Passioneret, begavet og morsom. Sådan er en guidet gåtur gennem James Joyces Dublin, som byens Joyce Center arrangerer. Et must for den kulturelt interesserede Dublin-farer, især da nu, hvor en ny dansk oversættelse af mesterværket ”Ulysses” fra 1922 netop har set dagens lys.
Det er yderst sjældent, at en hel kunstart fornyes af et enkelt værk, men det skete for litteraturen med ”Ulysses”. Efter den kunne forfattere ikke skrive på samme måde længere; man blev opmærksom på det eksperimenterende sprogs muligheder som et redskab til at nå dybt ind i den menneskelige psyke og eksistens. Forfattere kunne sagtens skrive realistisk prosa efter Joyce og den modernisme, han stod på toppen af, men man kunne ikke lade, som om realismen var den mest virkelighedstro prosaform.
Den berømte monolog i sidste kapitel af ”Ulysses”, hvor Mollys indre bevidsthedsstrøm gengives uden punktummer, kom tættere på hendes og andre kvinders virkelighed, end forfattere havde været før. Svær at forstå? Ja, måske. Men tæt på virkeligheden? I allerhøjeste grad.
Joyce indvarslede også en anden tradition i litteraturen, hvor byer blev hoved-”personer” i bøger. Joyce troede på det universelle i det lokale, så ved minutiøst at skildre én dag (den 16. juni) i én by (Dublin) set fra ganske få personers perspektiv skrev han litteratur for alle. Han hyldede de hverdagslige detaljer og skildrede det bøvlede parforhold mellem Molly og Bloom i en sanselig, sjov og svær prosa, som lever så kækt, når den bliver læst op.
Og dét kan guiden fra The James Joyce Society denne dag i Dublin. Bevæbnet med tre æseløremærkede Joyce-bøger og en smittende entusiasme skridter han op ad gaden fra selskabets domicil i det nordvestlige Dublin til jesuiterskolen, hvor den unge Joyce gik. Fra trappen læser han op fra novellesamlingen ”The Dubliners”, fortæller anekdoter om den unge Joyce og om kvarteret, som det så ud omkring 1920’erne. Videre går det til den adresse på Eccles Street, hvor hovedpersonerne Molly og Bloom bor (huset er i dag revet ned, men lige overfor ligger en tro kopi af samme), og Mollys fantastiske dialog læses op. ”Tror I, at hun tager Bloom tilbage igen og deres ægteskab består?”, spørger guiden med ild i øjnene dagens to deltagere fra henholdsvis Kina og Danmark. Selv vil guiden gerne tro det, men for Joyce-læsere er det en uafsluttet debat, hvilke konsekvenser Mollys besøg af sin elsker, mens Bloom vandrer byen rundt den 16. juni, får.
Et minimalt kendskab til den irske nationalforfatter er en fordel, men ekspert skal man ingenlunde være, og de fleste deltagere på turen vil aldrig have læst hverken ”Ulysses” eller den langt sværere ”Finnegans Wake”. Men måske en novelle fra ”Dubliners” eller have set filmatiseringen af ”De døde” fra samme novellesamling. Det er kulturformidling af den mest gammeldags slags: Fysiske steder opsøges med konkrete printbøger i hånden. Her, fjernt fra enhver digitalisering, lever den autentiske kulturformidling i kraft af fantastisk stor viden om emnet Joyce og Dublin og en helt uforlignelig begejstring for den gode litteratur.