Der er noget fascinerende ved boksning. Ikke at jeg nogensinde har set en boksekamp i virkeligheden, men jeg har da set en hel del på film, som er de mest spændende. Med den rigtige belysning, med klip, gentagelser, slow motion og hele udtrækket. Som for eksempel i boksefilmen over dem alle, Scorseses "Raging Bull", i Rocky-filmene, i Clint Eastwoods "Million Dollar Baby". Eller dem i "The Fighter", der fortæller historien om den sandfærdige historie om Mickey Ward, den noget ringeagtede lillebror, der træder i karakter og langsomt og ved at kunne tage en masse bank slår sig igennem til at blive verdensmester for en 10 års tid siden.
Men "The Fighter" er mere end en film om boksekampe. Den er en skildring af livet, som det leves af USA's "poor white trash": De fattige hvide, der økonomisk og moralsk lever på kanten af samfundet.
Mickey bor i den gamle industriby Lowell i Massachusetts. Hans halvbror, den ældre Dicky, er en forhenværende bokser, "Lowells stolthed". Han er en sjuft og en charlatan, der dybest set lever på minderne – og på stoffer. Mickey ser op til broderen, som deres mor foretrækker. Hans vej mod stjernerne blokeres længe af hans loyalitet mod familiens besynderlige værdisystemer. Den får for fuld skrue på den amerikanske drøm om, at hvis man har evnerne og sætter sig noget for, ja, så kan man blive til noget. Men kan man abstrahere fra dén del af filmens fortælling, vinder "The Fighter" på teknisk knockout. Det er nok derfor, den er nomineret til et halvt dusin Oscars.
The Fighter. USA 2010. Instruktion: David O. Russell. 115 min. Premiere i biografer landet over.