Den ansete aldrende litteraturkritiker Magnus Saxtorph har forlagt sin arbejdsplads til Hovedbiblioteket i Krystalgade i indre København. Hver morgen står han op, indtager blødkogt æg, ristet brød og te, klæder sig på, kysser sin sengeliggende hustru på panden, spadserer fra lejligheden i Valby op til stationen, tager S-toget til Nørreport, går ad Købmagergade til Krystalgade, ind på biblioteket, op ad rulletrapperne, hen til sit faste bord, hvor han rituelt anretter computer, madkasse og termokande, inden han går i gang med dagens arbejde.
Den første time eller to læser han aviser, resten af arbejdsdagen Proust, indimellem får han et ”anfald” og skriver. Ved fyraften pakker han sammen og tager turen hjem, ”spole[r] sig selv tilbage som en smalfilm, rulle[r] sig selv op som et garnnøgle”.
For mig der elsker litteraturen, men har gjort den til en levevej med alt, hvad det indebærer, lyder det som lidt af en drømmetilværelse: at sidde dag efter dag i bibliotekets ro og bare læse, lade læsningen gøre sin narkotiserende virkning (”at læse Proust var som at sove vågen”). Jeg griber mig i at misunde Saxtorph hans liv.
Det hele ligger i, hvordan det bliver skildret. Hvis læseren synes, jeg har været lidt omstændelig i min indledende redegørelse for Saxtorphs daglige ritualer, skal det siges, at det, jeg har opsummeret på nogle linjer, fylder de første femten sider i Jeppe Krogsgaard Christensens roman "De sidste 10 eller 11 dage i Magnus Saxtorphs sælsomme og ulykkelige liv".
Alene skildringen, af hvordan Saxtorph fører kniven gennem det blødkogte æg, så blommen skælver og bløder ud i hviden, inden han drysser den afskårne æggetop med fem-syv saltflager, graver indholdet ud med en teske og så videre, fylder en halv side.
Det samme gør episoden med eltandbørsten, som Saxtorph aldrig har vænnet sig til (”maskinens hidsige snurren, der kun blev forstærket af kraniekassen, forhindrede al tankevirksomhed”), ligesom turen fra lejligheden til Krystalgade er fuld af detaljeiagttagelser; fra Saxtorphs fumlende fægten med rejsekortet foran det blå øje på perronens check-ind-stander, over manden med de orange sokker i toget, til originalerne på biblioteket med deres særegne påklædning, lugte, replikker og tics.
For ikke at tale om det broderede bogmærke med en (læse)hest – en gave fra datteren, da hun var lille – som Saxtorph hver dag efterlader på biblioteket i det Proust-bind, han er nået til.
Gentagelsen som det fine greb
Regelmæssigheden i Saxtorphs liv fremstilles ikke mindst derved, at den detaljerede beskrivelse af morgenritualerne gentages flere gange: kniven gennem ægget, den skælvende blomme, saltet, teens tynde stråle, der forbinder kop med kande, og så videre. Men Krogsgaard Christensens fine greb er, at gentagelsen kun delvist er ordret. Der kan stå ”saltflager” den ene gang, ”salt” den næste; blommen kan ”skælve”, eller den kan ”plirre”, og så videre.
Også betragteligere variationer forekommer: Den første morgen lyser den nystrøgne skjorte over stoleryggen ”svagt lysegrøn”, fordi augustsolen skinner på den gennem flittiglisernes blade; næste morgen hænger ”den stribede tirsdagsskjorte” samme sted, men det er, som om gråvejret har ”trukket al farve ud” af den. Denne gentagelse med små variationer vidner om, at regelmæssigheden kan være den baggrund, hvorpå en rigdom af varierede sansekonkrete detaljer kan udfolde sig.
Måske er det fyldigheden i den detaljerede beskrivelse, der væver teksten så tæt, at Saxtorphs tilværelse bliver et sansetæppe, jeg gerne vil indhylle mig i. For fra plottets perspektiv er Saxtorph ikke misundelsesværdig, men en slagen mand, der håndterer sit nederlag med bedrag. Ret beset lugter man allerede lunten, da det fremhæves, at Saxtorph om morgenen ikke går ”over kirkepladsen og ned mod avisen, som han havde gjort det i mere end fire årtier”, men drejer til højre ad Krystalgade. Og den gentagne foregribende formular, ”sådan forklarede han det senere”, understreger, at Saxtorph kommer til at skylde nogen en forklaring.
Plottet er veltænkt og veltilrettelagt, og synsvinklens begrænsning til Saxtorphs detaljesansende og delvist fortrængende perspektiv får det til at dæmre diskret og langsomt frem. Til sidst lægges alt for en dag, og historien tager en drejning i retning af nøgleroman. Vi får lov til at læse med i de tekster, Saxtorph har forfattet på biblioteket, herunder portrætter af den unge hadske litteraturkritiker Metha Roug, Rovdyret, og hendes redaktør, Ina Line Dyrholm, (”hvis initialer er ILD”; jeg kan komme i tanke om én, hvis initialer er ASH, der ligeledes signalerer bål og brand).
Smertelige erindringer om et havbad
Men man behøver ikke at læse bogen som en nøgleroman for at kunne følge modstillingen af den aldrende kritikers respektfulde tilgang til litteraturen og nye tiders krav om ”karaktermord, uforsonlighed og anglicismer”. Og man behøver ikke læse den som en roman specifikt om dagbladskritikkens udvikling for at kunne leve sig ind i den aldrende mands ihærdige anstrengelser for at få sin verden til at hænge sammen og hans smertelige erindringsbilleder af sommersex og et natligt havbad: ”Måske var det ikke så meget billeder som en slags kontrastvæske, umærkeligt og insisterende løb den ind i ham og gjorde forskellen på lykke og sorg, på liv og ødelæggelse, tydelig.”
Med denne roman leverer Krogsgaard (med Saxtorph som pennefører) svidende satire af tendensen til at gøre hadet og polemikken til kritikkens drivkraft frem for kærligheden til kunsten, men han giver os også (med sit præcise sprog og Saxtorph som filter) den skærpelse af sanserne, som livskriser og god litteratur kan frembringe.
Jeppe Krogsgaard Christensen: De sidste 10 eller 11 dage i Magnus Saxtorphs sælsomme og ulykkelige liv. 151 sider. 199,95 kroner. Forlaget Silkefyret.
Gæsteanmelder Lilian Munk Rösing (f. 1967) er litteraturlektor ved Københavns Universitet og litteraturkritiker ved dagbladet Politiken.