Prøv avisen

En tid hyllet i sol og lys

5 stjerner
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Einar Már Gudmundssons ”Pasfotos” er et smukt portræt af 1970’ernes ungdom. Som altid skriver den islandske forfatter indtagende charmerende

”Sådan er det i erindringens skær. Alt er hyllet i sol og lys,” tænker Halli, fortælleren i islandske Gudmundssons ”Pasfotos”.

Og det, der træder frem hyllet i sol og lys, er forfatterens egen ungdom, især som den udspiller sig op gennem 1970’erne og især i 1978. Det er en forunderlig og forbandet let og smukt fortalt roman, som lynhurtigt læses. Det er en poetisk og lys bog, et generationsportræt, og et selvportræt, pasfotos fra ungdommen.

Halli har fået trykt nogle digte og ser en fremtid som forfatter for sig, noget, han flere gange reflekterer over: ”Jeg var i færd med at blive digter, selv om jeg ikke vidste, hvad det var at være digter. Jeg ved det stadig ikke, kun at det er et værelse, som man kommer ind i, men ikke ud af igen.”

Senere er Halli i Oslo, han og vennen Jonni har fået et job i Norge og er rejst dertil fra Island. Med hakke og spade skal de i et gammelt moseområde på fjeldet grave grøfter til jernbaneskinner. Det er i sommeren 1978. Når de ikke er på fjeldet, fester de i Oslo, og her møder Halli Inga. Han spørger, om hun vil rejse med ham ud i verden.

”Engang vil der i det her vindue være fuldt af bøger af mig,” siger han til hende, da de står foran boghandlen ved slotsparken og skal vælge, om de skal tage af sted sammen.

Tilværelsen er åben og fuld af drømme, og de rejser ned gennem Europa til Sicilien.

På et tidspunkt må Inga rejse tilbage til Island, mens Halli vælger at fortsætte til Paris. Her møder han Jonni igen, han har også bevæget sig ned gennem Europa og forfølger en musikerdrøm. Rejsen kunne fortsætte, men kærligheden trækker i Halli, og til sidst er det jo den, der afgør alt. Han rejser hjem.

Der optræder et væld af personer i ”Pasfotos”, fra den ældre digterven Bjarne, som Halli bor hos i Oslo, over venner fra Island, der også er i Norge, til broderen Palli, der er psykisk syg. Litteraturen og musikken er generationens. Under læsningen af de første 100 sider prøvede jeg at skrive de mange forfattere og musikere ned, der nævnes, men så blev listen for lang. Det er et meget genkendeligt billede, der træder frem, med generationens formative navne og med markant mandlig overvægt: Gabriel García Márquez, Hans-Jørgen Nielsen, Thomas Mann, Samuel Beckett, Allen Ginsberg, Bob Dylan, Leonard Cohen, Sex Pistols.

Knut Hamsun er indprentet i oplevelsen af fjeldet og hovedstaden i Norge: Den norske sommer, som den kaldes i bogens første sætning. På fjeldet ”Pan”, i Oslo ”Sult”. Gudmundsson skriver så indtagende charmerende, selv når letheden slår over i lidt letkøbte formuleringer, er stilen overlegen og legende som her, hvor Halli og Inga er undervejs til Mytilini: ”Vi spekulerer ikke over fremtiden, for det hedder No future over hele verden, og vi sejler rundt i en tidløshed af en slags. Det er kun poesien, der kan lyse verden op indefra, og kærligheden er vores dope.”

Så nonchalant kan en stemning skrives frem, en tid hyllet i sol og lys, og som Gudmundssons andre bøger er denne også fuldstændig lydefrit oversat af Erik Skyum-Nielsen.