Prøv avisen
Film

En ubærlig film, som skal ses

5 stjerner
Filmen er et medmenneskeligt manifest om frihedskæmperen Finn Nørgaard (Lars Brygmann), der ses i midten, og om den selvopofrende Dan Uzan (Adam Buschard). – Foto: SF Film.

”Krudttønden” er en flot forløst film om tilværelsens meningsløshed, og det tjener til instruktørens ære, at der ikke søges en forklaring på terrorangrebet, som ramte Danmark i februar 2015

Det er blevet diskuteret, om tiden er inde for ”Krudttønden”.

Ole Christian Madsens film om terrorbegivenhederne i København i februar for lidt mere end fem år siden. Om det er for tidligt.

Det bliver aldrig tid for ”Krudttønden”. For terrorangrebet skulle aldrig være sket. Og der er ingen mening at grave frem i den monumentale meningsløshed.

Det tjener til Ole Christian Madsens ære, at han ikke foregiver at finde en.

Og lige så vel som man ikke kan diktere, hvilket køn der må skrive om hvilket køn, hvilken hudfarve der må skrive om hvilke hudfarver, så kan man heller ikke gøre sig til pragmatisk dommer over betimelighed vedrørende kunstværker om virkelige, forfærdelige begivenheder.

Der findes ikke en universel lov, der tilsiger, hvornår tiden er inde. Der findes dog de pårørendes lov, her må alle vige. Her er kunstnerisk integritet lige meget, her er ytringsfrihed, påkaldelsen af national værdi betydningsløs. Sådan må og skal det være.

Så hvad er ”Krudttønden”? Først og fremmest en ubærlig film. Et medmenneskeligt manifest om frihedskæmperen Finn Nørgaard (Lars Brygmann), en rørende film om den selvopofrende Dan Uzan (Adam Buschard), en klog film om to mænd, der blev dræbt midt i livet. Den er også en mørk og tenderende melankolsk film om maskulinitet, om vold og et samfund, der ikke aner, hvordan det skal reagere på terrortruslen.

Som filmisk vidnesbyrd er ”Krudttønden” mest af alt en sober og taktfuld film om et Danmark, der brutalt mistede to dyrebare sønner det døgn i februar 2015. Og også en film om et land, der mistede sin overmodige uskyld.

Bævende, både hvilende og urolige, kameraer følger fire mænd i dagene op til terrorangrebet. Finn Nørgaard kæmper med at finde mening i freelancetilværelsen og står på nippet til at vælge kærligheden over karrieren. Dan Uzan kæmper med at finde mening i arbejdsløsheden og står på nippet til endelig at lande et job. Aktionslederen Rico (Nikolaj Coster-Waldau) har allerede mistet sin familie og står nu foran en alt for tidlig pensionering. Omar el-Hussein (Albert Arthur Amiryan) er løsladt fra fængslet. Driver rundt i København, mens han tilsyneladende formålsløst planlægger sit terrorangreb.

Ole Christian Madsen, hvis hovedværk indtil nu var modstandseposset ”Flammen og Citronen”, er en mester udi maskulinitet. Mænd på kanten, der bliver suget tilbage af næsten og af samfundet, men kæmper for at finde en plads.

Anslaget er angrebet på Charlie Hebdo i Paris. Det er uundgåeligt, hvad ”Krudttønden” ender med. Den slutning kender vi kun alt, alt for godt. Derfor er melankolien, sorgen, et grundtema fra filmens begyndelse og ligger som en dyne over ”Krudttønden”.

Skiftet mellem lange talescener og korte sekvenser, mellem rødvinsbeduggede diskussioner i middelklassehjem og overvågningsbilleder af Paralleldanmark, skaber filmisk fremdrift og virkningsfulde menneskeportrætter.

Lydene fra de enkelte scener trækker sig ind over hinanden, knytter skæbnerne sammen, inden tragedien sker.

Ole Christian Madsen holder sig fra det sensationelle. ”Krudttønden” er langt fra Paul Greengrass’ populistiske Utøya-drama, ”22 July”. Samtidig er den også skånselsløs. Den viser drabene, og de uafrystelige billeder er udåndingen, dødsøjeblikket. Den næsten uhørlige, men samtidig fuldstændig gennemtrængende lyd af livets sidste suk.

Da Dan Uzan dør, følger kameraet hans sjæl op i himmelen. Da Omar el-Hussein dør, standser kameraet langt fra martyrernes himmelhvælv. Udåden svæver i stedet over København. Det er symbolsk fremragende filmarbejde, ladningen af billedvalg udsiger hele filmens tematik.

Nogle vil kritisere ”Krudttønden” for, at den ikke dæmoniserer Omar el-Hussein nok. Men Ole Christian Madsen og hans faste manuskriptmakker Lars Kristian Andersen gør noget langt vigtigere. Ved at undlade at forklare udåden undskylder de ham ikke. Der er ingen forklaring på hans mord, for en forklaring ville så let piruettere over og indeholde en snert af tilgivelse. Den findes ikke. Det gør ”Krudttønden” så rasende, selvom den egentlig ikke larmer. Det tjener til Ole Christian Madsens ære.

Bag ethvert forsøg på fastholdelse, på at forstå, hvad der skete den 14. februar 2015 foran Krudttønden og den 15. februar 2015 foran Synagogen i Krystalgade, vil der altid stå et stumt meningstab og skrige i afmagt. Men Finn Nørgaard og Dan Uzan var ikke afmægtige. De var modige helte, der blev meningsløse ofre.

”Krudttønden” er en mindeplade af celluloid. Det er en respektfuld rasende film, som usentimentalt omfavner to ofre med kærlighed og respekt.