Vellykkede sanselige beskrivelser taber på banal omgang med ondskab og fortvivlelse

”Bulgakovs kat” hvæser og spinner, ulmer og drager, men sanser langt bedre, end den tænker

Vellykkede sanselige beskrivelser taber på banal omgang med ondskab og fortvivlelse

Forfatteren Adda Djørups ”Bulgakovs kat” vil gerne være sin egen. Et obskønt eventyr eller et metalitterært mareridt. Måske en poetik? Den handler om at skrive eller snarere om ikke at skrive. At undsige sig skriften og søge ind i det enkle liv. Om det frisættende ved ikke at ville noget, ligesom birketræet i hovedpersonens gård, der står og lyser begærløst og befriet under månen. Hvilket hjerte kender ikke dén længsel?

Djørup skriver søgende, som er hun på litterært-antropologisk feltstudium i fodsporene på en ny form. Med ”Bulgakovs kat” blander hun en sælsom mikstur af alverdens genrer, attituder og stemninger til en lille, hvæsende vildkat af en fortælling, der modsætter sig enhver kategorisering på en temmelig demonstrativ måde. Egentlig er der nok nærmere tale om flere halvfærdige romaner, separate spor og digressioner, der løber sammen og deler sig i det uendelige.

I det man kunne kalde hovedsporet, følger vi en forfatter, der forsøger at holde op med at skrive. Systematisk afvikler hun skriften så at sige. Sælger sin bogreol, opsiger sin avis og søger det rene, ”fiktionsløse liv” som svar til den gådefulde stemme, der fra et skjult sted spørger, hvad kunsten mon nytter i en verden, hvor ”menneskeheden lider og vokser sig større og større, dyrene lider og uddør, der er plastik overalt”.

Den skriftfornægtende får dog ikke lov til at være fiktionsløs længe, før der sker en forskydning i teksten. Titelkatten kommer ind. En dæmonisk kæmpekat, der forfører forfatteren og tager hende med ind i en verden af rå vold, sexorgier, overdådig rigdom og syndig dekadence. Katten ophæver tid og rum, tager hende på ryggen og flyver tværs over himmelhvælvet som en lektion i det ”vildere og friere liv” hinsides realismens og moralens reservat. Dyret er Behemot, katten vi kender fra Mikhail Bulgakovs allegoriske romanklassiker ”Mesteren og Margarita” – men han har også ekkoer af andre litterære kattedyr i sig. Grimms bestøvlede og Alices lunefulde Filurkat i hvert fald. Og han er bærer af både den rå, utæmmelige skaberkraft og den store destruktion.

Men selvom grebet er en klassisk faustisk djævlepagt, kan jeg ikke lade være med at have det i hvert fald ambivalent med den talende machokats magiske entré i teksten. Især de erotiske seancer med den potente hankat og hans evindelige refræn ”spred benene” og suk og blink er tåkrummende husmorpornografisk på den fæle ”Fifty Shades”-måde. Der er noget villet frækt og tabuoverskridende over den idelige svælgen i slibrigheder, som falder helt igennem især i dialogen mellem katten og kvinden. Hør bare:

”Indrøm nu bare, hviskede jeg ømt ind i hans øre. De ord. Rilkes. Det citat. Fra den første Duino-eligi. Jeg kneppede dig med dem. Men jeg siger det ikke til nogen hvis du lover at give mig en tur til i morgen. Han blev vred. Det lynede i hans øjne. Ingen knepper Behemot, hvæsede han.”

Det obskøne får følgeskab af en tilstræbt filosofisk overbygning, som også virker forceret sine steder. Især igen i samtalerne med den hedonistiske Behemot, men også når strøtankerne falder på emner som ”virkeligheden” og ”sjælen”, hvis eksistens fortælleren grundlæggende betvivler, går der filosofi i 1.g i den. Hertil kommer påkaldelsen af den planetariske krise, sult, krige i Mellemøsten og noget om de onde, hvide pengemænd i jakkesæt, som sådan helt en passant sniger sig ind som en slags bagtæppe af undergang og ondskab, der ulmer underligt tvungent i horisonten.

Langt mere vellykket er så Djørups sanselige beskrivelser både i det groteske og i det realistiske, som virkelig er stærke, strålende og lyriske, og som viser en forfatter, der mestrer sproget umanerlig originalt. Her har vi hende i de monstrøse, foruroligende, dragende Hieronymus Bosch-billeder, i den vemodige samtale med den viljeløse birk i gården og i en vidunderlig lille novelle om en vildfarelse i Venedig, der vokser frem midtvejs i romanen som et anstrøg af Kafka, Dostojevskij og Modiano, og som gerne måtte have fyldt meget mere.

”Bulgakovs kat” er et broget bekendtskab med en kats lunefulde natur. Måske vil den i virkeligheden for meget på for få sider. Måske er den for optaget af at stille sig an, gøre sig til og være på tværs. Måske er den stadig i sin vorden som ansatser til to, tre stærke romaner. Dem gad jeg til gengæld godt læse.