En tiltrængt fornyelse af dansk lyrik

Leder af Forfatterskolen Pablo

Pablo Llambías er, ud over at være rektor for Forfatterskolen, også underviser af danske præster i prædikenkunst og forfatter til en række digtsamlinger, herunder det nu afsluttede trebindsværk, hvor den klassiske sonet-form anvendes. – Foto: Jens Astrup / Scanpix

Pablo Llambías afslutter sin over 1000 sider lange sonettrilogi. Med værkets væld af ironiske synsvinkler ser man startskuddet til en ny bekendelsespoetisk strømning

Pablo Llambías har i de sidste par år skabt en del opmærksomhed omkring sine tre værker Monte Lema (2011), Hundstein (2013) og nu Sex Rouge, der alle er karakteristiske ved, at de beskriver yderst private foreteelser på en måde, som korresponderer med den etikette, Lars Bukdahl engang brugte om Bo hr. Hansens værk Knæk.idiot.eik (2000), nemlig pinlighedens poetik.

I Llambías bøger hører vi om alt det, som normalt er forvist fra den poetiske og kulturelle offentlighed, såsom personlige nederlag, psykiatriske diagnoser samt oplevelser af ensomhed, depression, paranoia, angst, skam og skyld. Formen i de tre bøger henviser derudover ironisk til den mest æteriske, høje og perfektionerede poetiske form, vi har overhovedet, nemlig sonetten, idet Llambías på linje med andre tidligere sonetmarodører som Erik Lindegren og Klaus Høeck har nøjedes med at lade sine tekster have ét fællestræk med en klassisk sonet, nemlig de 14 verslinjer.

LÆS OGSÅ: Meddelelser om det menneskelige

Man finder i det nyeste værk, Sex Rouge, talrige poetologiske udsagn, hvor Llambías forsøger at forklare, hvad meningen med hans værk er. En tekst anfører, at Llambías sonetværk kiler sig/ ind i brudfladen fra omkring 1980,/ at den reaktiverer nogle af de kon-/ flikter, der var mellem den politi-/ serede brugslitteratur fra halvfjerdser-/ ne og genkomsten af modernismen/ i firserne.

Jeg tror, at Llambías har helt ret i denne karakteristik. Den danske lyriske modernisme i 1960erne og 1980erne havde som sin svaghed, at det overpersonlige poetiske subjekt stillede sine apokalyptisk diagnoser af civilisationen fra en lovlig ophøjet og abstrakt position.

Til gengæld havde strømningen sin styrke i sin originale, komplekse og koncentrerede poetiske stil. Dette er anderledes i bekendelsesdigtningen, idet man her fandt en erfaringsfremlæggelse fra de mest intime rum i et dagligdags, såkaldt ikke-lyrisk sprog.

Llambías tager groft sagt i sine sonetter det bedste fra de to traditioner.

Med hensyn til det bekendelsesmæssige i Llambías værk kan dette ofte virke endnu mere intimt og pinligt-personligt, end man finder det i Karl Ove Knausgårds Min kamp. Forfatteren beretter for eksempel i Sex Rouge, at Hundstein handler næsten udelukkende om/ mit forhold til den meget yngre kvinde,/ T. Det er en meget ynkelig omgang,/ som jeg er meget betænkelig ved at udgive./ Den vil smadre mit ry fuldstændig og/ få mig til at virke unormal.

Eller vi oplever sjælelige blottelser som den følgende, der næppe findes magen til i dansk litteratur: Der var øl efter undervisningen i/ mandags. Det endte med den sædvanlige, dejlige/ discodans inde i undervisningslo-/ kalet, da der ikke længere var nogen, der/ var ædru nok til at tale sammen. Pludselig/ skulle jeg bare hjem. Jeg nåede end ikke hele/ vejen hjem til gadedøren, inden jeg begyndte at/ græde. Oppe i sengen angstanfald med hulke-/ gråd og hyperventilering./ Jeg sm-/ sede med et par af eleverne./ Det er utroligt, at de skal opleve/ deres leder på den måde.

Hvad der imidlertid profilerer Llambías tekster i forhold til såvel 1970ernes danske bekendelseslitteratur som en række af de seneste års autobiografiske værker af for eksempel Knausgård, Christina Hesselholdt og Knud Romer, er to ting, nemlig dels forfatterens eminente stil- og genrebevidsthed, dels hans effektfulde humor og selvironi.

Humoren og selvironien i Llambías værker viser sig i den mangfoldighed af genrekoncepter, synsvinkler og stilarter, der hele tiden flettes ind i sonet-strømmen. Det virker i denne forbindelse parodisk, når Llambías refererer, hvordan diverse kritikere kæmper om at applicere abstrakte etiketter som autenticitet, referentialitet og performativitet på hans værk. Hør blot denne syleskarpe, ironiske passage: Hvad er sandhedsfunktionen i mine tekster,/ hvad er deres forhold til logos. Jeg tror ikke/ jeg forstår spørgsmålet. På Stefan/ Kjerkegaards blog foregår en livlig diskus-/ sion, dog kun mellem tre til fire personer.

I det hele taget er det en gevinst ved Llambías bøger, at han som forfatter søger nye veje i forhold til den vanlige dyrkelse af konceptualisme og montageformer med utallige intertekstuelle referencer, som har domineret publikationerne fra Forfatterskolen i det sidste årti. I Sex Rouge leveres der også nogle herlige spark til Forfatterskolens manglende evne eller vilje til at kommunikere med andet end et lille indforstået segment af den litterære verden.

Man kan for eksempel høre, hvordan eleverne på Forfatterskolen omkring årtusindskiftet obligatorisk henviser til Per Højholt, mens denne idolrolle nu er overtaget af beatdigterne og den japanske forfatter Haruki Murakami, at Peter Borum er den klareste, skarpeste akademiker, og at Llambías tidligere elev fra Forfatterskolen Daniel Dalgaard er ved at skrive en artikel om Llambías sonetværk. I forhold til den slags sammenspiste snak får Llambías fyret nogle elegante pile af, som når han om Dalgaards artikel anfører: Alligevel bliver jeg lidt urolig/ ved at høre om hans vinkel. Daniel vil/ skrive om begrebet autenticitet./ Dét, finder han, er et centralt aspekt/ ved bøgerne. Han siger, det er væsentligt.

Samlet er det store paradoks i Llambias sonetværk, at der bag den tilsyneladende narcissistisk bekendende form åbenbarer sig et overflødighedshorn af forskelige synsvinkler, stilarter og emner. Der tales om arbejdskolleger, børn, venner, undervisning, religion, verdenspolitik, arbejdsmarkedsforhold, medier, kunst, Forfatterskolen, kærlighed, sex og talrige andre emner, og de uforudsigelige stil- og emneskift gør, at bogen aldrig bliver kedelig læsning. Og så løfter denne udgivelse sig over trenden inden for såvel konceptpoesi som såkaldt autobiografi ved det faktum, at Llambías er fuldstændig sin egen i sine stilsikre sonet-excesser, hvor man som afslutning kan nyde følgende hylende morsomme og ironiske spejlkabinet, som digteren har stillet op til evaluering af sig selv:

Jeg tænker på, hvordan historien om/ mig bliver. Han havde en krise, der varede/ en årrække, derefter blev han glad/ igen og det varme og imøde-/ kommende væsen, som vi kender i dag./ Hans krise begyndte som en midtlivs-/ krise, derefter gik det støt ned ad/ bakke indtil han til sidst kun var en/ skygge af sig selv. Både fagligt og per-/ sonligt fik han fiasko. Hans sidste bøger/ vidnede om det forfald, han var genstand/ for. Siden hen var der ingen forlag, der turde/ binde an med ham. Bagefter skrev han de/ bøger, som vi kender ham for.