”Jeg er klar, Herre.”
Sådan lyder én af stroferne på netop afdøde Leonard Cohens plade ”You Want it Darker”, der udkom den 21. oktober. Ikke engang tre uger efter kom nyheden om, at den 82-årige musikalske gigant var gået bort, ifølge hans manager fredeligt efter et fald i løbet af natten.
Sangsmeden kunne selvfølgelig ikke forudse det præcise tidspunkt for sin død, men af de mørke toner på hans seneste plade, kunne man tolke, at han i hvert fald har været særdeles bevidst om, at døden ventede ved døren. Og klar til at tage imod den.
Det samme var rocklegenden David Bowie, der gik bort i januar efter at have været syg af kræft. ”Han skrev sit eget requiem” og ”Han forvandlede sin egen død til kunst”, lød det i de engelske aviser, for Bowie udgav sin 25. plade to dage før sin død den 10. januar 2016. På pladen ”Blackstar”, der er blevet kaldt hans mest eksperimenterende væk siden 1970’erne, synger Bowie blandt andet:
”Se herop, jeg er i himmelen” og ”Ser mere, føler mindre. Siger nej, men mener ja – det er det, jeg altid har ment. Det budskab, jeg har sendt.”
Efter giganternes fald kunne man spørge sig selv, om vi ser en ny genre på vej: Et moderne requiem, en ”sidste plade”, som ikke bare er en plade som alle de andre, men som er kunstnerens egen måde at kapere døden på? I den klassiske musikhistorie kommer man uvægerligt til at tænke på Mozarts berømte requiem: Wolfgang Amadeus Mozart vidste måske ikke, at han skulle dø, før han nåede at skrive ”Requiem” færdig, et stykke, der oprindeligt var bestilt af en anonym mand, der ville mindes sin afdøde hustru, men sådan blev det altså.
Og især efter at Milos Formans spillefilm ”Amadeus” fik premiere i 1984 har den populære opfattelse været, at bevidstheden om døden nok på en eller anden måde har været til stede hos Mozart, mens han skrev det dystre og storslåede værk.
Men i virkeligheden har de, der tolker Cohen og Bowies seneste værker som requier, lidt forkert fat. Det mener Jens Hesselager, der er lektor i musikvidenskab ved Københavns Universitet.
”Et requiem er som udgangspunkt slet ikke et personligt eller individuelt, men derimod et kollektivt udtryk. En stærkt institutionaliseret genre, knyttet til den katolske kirke. Det er en messe for de døde, men afholdt af de levende. Det er vel først i det 20. århundrede, at vi er begyndt at opfatte requier som noget, der også kan udtrykke en mere personlig, subjektiv forholden-sig-til døden,” forklarer han.
Requiem-genren har selvfølgelig udviklet sig med tiden og er i de seneste århundreder også rykket ud af kirken. Det er for eksempel Brahms’ og Verdis koncertsals-requier fra henholdsvis 1868 og 1874 eksempler på, og også Benjamin Brittens berømte ”War Requiem” fra 1962 har et udtryk, der fjerner sig fra den kirkelige sfære. Teksterne i Brittens requiem benytter sig blandt andet af krigspoeten Wilfred Owens digte fra Første Verdenskrig og får på den måde en mere personlig og lyrisk dimension.
”Vi ser et digter-jeg, der ’synger’ om døden eller i hvert fald om oplevelsen af krigens rædsler,” siger Jens Hesselager.
Selvom Brittens værk kræver stort orkester og kor, så nærmer vi os altså en lille smule den personlige og intime samtale med døden som ses hos for eksempel Leonard Cohen. Men findes der et andet begreb, som i højere grad kan beskriv en komponists sidste kunstneriske udsagn, så er det måske det tyske begreb ”Spätwerk” – et begreb, der betegner en komponists sene værker.
”Begrebet er blevet brugt i forhold til komponister som Bach, Beethoven og Schumann, og ofte er implikationen, at komponisten i disse sene værker ikke længere skriver for et publikum, men kan udtrykke sig helt frit, idiosynkratisk, spekulativt eller indadvendt uden at kere sig om, hvad andre vil tænke, eller hvilken funktion eller institutionel tilknytning musikken skulle have,” siger Jens Hesselager.
Jazztrompetisten Jakob Buchanan er på ingen måde ved at dø, han er født i 1968 og har forhåbentlig mange gode år endnu.
Men han havde alligevel døden ret tæt på, da han for nogle år siden arbejdede på sit ”Buchanan Requiem”, et værk, som blev uropført i Aarhus Domkirke sidste år og siden udgivet på cd. Udgivelsen har netop fået to ud af otte priser ved Danish Music Awards Jazz den 12. november.
”Da jeg var ved at skrive syvende sats, lux aeterna, døde min mor. Jeg lovede hende, at requiet ikke skulle være til hende, og det blev det heller ikke. Men det blev en form for terapi for mig, og selvfølgelig kom tankerne om min egen død til at fylde meget,” siger Jakob Buchanan, der til daglig underviser i komposition på Musikkonservatoriet i Aarhus.
”Buchanan Requiem” er bygget op af satser med latinske navne som de klassiske requier, ”kyrie eleison” og ”lux aeterna” for eksempel. Men alle mulige referencer væver sig ind i musikken, efterhånden som requiet skrider frem. Det er blandt andet buddhistiske læresætninger og digte af den chilenske digter Pablo Neruda:
”På den dag, vi blev født, begynder vi at dø, spild ikke et øjeblik mere,” lyder en af stroferne i femte sats, sunget af en kvindestemme.
Noget af det, Jakob Buchanan har fået ud af arbejdet med sit requiem, er en større bevidsthed om, at også han en dag skal dø.
”Og det er egentlig ikke noget i sig selv. Det, der er noget, er, at man så husker, hvad man vil med sit liv. Det er også der, jeg tror et requiem kan noget i dag. Det er et kollektivt fænomen, det taler til os alle, og samtidig er det dybt personligt. Når mit requiem er blevet opført, har folk sagt, at ’det taler til mig’. Og det er jo sjovt, fordi jeg i vid udstrækning har valgt nogle tekster og referencer på mavefornemmelser, noget jeg bare følte sagde noget om livet og døden,” siger Jakob Buchanan.
Selvom et requiem i dag godt kan være personligt, så er begrebet ”svanesang” måske i virkeligheden det mest dækkende for den type sange melodier og værker, som er skrevet i stærk bevidsthed om døden – det kan også være døden i overført betydning som afslutningen på en musikalsk karriere, mener lektor Jens Hesselager.
”Man kunne også kalde det et musikalsk testamente eller dokument. Den mere intime konversation med døden er for mig en helt anden udtrykssfære end requiet. Men ikke mindre interessant,” siger han.
Da salmedigteren H.A. Brorsons sidste værker blev udgivet posthumt i 1765, udkom de under titlen ”Svane-Sang”. I antikken troede man, at sangsvanernes sang var et dødsskrig, men tog fejl, og siden dengang har man blandt andet kaldt digteres sidste værker for deres svanesang. Ordbogen foreslår også ”afsluttende fase i et glorværdigt forløb” eller ”åndeligt testamente” som forklaring på begrebet.
For David Bowie var ”Blackstar” måske hans sidste sang. Men sange har det anderledes end mennesker, de forsvinder ikke fra jordens overflade, de kan leve videre generation efter generation. Som en anmelder på det anerkendte musikmedie Pitchfork Media skrev, da ”Blackstar” udkom, og det stod klart, at denne plade var en plade om døden – Bowies død:
”Udødelighed er ingen ’gimmick’. Bowie vil leve videre, længe efter manden er død.”