Hovedpersonen i Bent Vinns nye roman "Et liv i almindelighed" er den 96-årige landmand og patriark Skat Enevoldsen, der fra sin plads på et plejehjem på Falster beretter om sit liv til sin kommunale besøgsven. Et almindeligt liv, ja, men også et liv fyldt med hemmeligheder og mærkelige hændelser ligesom de fleste andres. Det er seks år siden, vi sidst har hørt fra Bent Vinn, men nu er han tilbage med en, ifølge Erik Skyum-Nielsen fra dagbladet Information, "velfortalt og stilfærdig roman uden så meget som én falsk tone".
Informations anmelder mener, at vi fortælleteknisk har at gøre med "en pseudo-dokumentarisk fiktion, som foregives, ord til andet, at være skrevet ud fra indtalte bånd. Samme teknik benyttede Bent Vinn Nielsen i et af sine hovedværker, romanen "En skidt knægt" fra 1998, men nu udstrækkes formen til også at indoptage andre stemmer, som da besøgsvennen til sidst overtager mikrofonen for at fortælle sin egen historie, eller da de to i et af de sidste kapitler tager på biltur til hovedpersonens gamle sted, og ordet for en tid overlades til Pia Svendsen fra plejehjemmet. Hende er Skat forresten stor fan af".
"Bag ved denne skikkelse (Skat Enevoldsen, red.) tegner sig en verden, som også er forsvundet – symboliseret i, at da Skat Enevoldsen låner sin gamle nabos traktor og vil køre ad en markvej ud at se til sin gamle eng, ja, da er engen borte."
"Det var en hel by. Der var næsten ikke en plet bar jord. Der var fliser og fortove over det hele."
"Bent Vinn Nielsens roman løfter nogle af fliserne og viser liv, der blev levet engang, dengang man uden at skamme sig kunne kalde sig ?manden i huset? – og både værne om gamle dyder og se bort fra den magtfuldes blindhed", skriver Erik Skyum Nielsen.
Lars Bukdahl fra Weekendavisen mener, at Bent Vinn Nielsens "bugtalen sin fortællers fortællen er lige så oprørt mundret som altid", og han skriver videre i sin anmeldelse:
"Den tragiske familiehistorie, der slutter Enevoldsens fortælling, kan godt ligne en nøgle til en dermed tragisk skæbne, men det er den ikke, for det fremgår med al ønskelig tydelighed af ildhuen i Enevoldsens fortællen, at han ikke er nogen tragisk skæbne, han er en levende, allerhøjst tragikomisk karakter, og det er ikke bare finere, det er også sandere.
Desuden får Enevoldsen ikke det sidste ord, det gør James D. Møller (besøgsvennen, red.), der selv taler videre til båndoptageren og meget mod sin vilje hjemsøges af den gamle enspænder og fortrylles af den særdeles levende datter. Og hvis det ikke er efterliv nok, så har Enevoldsen sig en kleppert af et barnebarn, forfatteren Hermann, der på en prik har arvet sin morfars egensind og med et liv i almindelighed, under dæknavnet Bent Vinn Nielsen, har ristet en passende skæv rune for den hverdagslige ualmindelighed."
Kristeligt Dagblads anmelder, Lars Handesten, mener, at Bent Vinn Nielsen har skrevet et humoristisk og skarpt portræt af en almindelig dansk mand fra det 20. århundrede, og at det er ualmindelig godt gjort. Han skriver blandt andet:
"Sproget er det medium, vores erindringer lever og ånder i, når vi fortæller dem videre, og derfor er det så væsentligt. Vores bevidsthed hænger fast i sproget. Det er netop sprogkunsten, der hæver Bent Vinn Nielsens fiktive og humoristiske erindringsbog "Et liv i almindelighed" langt over det banale."
Marie Tetzlaff, der anmelder romanen i Politiken, er en del mere kritisk. Hun skriver blandt andet:
"Enevoldsens stærke personlighed forbliver en påstand, og hans centrale rolle som romanens samlingspunkt udfyldes ikke. Måske fordi hans karakteristika stritter i så mange retninger. Kald mig gammeldag: Jeg har et problem med manglen på psykologisk og biografisk sammenhæng".
washuus@kristeligt-dagblad.dk