Vilhelm Klein (1835-1913) hører ikke til sin generations mest kendte eller respekterede arkitekter. Forfatterne til denne bog ønsker sådan set ikke at gøre ham til mere fremragende, end han var, men det bliver dog tydeligt, at Klein ikke bare kan afskrives som andenrangs. En stor del af bogen består af gode gengivelser i farve af hans tegninger og udkast til projekter, som viser ham som en mere end blot ferm håndværker. En anden lige så stor del består af en udgivelse af nogle skrifter, som Klein efterlod sig, og som dokumenterer, at han var en dansk pioner i genren arkitekturteori.
Perioden 1850-1930 betegnes i arkitekturhistorien som historicismen. Den er kendetegnet ved, at arkitekterne fouragerede frit i historien for at finde inspiration til deres bygninger.
Epoken gives ofte prædikatet ”facadekunst” og ”stilforvirring” af sine kritikere, men Jørgensen og Kristensen er meget fokuserede på at vise, at der intet forvirret var over en historicist som Vilhelm Klein. Tværtimod var hans valg meget bevidste, hvilket hans efterladte skrifter bevidner. De består af blandt andet en række – oftest ret uelskværdige – portrætter af samtidige kolleger og nogle polemiske skrifter, der nærmest tjener som forsvar for hans egen position.
At Klein kunne være endog meget kritisk i sin karakteristik af kollegernes arbejde, tjener som væsentlig forklaring på, at han ikke har fået det bedste eftermæle. En anden forklaring er, at han repræsenterede et æstetisk ideal i arkitekturen, som eftertiden har ringeagtet. Inden for historicismen fandtes flere skoler, hvoraf de væsentligste betegnes ”europæere” og ”de nationale”. Det knytter an til flere af samtidens diskussioner efter 1864 om naturalisme, grundtvigianisme, brandesianisme, skandinavisme og så videre.
De nationale arkitekter søgte deres forbillede i en dansk eller nordisk tradition og var ofte forbundet med skønvirke og Landsforeningen Bedre Byggeskik. Europæerne, hvortil Klein regnes, brugte snarere Paris, Rom eller Berlin som forbillede.
Helt så enkelt er det nu ikke, hvad forfatterne til denne bog også understreger. Også de nationale arkitekter var europæisk prægede og vice versa. Se bare på Martin Nyrops rådhus i København, der regnes for et hovedværk i den nationale tradition, men som samtidig har rådhuset i Siena som forbillede.
Kleins måske mest kendte værk er ”Tivolislottet”, Københavns Rådhus’ nærmeste nabo, og det udtrykker også hans forkærlighed for renæssancens arkitektur. Det er tegnet i 1892 som kunstindustrimuseum. Meget betegnende foreslog Tivoli for ikke så lang tid siden, at denne bygning skulle nedrives og erstattes af et hotel. De folkelige protester var ret markante, og det ville have glædet Klein, der så sig selv i opposition til de fleste af sine kolleger, men til gengæld i pagt med lægfolkets smagsdom. Helt miskendt er Klein dog ikke. Hans ”Tegneskole for Kvinder”, der ligger længere ned ad gaden, H.C. Andersens Boulevard nummer 10, er i dag fredet.
Det er meget prisværdigt, at Vilhelm Klein bliver draget frem i lyset, ikke mindst på et tidspunkt, hvor diskussionen om værdien af den historicistiske arkitektur har ramt den brede offentlighed.
Kun et par hundrede meter fra Københavns Rådhus og Tivolislottet ligger Holckenhus, en beboelsesejendom tegnet af arkitekten Philip Schmidt i begyndelsen af 1890’erne i, hvad der med lidt god vilje kan kaldes fransk renæssancestil. Den var altså Kleins kop te. Den er for nylig opkøbt af en amerikansk kapitalfond og istandsættes for øjeblikket på en måde, der har vakt en del kritik, fordi en del af bygningens oprindelige bestanddele får moderne og mere tarvelige erstatninger.
Holckenhus er bare en af mange hundrede ejendomme i danske byer fra denne tid, som står i fare for at miste nogle af sine oprindelige kvaliteter eller endog helt forsvinde. Det samme gælder i øvrigt en hel række præstegårde i for eksempel Jørlunde, Kolind, Bjolderup, Thorning, Alslev, Rødby eller Viby J, der i disse år er blevet foreslået nedrevet. De er som regel for dyre at vedligeholde for menighedsrådene, der kan spare mange penge ved at bygge nyt eller simpelthen opgive tjenesteboligen.
Bogen om Vilhelm Klein kan hjælpe til at rette opmærksomheden på den stil og epoke, han repræsenterede, og åbne offentlighedens og ikke mindst beslutningstagernes øjne for de kvaliteter og værdier, som historicismen rummer.