Prøv avisen
Bog

En type afmagt der mangler sprog

4 stjerner
I ”Avatar” kan man dog ind imellem savne, at Eric forsøgte sig med en anden form end de fræsende, nogenlunde ens langdigte. Der er mange gode digte i samlingen, og intentionen om at fremskrive den depressive og selvmordstruede bevidsthed er både modig og velgennemført. Foto: Melissa Kühn Hjerrild/Polfoto

Caspar Erics ”Avatar” er en samling vellykkede langdigte om depression og selvmord

Caspar Eric debuterede i 2014 med digtsamlingen ”7/11”, i hvilken et medieopslugt og selviscenesættende jeg blev præsenteret.

Derefter kom i 2015 den mere personlige ”Nike”, som skildrede digterens personlige erfaringer som spastisk lammet. I den nye ”Avatar” er projektet at beskrive depressionen og selvmordet som fænomener, der ikke får den opmærksomhed i samfundet, som de burde.

En rammende formulering fra samlingen lyder da også:

”og det kan være svært at forstå / at selvmordet nok ikke kun / er en fornægtelse af livet / men også et melankolsk håb / om at hvis der findes noget hinsides / må det være bedre end hverdagen / eller nogen mulig hverdag / en type af afmagt uden et sprog.”

At selvmordet er en erfaring, der sjældent tales om, og som vi savner et sprog for, passer også med, at der ikke er nogle af digtene i samlingen, der kan kaldes eksplicitte ”selvmordsdigte”, sådan som man ser det i den tyske ekspressionisme hos Georg Trakl eller den danske 80’er-lyrik hos Michael Strunge.

Der er derimod masser af digte, der beskriver et massivt ubehag ved kulturen og depressive livsfølelser.

Ofte finder man i tekstmasserne nogle særdeles slagkraftige udtryk for dette som:

”jeg rører mere ved skærme end hud / inklusiv min egen” og ”nogen sælger postevand / pakket ind i Disney-figurer / mens mennesker dør i Aleppo.”

Når jeg taler om tekstmasser i ”Avatar”, skyldes det, at den faste form i de fleste digte er det stream of consciousness-strukturerede langdigt, hvor teksten glider ned over siden i en strøm uden ophold.

Der skabes på denne vis nogle effektfulde tekster fyldt med associative vildskud og kortslutninger mellem vante konceptioner som i den følgende vrængende og rablende samfundskritiske salve:

”det at være addict / plejede at betegne / en ekstrem type hengivenhed / blandt religiøse munke / der valgte at overskride sig selv / men i dag udskammer vi narkomanen / fordi vi skal lære at blive / inden for vore egne grænser / i den nye mytologiske superskikkelse / AUTONOM BORGER / ned på knæ / mens vi outsourcer tilbedelsen / til begærets nye altre / lad os tage den kop kaffe / og kyle den mod væggen / fordi vi har lyst til det / JUST DO IT.”

I ”Avatar” kan man dog ind imellem savne, at Eric forsøgte sig med en anden form end de fræsende, nogenlunde ens langdigte. Der er mange gode digte i samlingen, og intentionen om at fremskrive den depressive og selvmordstruede bevidsthed er både modig og velgennemført, som den følgende passage illustrerer:

”vi skal fryse det hel fast / og kigge hinanden i øjnene / mens vi streamer tristheden / helt ned i stemmebåndene / min læge siger det kan være farligt / at skrive om selvmord / men jeg skriver ikke for at hele / jeg skriver for at vise nye veje ind i sårene.”

Men Eric kunne dog nok i højere grad have taget konsekvensen af de ”nye veje” ved at prøve kræfter med en anden poetisk form og stil end den, han har slået sit navn fast med i sine første digtsamlinger.