Efter hvad der føles som en evighed i grå, rå kulde, vågnede familien forleden op til det skønneste vejr. Solen skinnede lige ind ad vinduet. Stuen, hvor vi i går måtte skrue op for varmen, fordi vinden stod koldt ind, var nu lun og varm.
For 16 år siden var det også sådan en morgen. Jeg lå på Helsingør Sygehus med den splinternye dreng i armene, og alting var så strålende og klart.
Nu skal vi fejre ham igen, og vi tager toget ind til København. Vi står af på Østerport Station for at gå en lang tur, det er ikke så tit, vi får det gjort, men hver gang jeg giver mig tid til at gå i min hovedstad, genopdager jeg, hvor smuk den er. Vi ser på de historiske bygninger og taler om, hvornår de er fra, hvem der mon boede i dem, vi stopper op ved statuer, vi normalt ellers haster forbi, og giver os tid til at læse de små navneplader, der fortæller, hvem der lavede dem, og hvad de markerer.
Det er ikke altid nemt at forstå: Ved Østerport står to bløde granitkvinder med armene om hinanden, de er splitternøgne, skulpturen fortæller om venskabet mellem Danmark og Norge. Den 16-årige undrer sig. Samtidig folder vi vores egne gamle minder ud: ”Her besøgte jeg engang en veninde, som boede ved siden af en gammel dame, der havde hele sit værelse fyldt op med syltetøjsglas,” siger min mand og peger op på en gavl, og vi forestiller os ham som ung og kejtet, alle de syltetøjsglas, hvad mon der blev af hende?
På Kastellet er alle ude og lufte sig. Solen trækker smilene frem i mennesker, på gråvejrsdage ser vi ned i jorden, koncentrerer os sammenbidt om målet, mens vi, når solen varmer ansigtet, ser op, glemmer målet og fyldes af en glæde, som vi har lyst til at dele med alle de andre, der kommer os i møde – ser I også, hvor vidunderligt her er?
Vi ser på krigsmonumenter, Finn Reinbothes store monument for soldater faldne i dansk krigstjeneste langt væk hjemmefra. På første del af det tredelte horisontalt udstrakte monument står ordene: ”En tid – Et sted – Et menneske”. Sådan står man også selv og forstår et øjeblik tyngden af at være i en given tid, et givent sted, et menneske, der en dag forsvinder.
Vi når ned til havnefronten, det brede strøg, der går fra Den Lille Havfrue og forbi Mærsks lukkede blå øjne og ned til Skuespilhuset med det store flade dæk ud mod vandet.
Ved Vestindisk Pakhus, der huser Den Kongelige Afstøbningssamling, som ikke mere er åben for publikum, men måske ender med at blive solgt fra til private hænder, sker der noget. En meget stor, sortglinsende figur, højt til vejrs på en sokkel, er blevet stillet op foran det gamle pakhus, der blev opført i 1780-1781 for at huse blandt andet sukker og kaffe hjembragt fra kolonierne og nu er fyldt op af hvide gipsskulpturer. Den sorte skulptur forestiller en yngre kvinde i en kurvestol. I den ene hånd holder hun en fakkel, i den anden et sejlformet redskab, formodentligt til at skære sukkerrør med.
Den er syv meter høj og skåret ud i en speciel type flamingo, den vejer kun 200 kilo og giver sig lidt i vinden. Jeanette Ehlers og La Vaughn Belle er kunstnerne bag skulpturen, der fremover vil stå som modstykke til Michelangelos ”David”, den vestlige kunsthistories hvide maskuline ideal, som allerede står foran Vestindisk Pakhus.
Den sorte skulptur forestiller som læsere af avisen vil vide Mary Thomas, som fik tilnavnet Queen Mary, fordi hun var en ud af fire kvinder, der i 1878 startede et voldsomt oprør mod plantageejerne på Sankt Croix i det daværende Dansk Vestindien. Oprøret blev slået ned, og Queen Mary selv blev deporteret til Kvindefængslet på Christianshavn, hvor hun sad fem år, før hun blev returneret til videre afsoning i hjemlandet. I dag har hun heltestatus på The Virgin Islands.
Skulpturen af den sorte Queen Mary virker som et visuelt chok, fordi den er ny, endnu ikke gledet ind i det vante billede, og fordi den repræsenterer et fremmed blik på os selv og vores historie. Som var den en svamp, der har arbejdet utrætteligt i 100 år på at bryde gennem asfalten og nu pludselig står der, helt uomgængelig. ”Jeg er dronning Mary, hvem er du?”, spørger hun. Det spørgsmål tager vi med os hjem.
I det daglige glemmer vi at se på de skulpturer, der bor i det offentlige rum, og derfor er det altid en sand opdagelsesrejse at give sig tid til at se ordentligt efter. Ikke mindst når man gør det sammen med et ungt menneske.
I klummen Liv&Litteratur skriver kulturkritikerne Mai Misfeldt, Henrik Wivel og Lars Handesten på skift hver lørdag om forbindelserne mellem eksistens og litteratur – både historisk og aktuelt.