Prøv avisen
Bog

En sværm af tydninger

Navnet Bipavillonen er ikke officielt, men noget, fortælleren kaldte bygningen, fordi den i sin funktion som hus for mange forskellige grupper af mennesker mindede om en bipavillon, hvori sværme af bier kan holde til, før de igen flyver ud. Arkivfoto.

Leena Krohn er et stort navn i Finland. Nu introduceres hun for første gang på dansk

Leena Krohn: Bipaviliionen. Oversat af Siri Nordborg Møller. 214 sider. 290 kroner. Jensen & Dalgaard.

Leena Krohn, født i 1947, er en finsk forfatter med et omfattende forfatterskab i den fantastiske genre bag sig. Romanen ”Bipavillonen” er oprindeligt fra 2006, men er nu altså udkommet på det lille kvalitetsforlag Jensen & Dalgaard. Jeg kendte hende ikke, men det viste sig også, at hun faktisk ikke før er oversat til dansk, til trods for at ”Bipavillonen” var indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris i 2008. Så meget desto mere grund til at skynde sig at få fat i denne på mange måder ubeskrivelige, men ret fantastiske roman, smukt oversat af Siri Nordborg Møller.

”Bipavillonen” er fortalt af en jeg-fortæller og handler om en nyligt nedreven bygning, hvis indre liv nu genoplives af fortælleren. Det var en bygning, som tidligere havde været ”Anstalt for Sjæleligt Syge”, men som efter en forfaldsperiode (som fortælleren tørt noterer, findes der jo ikke sjæleligt syge eller sprittere mere, ”der findes kun folk, som er i mental rehabilitering, eller på narkotikaafvænning, samt klienter med dobbeltdiagnose”) blev omdannet til et mødested for alskens foreninger. Navnet Bipavillonen er ikke officielt, men noget, fortælleren kaldte bygningen, fordi den i sin funktion som hus for mange forskellige grupper af mennesker mindede om en bipavillon, hvori sværme af bier kan holde til, før de igen flyver ud. Så langt så godt, men så er det, at romanen udvikler sig i en fantastisk retning.

For det er ikke helt almindelige foreninger, der holder deres møder i det gamle sjæleligt tyngende hus, her kommer ikke kun Vandscooterkonkurrenceforbundet, men også Lipograferne, De Forsvundne Sprogs Venner, Nasaltalerne, Foreningen til Kommunalvidenskabens Fremme, Mødre til Kugleledsdukker, De Frivilligt Fattige, Strubesangerne og ikke mindst Klubben for Skiftende Realitet og mange andre sære nicher af menneskelige (eller netop i udkanten af det menneskelige) fællesskaber.

Romanen har undertitlen ”en fortælling om sværme”: ”Mennesket tror, at det er friere end duen eller bien, at det er mere virkeligt end en boid (computergenereret sværm). Det betaler for sin frihed og virkelighed med ensomhed og kommunikationens friktion. Men når det er ensomt, er det blot kimen til en gruppe. Modsat duen flytter mennesket sig fra sværm til sværm, fra alliance til alliance, fra gruppe til gruppe.” Men, som det senere siges, er mennesket på et kropsligt mikroniveau selv en sværm.

Romanens fortæller er selv medlem af Klubben for Skiftende Realitet. Ni af romanens korte kapitler er fortællinger om tilværelsens forunderlige tilfælde eller gåder fortalt af klubbens medlemmer.

De resterende kapitler introducerer os til et udvalg af de sære eksistenser, som kommer i huset, og som kun har det til fælles, at de falder uden for normerne, og at de bruger den døvstumme rengøringshjælp Lahja, som ingen af dem i virkeligheden ser som andet end en funktion. Uden at være en del af nogen af sværmene er hun i virkeligheden den, der holder dem på vingerne, og hendes forsvinden sidst i romanen falder også sammen med bygningens nedriven. Det er underholdende, gribende og også filosofisk og civilisationskritisk læsning, som kredser om, hvad den menneskelige virkelighed egentlig er for en størrelse, og hvordan vi forvalter den.

Mange sværme blev hjemløse, da Bipavillonen lukkede, og selv føler man også sorg, da det hele slutter. Hvor ellers kan man mon søge om medlemskab af Klubben for Skiftende Realitet?