – understreger Bugge – mener Sløk, at mennesket selv skal sige ja til det vilkår. Igen vakles der mellem den eksistentielle beslutning, som Sløk ikke mindst bærer med sig fra Kierkegaard, og afvisningen af enhver menneskelig stræben. Bugge definerer Sløk som ”rendyrket sekulariseringsteolog”, hvilket vel også antyder, at kristendommen hos denne mand kan udarte til noget sært usynligt.

Også Johannes Sløks person kommenteres i antologien, og flere beskriver egne erfaringer med ham i en blanding af ærefrygt og erkendelse af hans sagnomspundne arrogance. Generelt opfordres læseren til at overveje, hvor meget Sløk formåede at forene sit højt begavede og stejle væsen med kristen forkyndelse for medmenneskets skyld. Spørgsmålet er særdeles relevant i en nutid, hvor alle taler om det religiøse, mens et fåtal kan forholde sig til kristen dogmatik.

Bidrog Sløk med sin opløsning af begrebet religion til en udvikling, hvor vi er ladt tilbage med en så spinkel livline til kristendom, at den enkelte i et uhyre sekulært samfund er mere eller mindre prisgivet sig selv? I sammenligning med Sløks forbillede, Søren Kierkegaard, savner man af og til hos Sløk selv den ægte solidaritet med den enkelte, og Christian Hjortkjær ærgrer sig da også over Sløks vane med at stille sig uden for kristendommen og kokettere med sin vantro og tale om Guds ”allestedsfraværelse”.

Som det fremgår, tager denne antologi bramfrit fat i både den berigende og den problematiske side af Sløk. Bidragsyderne, hvoriblandt man også finder kyndige folk som Anders Kingo og Joakim Garff, beundrer ham alle, men er ikke blinde for hans svagheder, og efter endt læsning slår det én, at arven efter Sløk ikke kun består af eksistentiel tænkning på højt niveau. Men også af en betragtelig opgave for de teologer, der efter ham skal samle stumperne efter den store dekonstruktion. Sløk ønskede at nedbryde moralsk fernis og menneskelig selvdyrkelse og undergrave systematisk teologi, hvilket kunne føre til, skriver Hjortkjær, at ”det, Sløk promoverer som kristendom, ikke kan accepteres som kristendom, og på den måde har han som det trodsige barn egentlig fået sin vilje.”

Johannes Sløk var en stor tænker med anlæg til også at være et trodsigt barn, og som denne glimrende antologi viser, må man spørge, om han i sin privilegerede, elitære og intellektuelt overlegne position fik tømt kristendommen mere for indhold, end godt er.

kultur@k.dk