Prøv avisen

En tvivl på alt jordisk og en anelse om noget himmelsk

"Moby Dick" ligner ikke rigtig noget, vi kender fra nutidens litteratur, monstrøs og encyklopædisk og snakkende og rodet og stilskiftende og undertiden kedelig som den er. Her ses Gregory Peck i en filmatisering af Moby Dick Foto: SIPA

Den nye danske oversættelse af Herman Melvilles Moby Dick viser med al tydelighed, hvorfor romanen er et højdepunkt i verdenslitteraturen

I en novelle af den just Bookerpriskårede Julian Barnes optræder to kvindelige forfattere, der begge er halvberømte og helbelæste. Én roman har de dog aldrig fået tygget igennem: Moby Dick.

Det vil de naturligvis ikke indrømme offentligt, for alle litterære sjæle forventes at have læst Herman Melvilles berømte hvalfangerepos fra 1851, men de damer har altså klaret sig fint uden.

Deri ligner de selvfølgelig mange andre læsere, og Moby Dick er da også en af den slags klassikere, som man kan kende og vide noget om uden at have læst den. Simpelthen fordi den er indoptaget i kulturen i alt fra Starbucks-kaffebarer over tegnefilm som Samson og Sally til musikeren Moby.

Der er altså undskyldninger nok for ikke at læse Moby Dick. Men én undvigelsesmanøvre gælder ikke længere: at bogen ikke er oversat til godt dansk, for det er netop sket med Flemming Chr. Nielsens kraftpræstation i en smuk udgave fra forlaget Bindslev.

Oversættelsen afløser Mogens Boisens fra 1955 og er både vellykket og veloplagt. Nielsen har oversat fem andre Melville-romaner, inden han kastede pennen i Moby Dick, og man fornemmer tydeligt hans indlæsthed i og forståelse for Melvilles 1800-tals-univers.

I pressemeddelelsen gør forlaget en del ud af, at den nye oversættelse er mere frigjort end Boisens version, der bevidst eller ubevidst (undlod) nogle af de seksuelle antydninger, som også havde ført til victoriansk forskrækkelse et århundrede tidligere. Vi er jo i en mandeverden om bord på kaptajn Akabs skib, og Melville (og hans samtidige, Walt Whitman) besynger maskuline, erotiske og sjælelige forhold, men man skal nu ikke læse Moby Dick med en forventning om at møde alle tiders bøsseroman, for der er en overflod af andre temaer i bogen ved siden af dette.

Desuden er Melville langt mere provokerende i sin kritik af islam end i sin uskyldige kønsglæde, som når han lader fortælleren Ismael belære sin vilde, muslimske ven og hvalfangerkollega Queequeg om, hvor åndssvagt det er at overholde ramadanen: Fastedage, ramadaner og langvarige hugstillinger i kolde og uhyggelige rum (er) det glade vanvid, farligt for kroppen, nytteløst for sjælen og i modstrid med alle hygiejnens og den sunde fornufts regler.

Moby Dick ligner ikke rigtig noget, vi kender fra nutidens litteratur, monstrøs og encyklopædisk og snakkende og rodet og stilskiftende og undertiden kedelig som den er.

Men den er også frisk fortælleren Ismael, der i romanens begyndelse går om bord på skibet Peqoud og ender som den eneste overlevende af mandskabet, er et herligt bekendtskab, og hans stemme er unik i litteraturen. Desuden er romanen klassisk ved at have et stort symbol i midten: den hvide hval Moby Dick, hvis mening er åben for fortolkning, og en hovedperson, der også unddrager sig håndfast mening: den gale kaptajn Akab, som i blodrus vil hævne sig over hvalen, der tidligere har påført ham et uhelbredeligt eksistentielt sår.

Disse mystiske og mytiske elementer er stort set fraværende i nutidslitteraturen; her støder vi egentlig aldrig på groteske, gådefulde, guddommelige fænomener og personer i dette omfang, som kræver en fortolkning. Dertil kommer, at Moby Dick litteraturhistorisk set er en påmindelse om fortidens skatte. Romanen blev overset, da den udkom, og var ukendt indtil 1920erne. Som vraggods på kunstens store hav kunne den derfor principielt drive rundt endnu, ukendt af verden.

Den blev dog heldigvis fundet, hevet op på land og kanoniseret. Men den stiller spørgsmålet: hvilke andre skatte er der derude? Og hvad er vi selv, i vores egen tid, med til at lægge i graven, fordi vi affejer det som uvæsentligt her og nu, ligesom samtiden gjorde med Moby Dick?

Endelig skal det nævnes, at romanen rummer mange citerbare passager af stor skøhed og indsigt. Ismael er virkelig en helt særlig skikkelse, som man bør unde sig selv at møde mindst en gang i sit liv. Her er min yndlingssætning fra ham:

Og derfor takker jeg Gud, thi mange tvivler, mange fornægter, men sjældent følges tvivl og fornægtelse af en intuitiv anelse. En tvivl på alt jordisk og en anelse om noget himmelsk den forbindelse skaber hverken en troende eller en vantro, men et menneske, som ser på dem begge med samme blik.

bach@k.dk

Herman Melville: Moby Dick. Oversat af Flemming Chr. Nielsen. Forord af Carsten Jensen. 552 sider. 349 kroner. Forlaget Bindslev.