Tivoli fejrede sin 172-årsfødselsdag i lørdags på flere måder.
Kort før midnat kunne man opleve det traditionelle festfyrværkeri, og nogle timer forinden havde gæsterne i en næsten fyldt koncertsal kunnet glæde sig over et festfyrværkeri af flotte stemmer, da man i koncertsalen gav Donizettis opera ”Elskovsdrikken” fra 1832 til bedste.
Vi er i den lette og lystige afdeling af operarepertoiret, og der var tale om en engangsforestilling. Netop derfor var det imponerende, hvor stærkt - og vellykket! - der var satset.
Sangerne kunne deres roller udenad (ved koncertopførelser er det ikke ualmindeligt, at de synger foran et nodestativ), og i mangel af et tekstanlæg havde man Tivolis forhenværende musikchef Henrik Engelbrecht til at forklare handlingen på scenen - hvad han gjorde med humor og overskud og uden forsøg på at tale operaen op på et niveau, hvor den ikke hører hjemme.
Tivolis Symfoniorkester spillede under ledelse af den fransk-canadiske dirigent Yves Abel så veloplagt, så man skulle tro, at de spillede bel canto-operaer til hverdag. Desuden havde man indforskrevet universitetskoret Lille Muko til at deltage i løjerne. Det gjorde de veloplagt under Jesper Grove Jørgensens kyndige indstudering.
Men ellers er det solisterne, publikums interesse samler sig om. Er amerikanske Lawrence Brownlee i rollen som Nemorino i lige så god form som i de fire foregående sæsoner? Lever den unge, russiske sopran Olga Peretyatko som Adina op til sit ry som en ny Anna Netrebko i svøb?
Kan de danske sangere - Palle Knudsen som sergenten Belcore, Simon Duus som kvaksalveren Dulcamara og Sofie Elkjær Jensen som bondepigen Gianetta - leve op til de to internationale stjerner? Som aftenen skred frem, kunne man heldigvis svare bekræftende på disse spørgsmål.
”Elskovsdrikken” er ikke et værk præget af den ene grandiose arie efter den anden. I stedet får man en letflydende og i lange stræk meget charmerende omgang tralalulej-musik, der i bund og grund har et umiskendeligt Tivoli-præg over sig - a la det, der gennem generationer har klinget fra pavilloner i den gamle have og glædet unge og gamle.
Lige så tivolisk som rutsjebaneture, softice og flødeboller - og flødeboller er der ikke noget i vejen med, så længe kvaliteten er helt i top.
Operaens eneste store arie har Donizetti viseligt anbragt til sidst: ”Una furtiva lagrima” - ”En lillebitte tåre, der faldt - jeg tror, den fortalte dig alt,” som en vis Winckler i sin tid sang i lytternes ønskeprogram, giro 413. Den gav Brownlee naturligvis til perfektion, fornemt suppleret af orkestrets solofagottist, Karen Lassen.
Stort og fortjent bifald til alle medvirkende, og det var helt i aftenens ånd, at fire strunke Tivoli-gardister kom ind og overrakte blomster til de stærkt syngende solister.