Prøv avisen
Bog

Rothsteins bog rammer slet ikke skiven

1 stjerne

Religionshistoriker Mikael Rothsteins bog ”Den kristne krop”, der består af fem essays om Jesu kød, blod, hud og hår, vil gerne forarge. Men angrebet rammer slet ikke skiven

Grundtvig skrev i 1839 sangen ”Kong Farao var en ugudelig krop”. Sangen handler om Moses, der findes af Fa-raos datter, om hvem Grundtvig siger, at hun var bedre end sin far – hun havde dog i modsætning til ham et hjerte!

Religionshistoriker Mikael Rothstein har ikke meget hjerte for teologi og kristne dogmer. Han har kritisk sans, javist, og en pen så skarp, der dog indimellem skærer mere i luften end i materien. Det er i hvert fald ikke min folkekirkelige virkelighed, han skærer i.

I indledningen til bogen omtaler han kort bogens fem essays indhold. De har alle været offentliggjort før i religionsvidenskabelig sammenhæng, men nu er de tilgængelige for almindelige mennesker. Det er jo en fin ambition. Undervejs bliver den religionshistoriske metode dog bragt så langt ud, at man tænker, om det virkelig er samme sag, vi taler om. Tågerne breder sig for meget.

Første essay handler om nadveren, der omtales som en form for rituel kannibalisme. Her undersøger religionshistorikeren sit materiale fra forskellige sydamerikanske stammer, der udfører kannibalisme, og sammenligner denne praksis med den kristne nadverfejring. Re- sultatet er, at begge parter spiser døde mennesker. Selv digteren Hans Anker Jørgensen plæderer for dette i sin salme i salmebogen (nr. 68, strofe 5). Gad vide, om almindelige søndagsgudstjeneste-gængere har fattet dette. Kannibaler!

Andet essay handler om Jesu udseende. Det hedder ”Jesus er en frisure”. Her gennemgår Rothstein en lang række Jesus-billeder især fra nutiden. Selv John Lennon optræder med en Jesus-frisure. Gad vide, hvad han ville have sagt om det? Der er filmillustrationer og billeder fra kristne menigheder i USA, men Rembrandt og de andre europæiske mestre glimrer ved deres fravær. Jeg er ikke klar over, om religionshistorikeren ved, at vi rent faktisk i folkekirken i den nyeste kirkekunst ikke skildrer Jesus ret meget. Dér er han ofte skildret ret abstrakt. Bare tag en kunstner som Maja Lisa Engelhardt, men hun passer jo ikke ind i det ”raid” mod kristendommen, som Rothstein er ude i.

Tredje essay er det mærkeligste. Det hedder ”Den hellige forhud”. Som bekendt blev Jesus omskåret på ottendedagen. Hvad skete der med forhuden? Det fortæller religionshistorikeren om. Der er en række især katolske beretninger desangående. Jeg ved ikke, hvor stort et emne dette er ude i verden, men i vores danske kristne sammenhæng tror jeg end ikke, at det overhovedet nærmer sig noget som helst. Det er reli- gionshistorie af nederste betydningsgrad. Dybt underligt.

Fjerde essay handler om Jesus som sektleder, og i Rothsteins udgave bliver Jesus selvfølgelig lige så mærkelig og skør som lederne af de moderne kultbevægelser som for eksempel amerikaneren Jim Jones, der kastede sin kult Peoples Temple ud i masseselvmord i Jonestown, Guyana, i 1978. Religionshistorikeren rider her den gamle krikke om den historiske Jesus som dommedagsprædikant, oprører og alt andet end det, kirken har ment i 2000 år. Trættende og forudsigelig læsning.

Det sidste afsnit hedder ”Kroppen og det kosmiske drama”. Det munder ud i, at kristendommen skulle hylde ”uvidenhedens ideal”. Jo mindre rationalitet og jo mere ”dehumanisering”, desto bedre. Tag dén, Kierkegaard og Grundtvig!

En kirkegænger spurgte mig engang, hvorfor religionshistorikere nogle gange er religionshadere? Jeg ved det ikke.

En forsker på Københavns Universitet sagde for et par år siden til denne avis:

”Religionshistorikerne er typisk ikke-troende.”

Grundtvig havde nok brugt et andet ord!