En ufatteligt rodet affære fyldt med druk, damer og martialske julelege på slagmarken: Dette er en imponerende krigshistorie

Dan H. Andersen trækker utallige forbindelser fra denne glemte krig frem til det 19. og 20. århundredes historie

En ufatteligt rodet affære fyldt med druk, damer og martialske julelege på slagmarken: Dette er en imponerende krigshistorie

”Herre Jesus! Kongen er skudt.”

Det var kongens egen adjudant, der først opdagede, hvad der var hændt i kugleregnen. Kongen var den svenske Karl XII. Kort forinden var han kravlet op i en udsat position for bedre at kunne følge beskydningen af den norske fæstning Fredriksten. Hans officerer havde forsøgt at advare ham.

”Var inte rädd,” havde han svaret dem.

Nu var han død.

Året var 1718, og Karl XII, Sveriges største og sidste krigerkonge, havde ledt sine tropper i felten i snart 18 år. Hans død blev begyndelsen på enden. Ikke bare på den krig, som vi nu kalder Store Nordiske Krig, men også på Sveriges stormagtsambitioner. Der gik endnu tre år, før krigen var endt. Gennem to årtier var en ny verden blevet undfanget i blod, lidelse og kanonild.

Situationen er skildret i al sin dramatik i historikeren Dan H. Andersens imponerende storværk ”Store nordiske krig”, der udkom på Politikens forlag i sommer.

Der er tale om et værk af imponerende omfang. Hele 1112 sider. Omfang er ikke altid en dyd, men her er det. For fremstillingen har også en imponerende spændvidde: Det er krigshistorie. Det er politisk historie på højt niveau, levende skildringer af en myriade af personligheder, der bar krigens byrder på deres skuldre – eller lod andre bære dem. Det er små finurligheder om spionage, martialske julelege på slagmarken, druk og damer i de fyrstelige haller. Det hele er så meget mere imponerende, fordi Store Nordiske Krig var en ufatteligt rodet affære. En ørkesløs flytten rundt på skakbrikker i et landskab, der ikke var sort og hvidt.

Dan H. Andersen slår i værkets begyndelse programmatisk fast, at han netop har valgt en fortællende form, eposset. Tak for det! Historie er historiefortælling, og jeg skal love for, at den bliver fortalt. Konger, krigshelte og en vis Sidsel, der lod, som om hun var kahytskokken Andres.

Intrigerne, de flerstrengede handlingsforløb og blandingen af den store og den lille historie får denne anmelder til at tænke på fantasygenrens seneste blockbuster ”Game of Thrones”. Måske en oplagt mulighed for at kæntre DR’s dramaafdeling igen?

Krigen hører til de oversete. Den indgår som en i rækken af uendelige trætter mellem Danmark og Sverige og står både i skyggen af de andre Svenskekrige og særligt det 19. århundredes krige. Vi husker vist kun Tordenskiold – og så naturligvis hans soldater.

Skåne var tabt. For altid

Ved indgangen til 1700-tallet stod den svenske magt i zenit. Fra Stockholm herskede man over et vidtstrakt østersøimperium. Man havde slugt Skånelandene. Finland var svensk. Baltikum i vid udstrækning. Dertil kom omfattende nordtyske besiddelser.

Sveriges ekspansion havde været voldsom. Danmarks fald ligeså. Skånelandene var tabt. Nede i Slesvig sad fyrstehuset Gottorp på magten. Og skønt de formelt var undergivet Danmark, forsømte de geskæftige hertuger ingen chance for at modarbejde kongen. De var reelt set Sveriges allierede, altid klar til at falde Danmark i ryggen.

Sverige have sine problemer. Den ekspansive fase var slut. Og det var ikke kun Danmarks Frederik IV, der havde øjnene rettet mod arvefjenden.

I Dresden sad Sachsens vældige kurfyrste August den Stærke. Han var også konge af Polen, der dengang strakte sig over kolossale områder i Østeuropa. Østpå var Peter den Store i færd med at modernisere sit tilbagestående land. Ja, han havde endda tvunget den gamle adel til at skære skægget af. Nu skulle Rusland være en europæisk stormagt. Det krævede et opgør ikke blot med skægget, men med Sverige.

Selvom Frederik, August og Peter rottede sig sammen, lod Sverige sig ikke slå ud. Karl XII var måske nok frueforskrækket, men krigsforskrækket var han ikke. Og så havde han arvet en stat, der var lagt an på krig. Først slog han Danmark ud og var tæt ved i 1700 at erobre København.

August den Stærke var måske nok en imponerende skikkelse, der væltede sig i flasker og fruentimmere, men Sachsen-Polens krigsindsats blev en opvisning i afmagt. Polen betalte en høj pris, da fjendtligt og venligsindede hære vadede gennem den svage stat. Ingen trøstepræmie til stater, der ikke magter krig.

Den svenske hær trængte nu også dybt ind i Rusland, hvor de ydmygede talmæssige overlegne russiske styrker. Men her gik det alligevel galt. Den russiske forsvarsplan var lagt an på at udmatte den svenske hær. Og Rusland blev et hængedynd.

Af de soldater, Karl XII tog med sig på sit russiske felttog, vendte de færreste tilbage. I 1709 led den svenske hær et afgørende nederlag ved Poltava. Herefter måtte hæren samt konge gemme sig i Osmannerriget. Her holdt sultanen i Istanbul den svenske konge og hans blonde krigere i baghånden, en trumf i det langsomt vigende imperies livtag med Rusland.

Og så var Danmark i øvrigt klar igen. I 1710 forsøgtes en invasion af Skåne, men blev slået af den uforskammet dygtige svensker Magnus Stenbock, der de følgende år blev en sand plage for de danske ambitioner. I 1713 stod han bag nedbrændingen af Altona, hovedbyen i Holsten. Den danske krigsindsats og ikke mindst Frederik IV er blevet meget forskelligt vurderet. Dan H. Andersen fremhæver, hvor bemærkelsesværdigt det var, at Danmark efter nederlaget i 1700 atter var klar. I 1716 var man endog parat til – for sidste gang – at invadere Skåne. Denne gang med russisk hjælp. I sidste øjeblik slog Peter den Store imidlertid bak. Skåne var tabt. For altid.

Svenskerne smidt på porten

I virkeligheden rettede de danske ambitioner, peger Dan H. Andersen på, sig da også mod de svenske besiddelser i Nordtyskland og på at få knækket Gottorp. Her gik det noget bedre. En af krigens resultater var, at Gottorp blev trængt helt ud af Slesvig. Og så var der jo styr på den front. I hvert fald indtil De Slesvigske Krige i 1800-tallet.

Men før der kan sættes streger under det resultat, må vi have Karl til Norge. Osmannerne var blevet trætte af ham. Demirbas, jernhoved, kaldte de ham. Efter nogle skibbrudne forsøg på at overtale ham til at tage hjem, belejrede en overtallig hær de svenske gæster og smed dem på porten. Med sig hjem fik de ordet Kalabaliken, der betyder forvirring og uro.

Nu ønskede vist de fleste krigen afsluttet, men Karl var opsat på at fortsætte efter sin hjemkomst. Han truede atter København og i 1718 angreb han så Norge. Danmark var i alvorlige problemer. Selv efter næsten 20 år og utallige nederlag var den svenske krigsmagt formidabel. Hvordan var det gået, hvis ikke Karl var blevet skudt ved Fredriksten? I sidste ende måtte Sverige jo nok tabe, men hvor længe kunne krigen have fortsat? Fem år? Ti år? Ved krigens afslutning skulle de døde allerede tælles i millioner.

Kongens død afkortede blot pinen – for alle.

Efter krigen var Sverige brugt. Buen var spændt for hårdt. Karl XII blev den sidste krigerkonge. Dette var et af de forhold, der drastisk forandrede situationen omkring Østersøen. Det andet var, at Rusland var trådt frem som en ægte stormagt. Man fik sin adgang til Østersøen. I Tyskland var Sachsen blevet ydmyget, og Preussen stod på spring for at indtage førerrollen. Det blev som bekendt dem, der mange år senere forenede Tyskland.

Fra den glemte krig går utallige forbindelser frem til det 19. og 20. århundredes historie.