Prøv avisen

En torn i kødet

”Jeg har haft nogle forestillinger om den her historie i mange år, og de forestillinger er knyttet til en person og til nogle situationer. Sådan er det næsten altid for mig,” fortæller Jens Smærup Sørensen om ”Hjertet slår og slår”. – Foto: Henning Bagger.

I romanen Hjertet slår og slår, der udkommer i næste uge, tager Jens Smærup Sørensen livtag med det komplicerede magtforhold mellem far og søn. Stoffet er personligt, men ikke privat, fortæller han om bogen, som han betragter som afledt af bestselleren Mærkedage

Døren er åben, ja, den står faktisk på vid gab hos Jens Smærup Sørensen. Men først ved et tryk på ringeklokken dukker han op i døråbningen og tager imod. Rolig og myndig, men også en lille smule ydmyg. For det, vi skal tale om, er hans nye roman, som denne dag endnu ikke er blevet til en rigtig, håndgribelig bog endnu, og som avisens udsendte har læst gennem 200 sider løse A4-ark.

LÆS OGSÅ: Ateistens holmgang med døden

Det er underligt, for jeg har ikke rigtig snakket med nogen om den før, og jeg har ikke, mens jeg har skrevet og vel heller ikke efter, gjort mig så mange tanker om den på den måde, som det kan være nødvendigt at gøre, når man skal snakke om den, siger han som en forsigtig start.

LÆS OGSÅ: På Mors er vi allesammen moderne

I romanen Hjertet slår og slår, der udkommer på fredag, er der, som altid hos Jens Smærup Sørensen, noget på spil. Noget almenmenneskeligt, selve eksistensen, om man vil, og i dette tilfælde måske mere end nogensinde.

Romanen indledes med beskrivelsen af en torn, der ormer sig gennem kødet, ind mod hjertet, og som læser forstår man straks, at her er tale om noget uafrysteligt, der sætter evige spor.

Jens Smærup Sørensens hjem og arbejdsplads er en middelstor villa i Nykøbing Mors, beliggende på en naturskøn, skrånende grund med udsigt til Sallingsund. Når døren står åben, handler det vel om, at man som gæst skal føle sig velkommen, men det handler også om, at det kan lade sig gøre, at det er trygt. Der er til gengæld ikke nogen vidt åben dør ind til forfatterens eget liv og historie. Det bliver pakket ind i fiktion, for ad den vej kan man ifølge Jens Smærup Sørensen fortælle, hvad der kan være en sandhed om tilværelsen.

Jeg skulle for nylig i en sammenhæng skrive nogle sider om mit eget liv. Det faldt mig meget svært, men som det alligevel skred frem, havde jeg en fornemmelse af, at jeg skrev af efter mine egne bøger, siger han lunt smilende og antyder samtidig, at den nye roman i passager kommer tæt på hans eget liv, for det er man nødt til for at kunne skrive troværdigt, mener han.

I Hjertet slår og slår er hovedpersonen og jegfortælleren en mand omkring de 60 år, der siddende ved sin fars dødsleje på et plejehjem i Nibe lader tankerne flyve tilbage til sin opvækst på landet i 1950erne. En barndom, der er præget af meget fysisk arbejde og en autoritær far, der slår sin søn, når denne ikke makker ret eller ikke gør sit arbejde godt nok, men som også i andre tilfælde viser kærlighed og barmhjertighed. Det komplicerede far-søn-forhold er tornen, der har sat sig fast.

Faderen vil det bedste for sin søn, og man kan sige, at han arbejder på at gøre ham egnet til at leve. Han synes, sønnen er for upraktisk, for tankeløs, for flagrende og for doven. Han vil ikke være hård over for ham, men han mener, det er nødvendigt at være streng. Han er i virkeligheden i drengens perspektiv som en af de gamle guder, som både vækker hengivenhed og dyb rædsel. Begge dele er uløseligt knyttet til hinanden, så der også i rædslen ligger en hengivenhed, siger Jens Smærup Sørensen.

Drengen bliver blandt andet sat til at samle sten på marken, og det var billedet med at samle sten, der først dukkede op i Jens Smærup Sørensens hoved i forbindelse med den nye roman. Det vil sige, det dukkede op for mange år siden, for tankerne om far/søn-historien har rumlet meget længe. Men der skulle dukke en fiktiv person frem, før det kunne blive til en roman.

LÆS OGSÅ: Virkeligheden er altings prøve

Jeg har haft nogle forestillinger om den her historie i mange år, og de forestillinger er knyttet til en person og til nogle situationer. Sådan er det næsten altid for mig, fortæller Jens Smærup Sørensen og fortsætter:

Jeg skriver ikke noget ned, for jeg synes, det skal have en chance for at blive glemt. Tankerne skal have en vis form for insisteren i sig selv, for at jeg synes, at jeg vil gå videre med det. Men altså, hvis det bliver ved med at dukke op og danner flere billeder, ja, så bliver det på et tidspunkt til noget, jeg må skrive om.

Det at samle sten på marken er for Jens Smærup Sørensen en urbeskæftigelse, noget, som man altid har gjort for at gøre jorden klar til at dyrke. Men det er også knyttet til nogle erindringer, for han blev selv som dreng af sin far sat til at samle sten, og hans opvækst ligner på mange måder den, der beskrives i romanen.

Han er født og opvokset på en gård i landsbyen Staun i Himmerland, og det praktiske arbejde på gården, som han ikke var særligt god til, prægede en stor del af hans barndom. I romanen hedder landsbyen Skovby, men i begge tilfælde, altså både i romanen og i Jens Smærups Sørensens liv, kommer drengen i købstadsskole i Nibe, hvilket markerer et vendepunkt eller en slags ny begyndelse, der peger væk fra arbejdet med jorden og dyrene og dermed skaber en afstand mellem far og søn.

Faderens forhold til, hvad drengen skal lære, opfatter jeg som noget, der ikke nødvendigvis er knyttet til en bestemt tid eller til landbruget. Der er stadigvæk fædre og mødre, der ønsker sig noget andet af deres børn, end hvad de har af evner, og hvad de måtte have lyst til. Jeg tror, det er forfærdeligt udbredt stadigvæk og kan mærkes mere eller mindre hårdt, afføde bitterhed eller for nogle glemmes, som tiden går. Det er mindre udbredt i perioder, hvor der er mange muligheder i samfundet, men i den tid, hvor denne her dreng vokser op, er der ikke så mange muligheder, eller faderen kan i hvert fald ikke se dem. I dag er det ligesom, at vi igen er i en tid, hvor mulighederne snævrer ind, og folk bliver nervøse for, om deres børn kan præstere det, der skal til. Der kan ligge noget i tiden, der kan forstærke det, men jeg tror også, det er en tilbøjelighed hos forældre. Forældre bliver skræmte, hvis de ser deres børn udfolde sig på en måde, som de ikke kan genkende fra sig selv.

LÆS OGSÅ: De Gyldne Laurbær til Jens Smærup Sørensen

Jens Smærup Sørensen har rykket sig frem i den stol, han sidder i, og signalerer med sit kropssprog, at vi her er inde ved kernen i det, Hjertet slår og slår handler om.

Jens Smærup Sørensen forventer, at mange, når de læser bogen, vil spørge sig selv om, hvorfor jegfortælleren, som vi møder som en velfungerende mand, der er gift, har to børn og er professor i historie, ikke har taget mere skade af opvæksten med den dominerende far. Til det siger han:

Børn er skrøbelige, men også meget stærke, og hvis bare der er hvilepunkter af en slags ømhed og loyalitet, så skal der meget til, før det går helt galt.

Han understreger, at det bestemt ikke er nogen misrøgtshistorie, han har skrevet. Der er ikke noget sygt hos faderen, men måske blot en misforstået velvilje. Og for den voksne søns vedkommende er der måske nok en mangel på selvfølgelighed i hans følelsesmæssige tilstand. Det går ikke så gelinde for ham at forholde sig til andre mennesker, han kan være indesluttet og trodsig, han har torne, der har sat sig fast, men omvendt er han altså også på mange måder velfungerende.

"Man kan sige, at en torn, det er slemt nok, men så er det altså heller ikke værre.

Jens Smærup Sørensen betragter den nye roman som afledt af hans mest kendte bog, Mærkedage, som han i 2008 fik Boghandlernes Gyldne Laurbær for, og som er trykt i 100.000 eksemplarer. I den fortæller han om livet i Staun gennem flere generationer.

Jeg fortæller her en historie, som ikke kunne rummes i Mærkedage, men som også ligger tæt op ad min egen virkelighed. Det er en mental virkelighed, meget mere end det er en fysisk virkelighed. Det er total virkelighedstro i forhold til, hvad der kan foregå i mig, men ikke i forhold til nogle konkrete forløb. Når man skriver, må man altid være tro over for, hvad der er muligt for én at tro og tænke, den form for virkelighedstroskab kan ikke svigtes, uden at det bliver forkert.

Hvad er det, der sker med os, når vi sidder ved vores forældres dødsleje?

"Det tror jeg ikke, man kan sige noget generelt om, men for min hovedperson sker der det, at minderne vælder frem, og hans tanker går i retning af at forstå, hvad der er sket. Det er næsten uomgængeligt, når han nu sidder der og har masser af tid, fordi faderens hjerte bliver ved med at slå. Og i kraft af at faderens hjerte bliver ved med at slå, så slår sønnens hjerte også, altså han får på en måde kontakt til sit hjerte. Og så tænker han, om han skal tilgive faderen, men hans næste tanke er så, at faderen jo ikke ville synes, at der var noget at tilgive.

Sønnen skriver en masse, de dage han opholder sig på plejehjemmet. Og ifølge Jens Smærup Sørensen handler det skrivearbejde meget om tilgivelse og forsoning.

Jeg kan identificere mig med den scene med at sidde og skrive, men Hjertet slår og slår er ikke min egen forsoning med min far, siger Jens Smærup Sørensen og fortæller, at han for et årti siden selv sad ved sin fars dødsleje på et plejehjem.

Romanen rummer altså meget personligt stof, men alligevel har den ikke været anderledes at skrive end forfatterens foregående romaner.

Hans foregående roman, Phase, der kom i 2010, udspillede sig på en helt anden scene og med en helt anden hovedperson, nemlig en moderne, stresset tv-mand, men også den var personlig.

"Mange vil tro, at Phase er mindre personlig, men det er den slet ikke for mig, for den var lige så anfægtende at skrive, siger han og tilføjer, at det altid er både anstrengende og interessant at skrive.

Anstrengende især fordi forfatteren tærer på sig selv, og han kan, når det er overstået, registrere, at der indfinder sig en vis udmattelse. Han kan til gengæld ikke længere lade sig anfægte af anmeldelser, for bogen er, som den er, uanset hvad andre mener om det. Men han vil gerne forstås.

En bog er grundlæggende en meddelelse om sig selv, så ja, jeg vil gerne forstås. Den kan selvfølgelig forstås på flere måder, men når man oplever viljen til forståelse på bogens præmisser, så bliver man altid glad. Det er jo det, man håber på: at nogle vil læse bogen og få glæde af den på en oprigtig måde.

Forholdet mellem børn og forældre og det med at forholde sig til sin barndom er et stort emne i litteraturen, og det vil det ifølge Jens Smærup Sørensen efter al sandsynlighed blive ved med at være.

"Det er et af de store temaer i litteraturen, fordi barndommen er så livsafgørende og fylder så meget i ens erindringsverden. Især far-søn-forholdet kan være konfliktstof, fordi det også er sådan en grundkonflikt i vores forhold til autoriteter. Der er en magtkamp i det, faderen har magten, men sønnen må på en eller anden måde skaffe sig magt i sin afmagt.

Ida Balslev-Olesen har skabt omslaget til Hjertet slår og slår, der er en tegning af en drengs hænder, der rækker en bunke sten frem. Det kunne ifølge Jens Smærup Sørensen også være sit hjerte, han rækker frem, og dermed er omslaget, ligesom romanen, meget symbolladet.

Jeg har ikke tænkt over det, men der er uden tvivl masser af religiøse symboler og bibelske motiver i bogen. I selve far-søn-forholdet ligger der den samme ærefrygt, som der kan ligge til den guddommelige far. Det er den totale hengivelse over for faderen, og det medfører en slags ofring af sønnen, siger han. Og vil så i øvrigt helst lade andre, læserne, om at tolke.

Jens Smærup Sørensen