Et af de berømteste digte fra Den Ældre Edda er Vølvens Spådom, et tæt og stofmættet digt, et vældigt drama, der spænder fra skabelse til undergang, Ragnarok. Verden bliver til, udfolder sig og går igen til grunde. Det særlige ved digtet er, at hele det kosmiske verdensforløb spændes sammen med naturens og årstidernes vekslen. Det er lagt i munden på Vølven, en spåkvinde, der fremsiger det for Odin, som en hofdigter fremsiger et kvad for sin herre.
Digtet kulminerer i visionerne af Ragnarok, den ødelæggende kamp mellem aser og jætter.
Det er tidligere oversat fra oldnordisk af både Thøger Larsen og Martin Larsen. Også Suzanne Brøgger har før oversat det. Denne udgave er fjerde reviderede gendigtning fra hendes hånd.
Suzanne Brøgger gør i sit forord opmærksom på, at digtet ikke har nogen bestemt person som forfatter. Hun opfatter det da som en »erkendelsesproces, en indvielse«.
For at gøre det tydeligt har hun foretaget nogle stramninger af teksten og konsekvent gennemført jeg-formen i Vølvens tale, hvor originalen veksler mellem »jeg« og »hun«. Og så har hun desuden strøget den næstsidste strofe, der angiveligt varsler kristendommens indførelse på Island, og som i Martin Larsens gendigtning lyder: »Da kommer den store / Styrer siden / højt fra himlen / til sit Herredom.«
Derved opnår hun at understrege »tekstens mulighed som initieringsrejse«, der viser »en »evig« bevægelse gennem skabelse, undergang og opstandelse, hvor paradoxet jo netop er, at verden må forgå - for at den kan genopstå.«
Litteraturen er, siger hun, fuld af mandlige initieringsrejser. Men er dette en kvindelig af slagsen? Det handler, mener hun, om at se, høre, føle, lugte og smage - forny sanserne, så den sjette sans, som er sproget, genfødes.
Og så teksten? Den er stram og stålsat. Sproget er renset og klart. Mindre levende, færre navne og færre kenninger end i de to Larseners oversættelser. Men Suzanne Brøggers tekst vil ikke give sig ud for blot at være en oversættelse. Den er en gendigtning eller genskabelse ikke bare af en tekst, men af en proces, et forløb, der ikke blot er det kosmiske drama, men tillige et drama i bevidstheden.
Hos de to Larsener fornemmes også et element af leg i teksten. Det hele ligner et brætspil, et skakspil måske. Derimod er der ikke meget leg hos Suzanne Brøgger. Det er dødelig alvor.
Men sprogligt er det en nydelse at læse hendes hårde tekst, der kun et par gange flimrer lidt, når det f.eks. pludselig om Sigyn, Lokes hustru, hedder: »hun har det ikke for sjovt«, hvor Martin Larsen oversætter: »sorg kun har hun«.
Bogen er illustreret med lige så stoflige billeder af Pia Schutzmann, der således på en og samme gang abstrakt og konkret følger Suzanne Brøggers - ikke abstrakte - men almengjorte tekst til dørs.
Vølvens Spådom. Oversat af Suzanne Brøgger. 96 sider. 16 farveillustrationer af Pia Schutzmann. kr. 199. Forlaget Athene.