Prøv avisen

En tyskervenlig neutral kurs

Her ses Ivar Bentsen og Svend Rathsacks store mindesmærke på Langelinie i København for de faldne danske søfolk under Første Verdenskrig. – Foto: .

Danmarks rolle under Første Verdenskrig har fået sit eget kapitel i professor Nils Arne Sørensens bog "Den store krig", der genudgives i anledning af 100-året for krigens udbrud

"Du Pusling-Land, som hygger dig i Smug, mens hele Verden brænder om din Vugge."

Sådan skrev digteren Jeppe Aakjær i 1916 for at tegne et billede af Danmark som et idyllisk smørhul, lykkeligt på afstand af Første Verdenskrig og dens rædsler. Forestillingen var, at Danmark hyggede sig, forblev neutral, mens Centralmagterne og Ententemagterne kæmpede på slagmarken og tilsammen dræbte 20 millioner mennesker. Men sandheden er, at Aakjær gik for vidt i sit digt, undlod en række mellemregninger og taktiske og moralske dilemmaer, som det danske samfund sloges med for at undgå en militær konfrontation.

Det fremgår af genudgivelsen af det omfattende værk Den store krig, skrevet af professor i moderne historie ved Syddansk Universitet Nils Arne Sørensen, nu med et nyt kapitel om Danmarks rolle under Første Verdenskrig, der i år blev indledt for 100 år siden.

Neutralt land under Første Verdenskrig

Danmark forblev et neutralt land fra 1914 til krigens afslutning i 1918, men ifølge Nils Arne Sørensen er dette ikke hele sandheden.

Danmark førte en tyskervenlig neutral kurs. Det kan man ikke diskutere, og det var meget tydeligt, at den danske regering var ivrig efter at overbevise den tyske regering om, at den ikke skulle være bange for, at Danmark havde til hensigt at gøre noget, der kunne hjælpe Tysklands fjender.

LÆS OGSÅ: Danmark er blevet en lille smule mere allieret

Neutralitetspolitikken blev ført an af daværende udenrigsminister Erik Scavenius, der med sine tætte kontakter til Berlin formåede at opretholde en dansk neutralitet med et lille, men dygtigt udenrigsministerium.

Scavenius overbeviste Tyskland og Storbritannien om, at de ville få mest ud af Danmark ved ikke at drage landet ind i krigen, hvilket lykkedes. Det var Scavenius ry fra Første Verdenskrig, der førte til, at han under Besættelsen igen blev udenrigsminister.

Neutraliteten kunne trues

Alligevel var man fra dansk side klar over, at neutraliteten kunne blive truet. Derfor oprettede man den såkaldte sikringsstyrke (1914-1919) den danske hærs ekstraordinære styrke i tilfælde af angreb og som en alternativ mobilisering.

Dertil var der den danske flåde, som var dét militære værn, der fik mest at bestille i krigsårene. Her var opgaven at værne om den danske neutralitet ved at udlægge minefelter og afvise uvedkommende fartøjer fra krigsnationerne samt at destruere løsrevne miner. Et stort befæstningsanlæg fra Køge Bugt over Tune til Roskilde Fjord blev anlagt i slutningen af 1915 kombineret med skyttegrave, dækningsrum og pigtrådsafspærringer langs den 22 kilometer lange strækning.

Den danske regering og diplomatiet var klar over, at neutraliteten i sidste ende skulle sikres gennem et godt forhold til Tyskland tyskerkursen, som regeringens kritikere kaldte det. Omvendt var tyskerkursen uundgåelig, da Scavenius og regeringen vidste, at Tyskland kunne udslette Danmark til hver en tid.

Det mest ekstreme eksempel på tyskerkursen kom den 5. august 1914, da den danske regering modtog et forslag, reelt et ultimatum, fra den tyske udenrigsminister om at spærre Storebælt med miner, hvilket man gik med til, og allerede den 10. august var Storebælt spærret med armerede kabelminer. Køge bugt, dele af Øresund samt Lillebælt blev ligeledes spærret.

Erik Scavenius og de danske diplomater kunne have forhandlet nok så meget. Hvis tyskerne havde sagt: For os er det livsafgørende, at vi har kontrollen over Sydnorge og dele af Danmark for at kunne kvæle Storbritannien, så var det ligegyldigt, hvor meget Danmark havde forhandlet med Berlin. Dertil kommer det ikke, blandt andet fordi den danske stab bliver ved med at forklare tyskerne, at det ikke er i deres interesse at angribe dansk territorium. I vil få mere ud af et neutralt Danmark, siger man.

Her var den danske regerings vigtigste kort den handel, man havde med Tyskland og Storbritannien. Begge lande var stærkt interesseret i den danske eksport af fødevarer, især Tyskland, hvis adgang til verdensmarkedet var blevet blokeret af briterne.

Danmarks store eksport betød hurtige profitter til de driftige købmænd og større erhvervsvirksomheder. Der kom en klasse af nyrige spekulanter, de såkaldte gullaschbaroner, som tjente store summer på salg af især kødkonserves til fronten, og fra 1914 til 1918 var den danske kødeksport 50 gange større end før krigen.

Det var ikke kun små slagterbutikker, der tjente på krigen, men i højere grad de store industrivirksomheder inden for landbruget, skibsfarten og den pænere del af erhvervslivet, som tjente ekstra mange penge i skjul.

Dansk neutralitet - men ikke i Sønderjylland

Da USA trådte ind i krigen i 1917, blev de neutrale lande pålagt store økonomiske sanktioner, og den danske handel med Storbritannien hørte op med det resultat, at den danske økonomi hang i laser. Eksporten styrtdykkede, varemangel var et stort problem, og arbejdsløsheden voksede til 20 procent.

Selvom Danmark forblev neutral, var der det aber dabei, at hele Sønderjylland var en del af Det Tyske Kejserrige og derfor som alle andre tyske områder måtte deltage aktivt i Første Verdenskrig. Efter fire års krig havde flere end 5000 sønderjyske soldater mistet livet i krigen, og for den danske folkegruppe i Slesvig-Holsten var krigen lige så slem som i de krigsførende lande.

Nord for Kongeåen kæmpede Zahles regering for at opretholde Danmarks neutralitet, hvilket lykkedes trods tyskervenlighed, og i dag anses denne regering for måske den dygtigste, Danmark har haft, da man undgik et kollaps og store kløfter mellem rig og fattig.

Selvom især krigens sidste år var hård for mange danskere, lykkedes det for regeringen med sociale indgreb at afhjælpe det værste. Man kan se krigens socialpolitik, som blev udtænkt af den radikale regering og dens socialdemokratiske støtteparti, som en forløber for den moderne velfærdsstat, som de samme to partier for alvor fik søsat i 1930erne. For socialdemokraterne blev krigsårene en vigtig erfaring i at påtage sig regeringsansvar og for mange af socialdemokraternes kritikere var krigsårene nok med til at skabe en forståelse for, at socialdemokraterne i grunden ikke var så slemme, som de havde frygtet.

Ifølge Nils Arne Sørensen skal man anerkende den danske regerings arbejde under Første Verdenskrig, da neutralitetspolitikken blev fastholdt frem til krigens afslutning, men senere viste det sig, at diplomatiarbejdet havde en pris.

Anden Verdenskrig uden neutralitet

Man lærte det diplomatiske arbejde, men ikke en militær sikkerhedspolitik. Da Anden Verdenskrig brød ud, tog de danske politikere forestillingen om egen dygtighed fra Første Verdenskrig med sig i troen på, at neutralitetsværnet også ville virke denne gang. Man fik en overdreven tro på egne evner, som viste sig ikke at være tilstrækkelig i 1940. Her kunne man fra dansk side have været mere bevidst om, hvordan tyskerne havde et blik for at besætte Norge og herved også Danmark. Det havde man ikke.

"Den store krig" af Nils Arne Sørensen er udkommet på Gads Forlag.