I 2006 udgav Kristian Massey Møller den lille velmente og ikke helt kiksede roman Den syriske garage, som jeg anmeldte her i spalterne. Nu er forfatteren atter aktuel med en roman, Massakren, og da jeg læste den, fik jeg flere genkendelsens ikke-glæder, end jeg havde godt af. Atter handlede det om en syrisk familie, der var flygtet til Danmark, atter reflekterer en af fortællerne i romanen over de forskelligartede kulturformer, der er mellem etniske danskere og nydanskere, atter brokker fortælleren sig over den kammeratlige relation, der ofte eksisterer mellem lærer og elev i Danmark. Og atter drager fortælleren retur til Syrien for at besøge en dødssyg mor.
Der er for mange gamle temaer, refleksioner, overvejelser og gentagelser, der måske, måske ikke stadig er aktuelle. Derudover er kompositionen helt igennem gumpetung: En ægtemand og hans hustru taler ikke længere sammen, men beretter hver for sig deres historie om krigsbegivenheder i Syrien og opholdet her i Danmark.
LÆS OGSÅ: Sorgfuld, skarp og selvdestruktiv
Læg dertil, at skrivestilen er mere end patetisk, ja, undertiden direkte forskruet: Jeg vil aldrig glemme det, og da vi gik ud og ned i den store Hamididiye-souq, kunne jeg heller ikke glemme. Jeg kunne ikke glemme, og jeg har ikke glemt.
Oven i hatten kommer alle forfatterens stavefejl, slåfejl, grammatiske fejl og kommafejl: Der skrives infinitiv, når der menes nutid (lagre/lagrer), der skrives bage mørke solbriller, når der menes bag mørke solbriller. Der staves skrot, når der menes skråt og alene kommateringen er, som om flere hundrede kommaer er smidt ind med en kulskovl, og så har de fordelt sig selv uden nogen form for overordnet hjælp.
Det er pinligt, og bogen burde aldrig have set dagens lys. Forlaget hedder Zar, og det har kun en eneste forfatter på udgivelseslisten: Kristian Massey Møller. Tænk, har forfatteren ikke ladet en ven eller hustru læse manus igennem inden udgivelsen?