En udgivelsessaga er afsluttet

Med otte bind oldtidssagaer kan man nu for alvor dykke ned i en vigtig del af kulturhistorien

Jeg skrev en lang anmeldelse sidste forår af de første seks bind oldtidssagaer, hvor jeg ikke var helt så begejstret for dem, som deres udgiver Annette Lassen er og har fortalt om i interview om udgivelsen. Hun skrev et debatindlæg og gjorde klart, at min opfattelse af disse sagaer, som er én af de seks typer sagaer, der findes, var gammeldags og ikke gangbar.

Efter nu at have læst endnu to bind – de sidste i serien – af disse sagaer er min mening ikke meget ændret.

Men jeg kan forstå, at Lassen sætter dem højere, end jeg gør, fordi hun læser dem kulturhistorisk som en adgang til at få noget at vide om liv og normer i de nordiske samfund omkring 1200-1400. Jeg læser dem selv på jagt efter en god historie, og dér står de slet ikke mål med en anden type sagaer: islændingesagaerne.

For mig er der lidt for mange sværd med overnaturlige kræfter, trolde og hekse til at danne en god historie. Desuden er de tre motiveringer: at hærge og vinde guld/ dræbe uhyrer eller vinde dueller/ sikre sig kvinder at gifte sig med. Temmelig trættende i deres ensidige mængde.

Men selvfølgelig er der enkelte undtagelser som for eksempel sagaen om Bose og Herrød, hvor Bose er en islandsk Don Juan, der henter nødvendige oplysninger til at løse gåder ved tre gange at gå i seng med bondedøtre, der alle er vældigt begejstrede over oplevelsen. Men det er et spørgsmål, om det ikke er ens eget moderne filter, der ser det i sagaen, som det gerne vil se?

Er det ikke den gode historie, man møder, så må man give Lassen og hendes indledning, at der er mange andre grunde til at finde disse oldtidssagaer interessante: Udgivelsesforhold, inspirationer fra samtidig europæisk litteratur og så videre. Lassen undrer sig over, at oldtidssagaerne er blevet negligeret i Danmark, og at man har ladet sig snyde for de gode historier, og mener derfor, at ”det er på høje tid, at oldtidssagaen – den sagagenre der har haft størst betydning for dansk åndsliv, historieskrivning, litteratur- og kulturhistorie – bliver tilgængeliggjort i sin helhed, i mundrette og læseværdige danske oversættelser, så alle kan læse og nyde dem.”

Alt sammen meget rigtigt undtagen det med ”de gode historier”, som de ikke er efter en nutidig smag. Måske derfor er de blevet negligeret i Danmark?

Men som forskningsfelt er oldtidssagaen nok indsatsen og interessen værd. Efter hver saga følger cirka to siders redegørelse for, hvad man ved om den i forskningen, og hvor mange gange den er blevet kopieret, det vil sige, hvor populær den var i samtiden omkring 1300-tallet.

Dermed anslås det underholdningssynspunkt, som sagaerne nogle gange selv tematiserer, ved at fortælle om folk, der optrådte ved store selskaber i fortiden med at genfortælle også denne type sagaer. Man morede sig over det overnaturlige og løgnagtige i dem, men også over de historiske data, de trods alt videregav. Men mest var de fortællinger om mande- og kvindetyper eller bare overleverede navne, som man ikke vidste meget om, men digtede videre på – og som nogle få tilhørere eller læsere allerede i samtiden svang sig op til at kalde underholdende ”løgnehistorier”.

De virker lidt som middelalderens triviallitteratur, en slags formellitteratur, skønt de handler om helte, stormænd og konger i håndgemæng med overnaturlige kræfter. Alt det, som den nye kristendom skulle holde borte fra sig, men altså huskede ved at skrive ned – i kolde munkeceller i Island – om fjenden, det hedensk overnaturlige.

Læs anmeldelser af de øvrige bind og interview med Annette Lassen på