Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Bog

En teologisk bondeknold på kort visit i det københavnske kulturborgerskab

5 stjerner

Nogle gange kan en doktordisputats føre én ud af universitetet i stedet for ind i det. Det er en af de overrumplende faseovergange, som Ole Jensen ser tilbage på i den medrivende bog, han har skrevet om sit liv

Man snakker altid om de fire store Aarhus-teologer – Løgstrup, Sløk, Lindhardt og Prenter – og det er rimeligt nok, men faktisk var der også en ret stor generation af teologer, der kom efter dem: Jan Lindhardt, Johannes Møllehave, Jørgen K. Bukdahl, Peter Kemp, Ole Jensen, og flere endnu kunne nævnes. Mange er borte, men nu har en af de tilbageværende, Ole Jensen (født 1937), skrevet sine erindringer, og det er medrivende læsning på flere planer: teologihistorie, kirkehistorie, samfunds- og kulturhistorie, og selvfølgelig også den personlige historie.

Man mærker, at det har ligget Ole Jensen på sinde at få erindringerne skrevet færdig nu. Han har haft flere blodpropper og fik også et ”memento” sidste år, hvor hans ”alderstvilling” Peter Kemp (de var født samme dag) døde. Godt, at det lykkedes at blive færdig med erindringerne. Så må man tage med, at fremstillingen sine steder er lovlig bred: Der er mange mennesker og mange arbejdsbidrag, Ole Jensen også gerne vil have nævnt. Selve livshistoriens fremdrift kompenserer dog rigeligt for den adspredte ”alt skal med”-fornemmelse, der kan dukke op enkelte steder.

I akademisk forstand blev Ole Jensen primus inter pares (den første blandt ligemænd) i sin generation af teologer. Han fik skrevet disputats i modsætning til for eksempel Jørgen K. Bukdahl, og han blev tidligt professor i modsætning til alle de andre. Han blev også den mest fremtrædende medarbejder for K.E. Løgstrup og var med til at udvikle dennes teologiske tænkning, især omkring introduktionen af ”de suveræne livsytringer”.

Det store og for mange overraskende brud i Ole Jensens arbejdsliv var imidlertid, at han efter kun fire år sagde sit professorat op og forlod universitetet for at tiltræde en stilling som domprovst i Maribo. Senere blev han forstander for Grundtvigs Højskole og derefter rektor for Præsternes Efteruddannelse. Lidt af en job-rytter, men unægteligt i den tunge ende med fire forskellige ”slutstillinger”, som Jes Fabricius Møller for nylig formulerede det i en omtale af bogen.

Hvorfor blev det sådan? Uden at Ole Jensen træder i det, fornemmer man, at den kulturelle overgang fra teologi i Aarhus til teologi i København var svær; det unge universitet var friere i sine omgangsformer, og Ole Jensen beskriver sig selv som en jysk bondeknold i træsko, der til overflod tog sig ud som en hippie med langt hår og indisk skjorte og pludselig skulle agere i det københavnske kulturborgerskab. Dertil kom, at universitetsmiljøer i sig selv kan være betændte, præget af jalousi. Den afgørende grund var dog, at Ole Jensen fik et folkeligt og aktivistisk gennembrud med sin bog ”I vækstens vold” fra 1976, hvor han havde udfoldet den økokritiske ansats fra sin doktordisputats.

Han ville tale forureningen og miljøødelæggelsen midt imod ude i forsamlingshusene og debatterne, og han så klart, at det kunne være svært at forene med kravene til akademisk fordybelse. Uden at Ole Jensen skriver meget om det private, nævner han også, at hans fortumlede familieliv med skilsmisser, mange børn, herunder sammenbragte børn, i flere omgange har været motiverende, når han har søgt andre arbejdsvilkår. Som læser bliver man i perioder helt udmattet på Ole Jensens vegne, når man følger ham sandwichet mellem et krævende arbejdsliv og et lige så krævende privatliv. Her kan man virkelig tale om en historisk forskel til for eksempel en K.E. Løgstrup, der kunne hellige sig sine tanker og sine bøger, mens Rosemarie, den ”vældige skafferske”, som Thorkild Bjørnvig kaldte hende, stod for det praktiske.

Livshistorisk er Ole Jensen en mønsterbryder; han havde egentlig tænkt sig at blive tømrer, men en gymnastikskade gjorde, at han i stedet for fysisk arbejde måtte holde sig til bogen. Han interesserede sig for litteratur og poesi, senere for filosofi og teologi, og et højskoleophold i Askov hos Knud Hansen bliver bestemmende for ham. Knud Hansens kritik af Kierkegaard og eksistensteologien forbereder Jensen på Løgstrups tænkning, og Hansen giver ham også et stænk skepsis over for Heretica-miljøets til tider overdrevne forhåbninger til poesiens muligheder. Fanden er også en stor digter, sagde Hansen tørt. Løgstrup bliver for Jensen det livslange korrektiv til den eksistensteologiske nihilisme hos en Sløk og en Lindhardt, en begrebslig styrkelse af hans intuitive sans for tilværelsens mirakuløse og ”numinøse” karakter. Han bliver livsven med digtere som Bjørnvig og Vagn Lundbye.

Som stipendiat opholder Ole Jensen sig to år i Marburg i Tyskland, og her støder han på det ”marburgske” motiv, som han kalder det i bogen. Det går i korthed ud på, at vi ikke bør ofre vores intellektuelle redelighed for evangeliets skyld og ”kortslutte” os til kristentroen ved at overgive os til det absurde. I sin disputats forfølger Jensen dette spor med kritiske læsninger af teologer som Hermann og Bultmann, og han støber begrebet ”eksistens-kriticisme”. Hos eksistensteologerne bliver det menneskelige felt, eksistensen, det oplevelige, kritisk afgrænset som et reservat, der ikke har noget med den øvrige, herunder fysiske og naturlige, virkelighed at gøre. Jensen vil med Løgstrup ikke residere i eksistensens reservat. Han vil gå ud i den brogede virkelighed, og i sidste kapitel af disputatsen udvikler han sit ”øko-teologiske” perspektiv. Kristendommen har historisk placeret mennesket som skabningens herre, hvorfor dyrearter og naturressoucer er til alene for os. Kristendommen har dermed et medansvar for naturødelæggelsen og klimakrisen, som Jensen tidligt forudser, og teologen må derfor lave en vending fra eksistensen og menneske-centrismen og udefter, frem mod naturen. Og livshistorisk er det denne bevægelse, der også kommer til at føre Jensen ud af universitetet.

Men var det så set i bakspejlet de rigtige valg, der blev truffet i livet? Hvad det private angår, skriver Jensen ret direkte om det smertepunkt, det har været at føre børnene gennem skilsmisser. Findes der også et smertepunkt for den offentlige person? Ikke eksplicit, men når man arbejdsmæssigt lægger sine æg i forskellige kurve, kan man naturligt komme i tvivl om, hvorvidt ens indsats nu blev fokuseret nok. Ole Jensen gør meget ud af at bogføre sine akademiske meritter og henvise til sine mange artikler, der er blevet bibliografisk ordnet. Han citerer udførligt fra den meget rosende disputatsbedømmelse, og Peter Kemps ubeherskede kritik fra forsvarshandlingen er aldrig blevet helt glemt. Ole Jensen er næppe med fyrre års forsinkelse begyndt at gå vildt op i universitære fortjenester. Jeg tror, han tænker på teologien. Kom der et samlet teologisk værk ud af det? Brugte han for meget tid og for mange kræfter på debat og aktivisme? Man kan sige, at tiden har givet ham ret i meget af det, han sagde i 1970’erne; nu snakker alle om klimaforandringer og grøn omstilling, men under de omstændigheder ville han selvfølgelig have foretrukket ikke at få ret.

Ole Jensen har i hvert fald nu fået sin egen livsindsats og sit eget værk fulgt til dørs. Den videre reception og diskussion af hans teologi har med erindringsbogen fået en yderligere affyringsrampe. Og i tilgift kan nye generationer få et fascinerede indblik i, hvordan en teologisk eksistens kunne tage sig ud i det lange historiske stræk mellem 1937 og 2020’erne.

Læs interview med Ole Jensen på

Den videre reception og diskussion af hans teologi har med erindringsbogen fået en yderligere affyringsrampe.