En uhyre langsom fortælling om menneskelige relationer i en japansk provinsby

Der sker næsten ingenting i Hiroko Oyamadas "Hullet", men bogen skildrer alligevel koncist og med stor dygtighed de små sociale spændinger og pinagtigheder i en japansk provinsby

Gaderne i den japanske provinsby i "Hullet" er tomme, men i svigerforældrenes have går den gamle, halvdøve farfar ustandseligt og vander uden større formål.
Gaderne i den japanske provinsby i "Hullet" er tomme, men i svigerforældrenes have går den gamle, halvdøve farfar ustandseligt og vander uden større formål. Foto: Daniel Foster/Flickr.

Hvis man bad danske læsere om at nævne én japansk forfatter, ville de fleste nok sige Haruki Murakami.

Der udkommer forsvindende få bøger oversat fra japansk i Danmark, vel fordi oversætterne ikke hænger på træerne. Det er da også Mette Holm, der er kendt som den danske oversætter af netop Murakami, som har oversat emnet for denne anmeldelse, romanen ”Hullet” af Hiroko Oyamada, der af forlaget omtales som ”en af Japans store samtidsforfattere”, men som ikke desto mindre er aldeles ukendt herhjemme.

Romanens fortæller er Asahi, en ung kvinde, der er løstansat i en kontorvirksomhed med lange arbejdsdage til ussel løn og madpakkefrokost spist ved skrivebordet, mens de fastansatte høster store bonusser og tager ud at spise sammen i frokostpausen. Da Asahis ægtefælle får nyt job længere væk, end han kan pendle til, er det derfor ikke noget stort offer for hende at opsige sit job.

Parret flytter ud i en lille flække som naboer til svigerforældrene, der ejer huset ved siden af. Her kan de kan bo gratis, og pludselig er det ikke engang nødvendigt, at Asahi arbejder længere. Manden kommer sent hjem fra arbejde hver aften, og landsbyen tilbyder ingen adspredelse, så hun er overladt til sit eget selskab i det tomme hus.

Der sker forbløffende lidt. Jeg vil nærmest påstå, at jeg sjældent har læst en roman, hvor der skete så lidt som i ”Hullet”.

Dagene går med tæt på ingenting i larmen fra cikaderne, der kværner løs i den lammende varme udenfor. Gaderne er tomme, men i svigerforældrenes have går den gamle, halvdøve farfar ustandseligt og vander uden større formål, mens Asahi betragter ham undrende fra vinduet.

Der hersker en næsten uhyggelig tomhed og stilhed på stedet, men omsider får Asahi en mission af sin arbejdende svigermor: at gå ned i døgnkiosken og betale en regning.

Pengene ligger klar i en konvolut på køkkenbordet hos svigerforældrene sammen med indbetalingskortet. Asahi begiver sig af sted langs floden, men møder på vejen et mærkværdigt pelset, sort dyr, som hun ikke umiddelbart genkender. Hun følger efter det og falder i et hul, som hun modvilligt må hjælpes op af af en sær nabokvinde.

I døgnkiosken opdager Asahi, at der er for få penge i kuverten, og hun må hæve et større beløb og lægge ud. Tilbage i svigerforældrenes hus lægger hun kvitteringen for betalingen sammen med en seddel om de manglende penge i kuverten.

Da svigermoderen undskyldende indfinder sig senere på dagen, betaler hun imidlertid kun 4000 ud af de manglende 24.000 yen tilbage, og Asahi kan ikke få sig til at korrigere hende. Som læser tænker man: ”Godt, her har vi konflikten!”. Men så er det alligevel det mærkelige dyrs mellemkomst, der fører fortællingen videre.

Asahi spotter dyret i svigerforældrenes have og følger efter det om bag huset, hvor hun noget overraskende støder på en mand, som påstår at være familiens ældste søn, en svoger, som hun aldrig har hørt om før, og som angiveligt bor gemt af vejen i en slags udhus bag villaen. Han kender udmærket til det underlige dyr, der har for vane at grave dybe huller, som det sover i. Nu stilles Asahi i endnu et dilemma, for hvorfor er der ingen, der har fortalt om svogeren bag huset?

”Hullet” skildrer koncist og med stor dygtighed de små sociale spændinger og pinagtigheder i en japansk provinsby og balancerer samtidig fiffigt ind og ud af et magisk realistisk univers, der lægger sig som en let urovækkende dis over hele fortællingen. Det er et slags minimalistisk eksistentialistisk drama om et menneske fanget i tomhedens fængsel – tilsat et gran finurlig japansk humor og drilagtig driven gæk med læseren.

Man kan næsten se filmen for sig. Måske ville fortællingen faktisk næsten gøre sig bedre på film, fordi der er noget ved bogens langsomhed, der kommer til at virke lidt vegetativt og monotont, og som måske ville komme bedre til sin ret i en visuelt stærk film.

Slutningen, som jeg ikke skal afsløre her, bliver desuden lidt overtydelig og afslører et plot, som ikke er voldsomt originalt. På den måde bliver den faktiske action paradoksalt nok det mindst interessante i bogen.

Hiroko Oyamada: Hullet. Oversat fra japansk af Mette Holm. 116 sider. 199,95 kroner. Grif.