Prøv avisen

En tøven på sætningens kant

Forfatterskolens Afgangs-antologi. Andreas Pedersen, Caroline Albertine Minor, Johanne Engel Aaen, Pernille Abd-El Dayem og Ursula Scavenius. 125 sider. 150 kroner. Forlaget Basilisk. Foto: Bogforside.

Forfatterskolens årgangsantologi er ikke let af fastholde

Jeg ser altid frem til at læse årets antologi fra Forfatterskolen. Eleverne er som regel unge, de har fingeren på en puls, der hører deres generation til, og de har fået undervisning i to år af kompetente forfattere og kritikere. Det er fra eleverne fra Forfatterskolen, at man mærker de nye tendenser, opdager andre måder at tænke liv og litteratur på.

LÆS OGSÅ: Det er altid nemt for anmelderen at kritisere

Men i år har jeg følt mig udenfor. Jeg har læst antologien 2012 mange gange, jeg har glædet mig over mange enkelte sætninger og udvalgte passager, men i det store og hele har jeg ikke fået nogen fornemmelse af, hvad det er, disse vidt forskellige teksters ærinde er.

De fem afgangselever Andreas Pedersen, Caroline Albertine Minor, Johanne Engel Aaen, Pernille Abd-El Dayem og Ursula Scavenius skriver helt forskelligt. Men fælles for dem er, at teksterne synes at lukke sig om sig selv. Insistere på ubestemthed. Man arbejder ikke med plot, med tid og udvikling, og meget lidt med sammenhæng sætningerne imellem. Groft sagt står hver sætning for sig, som en lille ø, og det er op til læseren at forbinde dem, den lukning, som det jo også er, vægrer forfatternes sig tilsyneladende for.

Tit har man følelsen af, at skriften ligesom står og mumler for sig selv. Det gør sig for eksempel gældende hos Andreas Pedersen, hvor der nok, et længere digt igennem, arbejdes med en tematisk sammenhæng, men hvor udbyttet i alt for høj grad er lagt op til læserens velvilje. Der er meget på færde her, men man har følelsen af, at det bliver holdt tilbage mellem linjerne.

Hos Pernille Abd-El Dayem er der mange fine anslag, indgange til at skrive om søsteren, om kærlighed, angst, barndom, men jeg savner at blive lukket ind. Det falder lidt fra hinanden som spredte notater, ingen orker at samle. Som også hos Ursula Scavenius, hvis fødselsbilleder er stærke, hun har fat i noget, og der er en kraft, men læseren glider af, det opløser sig. Caroline A. Minor stikker lidt ud ved at arbejde med et længere og sammenhængende, forløb (afsnit fra en roman?). Det handler om seksualitet, om at være pigekrop i vækst og om kontrol. Det kan noget, når det holder sig fra det kulørte, som det ligger snublende nær ved.

Bedst synes jeg om Johanne Engel Aaens digte, selvom også hun arbejder med ubestemte referencer, som de, dem, deres: Jorden er svøbt i tæpper af stilhed den er udmattet den har ikke mere/ at sige/ de vrider sig og slår sprækker men/ de har mistet deres betydning/ artilleriet nærmer sig og skyggerne/ accepterer ikke modstand.

Det er ikke, fordi årgang 2012 ikke er talentfulde og ikke har noget at byde på. Det kan man mærke, at de har. Derimod tænker jeg, at de måske, netop fordi forrige årgang var så markant, med alle disse tekster om kroppen har søgt andre steder hen uden måske helt at have fundet retningen endnu. Det er måske ikke noget helt dårligt udgangspunkt for en kommende forfatter.