I Lena Anderssons roman bliver en afvisning til en forkrampet kærlighedsgestus

Man er underholdt, genkendt og imponeret af de første 100 til 150 sider af Lena Anderssons nye roman. Men så heller ikke mere

"Man er underholdt, genkendt og imponeret de første 100 til 150 sider. Men tre et halvt års udførlig rapport fra et hemmeligt kærlighedsforhold (alle de barer og restauranter), der ikke udvikler sig nævneværdigt, kan kun ende som tomgang," mener Mai Misfeldt. Modelfoto.
"Man er underholdt, genkendt og imponeret de første 100 til 150 sider. Men tre et halvt års udførlig rapport fra et hemmeligt kærlighedsforhold (alle de barer og restauranter), der ikke udvikler sig nævneværdigt, kan kun ende som tomgang," mener Mai Misfeldt. Modelfoto. .

På mange måder er Lena Anderssons nye bog en roman om, hvor svært det er at være tekstlæser, hvis man allerede har lagt sig fast på målet for analysen.

Tekstlæseren er Ester Nilsson. Ester Nilsson har en tendens til at forelske sig i de forkerte. Et kendt fænomen, men få holder så godt fast som Ester Nilsson, få tåler så meget, udholder så meget i en stædig tro på, at den anden dog må overgive sig og indse, at størst af alt er kærligheden til - Ester Nilsson.

Ester Nilsson er i 40'erne, dramatiker og forfatter af smalle essayistiske skrifter og ”antilyrisk lyrik”, bosat i Stockholm. Og så er hun en romanfigur opfundet af den svenske forfatter Lena Andersson.

Ester figurerede første gang i romanen: ”Egenmäktigt förfarande” fra 2013, på dansk ”Brugstyveri - en roman om kærlighed” (forlaget Batzer&Co.). Her var det videokunstneren Hugo Rask, Ester forelskede sig i og kæmpede for et liv med, uanset at han tydeligvis ikke havde i sinde at forpligte sig på noget som helst.

I Sverige er Lena Anderssons to romaner om Ester Nilsson også omdiskuterede, fordi det er fristende at læse dem autobiografisk.

Presset af medierne stod filminstruktøren Roy Andersson da også frem og sagde: ”Jeg er Hugo Rask”. Således er der også blevet gættet og gisnet om, hvem der kunne gemme sig bag masken Olof Sten, Ester Nilssons begærsobjekt i den efterfølgende roman, ”Uden personligt ansvar”, som udkom på svensk i 2014 og nu foreligger på dansk. For den danske læser er den dimension ikke særlig interessant, hvilket jo frisætter romanen til bare at være roman.

”Uden personligt ansvar”, som sagtens kan læses, uden at man har læst forgængeren, foregår fem år efter affæren med Hugo Rask. Den udspiller sig over de tre et halvt år, hvor Ester Nilsson er i sine følelsers vold, besat af skuespilleren Olof Sten.

Esters forelskelse er umiddelbar, tilfældig og omkuldkastende. Fra det første møde er alt, hvad der sker mellem hende og Olof Sten, et tegn, der kan analyseres. Problemet med Olof er, at han er gift. Han har ikke i sinde at forlade sin kone. Heller ikke, selvom han går i seng med Ester. Ester vil ikke være elskerinde, hun vil have ham fuldt og helt, og det er den sag, hun, drevet af sin stadige indre analysemotor, arbejder på. Hvad der imidlertid undslipper hendes forståelse, er, at det for Olof faktisk ikke er noget problem at leve med kone og elskerinde.

I Esters logiske system må det komme til et valg.

”Det varede ikke længe, før han ville meddele hende, at han var blevet skilt og var fri til fuldt og helt at være sammen med hende. Han ville bare ikke indvie hende i opløsningens smudsige detaljer”, tænker hun, da han endnu en gang fortæller om, at han skal på weekend med konen.

Ester er en, der vælger. Olof er en, der lader verden vælge: ”Olofs bekendtgørelse på Blå Porten om, at Ester ikke skulle forvente sig noget, havde sat ham fri til at være sammen med hende. Han mente, at hun burde forstå, hvordan landet lå, uanset hvad de siden foretog sig, fordi han så tydeligt havde fortalt, hvordan han så det. Og Ester mente, at han burde forstå, at alt det, som de siden foretog sig, havde betydning for hendes fortolkning af deres møder, fordi hun så tydeligt havde proklameret, hvad hun følte og ville.”

Lena Andersson er eminent til at beskrive, hvordan noget, der for andre ville være en afvisning, i Ester Nilssons analytiske indre maskine omfortolkes til en forkrampet kærlighedsgestus. Hvordan Ester ikke kan give slip, men som en besat proustiansk maskine kredser om denne Olof, som aldrig siger ”ja”, men heller ikke helt ”nej”. Set inde fra Ester er der kun én ting, der giver mening. Set udefra, som læser eller som det lille venindekor, Ester omgiver sig med, burde hun for længst have givet slip på den ret trættende karl.

Ester spørger sig selv om meget, men én ting spørger hun aldrig om, og det er måske det spørgsmål, som til slut får en til ret træt at lægge bogen til side: Hvad er det egentlig, hun ser i denne Olof, som i al fald aldrig træder frem for læseren som noget interessant eller sympatisk menneske?

Man er underholdt, genkendt og imponeret de første 100 til 150 sider. Men tre et halvt års udførlig rapport fra et hemmeligt kærlighedsforhold (alle de barer og restauranter), der ikke udvikler sig nævneværdigt, kan kun ende som tomgang.

Det skyldes også, at både Ester og Olof er skabelonagtige figurer, der kører rundt i det lufttætte rum, som romanen har gestaltet. Spinder som mobiler, Andersson har sat i gang. Forstår vi ikke selv, hvad der sker, så forklarer fortælleren os, hvordan det hænger sammen, og især den dimension var man gerne foruden.

kultur@k.dk