Plinius den Yngres ord frembringer er en sympatisk stemme fra Rom

Lektor Inger Nord har oversat Plinius den Yngres breve til et mundret dansk og givet os et indblik i en dannet romers verden

Plinius og andre velhavende borgere opnåede prestige ved at støtte forældreløse, fribårne børn, biblioteker, tempelbygninger, børns skolegang, offentlige biblioteker, badeanlæg, søjlegange og byporte. Og Plinius gjorde det med psykologisk indsigt. I bogen tager han læseren med gennem Como og Rom - længe inden Peters Kirken blev bygget. (Arkivfoto).
Plinius og andre velhavende borgere opnåede prestige ved at støtte forældreløse, fribårne børn, biblioteker, tempelbygninger, børns skolegang, offentlige biblioteker, badeanlæg, søjlegange og byporte. Og Plinius gjorde det med psykologisk indsigt. I bogen tager han læseren med gennem Como og Rom - længe inden Peters Kirken blev bygget. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Overleveringen af græsk-romerske tekster har især ladet de store og begavede forfattere nå frem til os: Homer, Platon, Aristoteles, Cicero, Seneca. Men enkelte mere gennemsnitlige personer kom også igennem middelalderens nåleøje, og en af dem er Plinius den Yngre, der levede 61-112 e.Kr. Disse knap så højt begavede forfattere er også interessante, for de er mere tidstypiske end genierne.

Plinius udgav sine breve. Det er ikke private eller meget personlige breve. De er snarere moraliserende tidsbilleder, der stiller ham i det lys, han tilstræber: en kulturelt dannet mand, der støtter sine venner og sit samfund, både det store i Rom og det lokale i Como.

Vi følger Plinius rundt i retssager. Romerne førte ligesom amerikanerne i dag mange og celebre retssager, og de var tæt knyttet til såvel det politiske liv som det almene sociale liv. Plinius hjælper sine venner med penge, så de kan opnå høj stand og status, han tager rundt til sine landsteder og interesserer sig nødtvungent for landbrugsdriften – dette er virkelig gentleman farming som siden på engelske godser – og han skriver om de mange dødsfald, der er typiske for et samfund med en lav gennemsnitslevealder. Særlig meget plads optager Plinius’ stræben efter litterær berømmelse og applaus som retstaler og forfatter. Han er både ærlig og forfængelig.

Enkelte breve er kendt af mange som de to, der skildrer Vesuvs eksplosion, der i år 79 e.Kr. begravede Pompeji under aske. Plinius var øjenvidne. Men en anden meget kendt brevveksling, nemlig den med kejser Trajan om kristenforfølgelserne, er ikke med, for oversættelsen omfatter kun de første ni bøger af Plinius’ breve, den 10. fra hans tid som statholder ved Sortehavet er udeladt.

Latin er et svært sprog at oversætte. Det kan være kryptisk kortfattet, og fordi latin er et glosefattigt sprog, har hvert ord et bredt betydningsfelt. Det gør, at sproget kan virke lidt farveløst sammenlignet med dansk. Men Inger Nord har præsteret en fremragende oversættelse. Sproget er smukt, og hun forstår med betydelig dristighed at tolke og vælge en god oversættelse inden for de latinske ords brede betydningsfelt. For eksempel beskriver Plinius en situation med mange mennesker i forvirring med ordene ”indecora confusio” (uskøn forvirring), og Inger Nord oversætter ”et værre gedemarked”. Det giver liv og farve til teksten, og hun har mange af den slags heldige valg. I samme brev kan man så også få dette bonmot som læsefrugt: ”Mange er ømme over deres rygte, få over deres samvittighed.”

Plinius’ forbillede var Cicero, og han ønsker, at han ”kunne tilegne mig en smule af hans genialitet”. Han når dog aldrig Ciceros filosofiske format eller sproglige udtryksevne. Men han giver os et godt indblik i mange sider af det romerske samfund og romernes tankegang.

Specielt kan man fremhæve et ofte overset træk ved det romerske samfund: Romerne opbyggede et stærkt civilsamfund! Plinius og andre velhavende borgere opnåede prestige ved at støtte forældreløse, fribårne børn, biblioteker, tempelbygninger, børns skolegang, offentlige biblioteker, badeanlæg, søjlegange og byporte. Og Plinius gjorde det med psykologisk indsigt: Han betaler for skolelærernes løn, men forældrene skal selv ansætte lærerne, så de påtager sig ansvaret.

Inger Nord har brudt Plinius’ rækkefølge af brevene og ordnet dem tematisk. Det giver en sammenhængende læsning, kun savner man Plinius’ inddeling af teksten i afsnit foruden et navneregister.