En umulig mission lykkedes næsten

Thomas Agerfeldt Olesens forsøg på at genkomponere Bachs juleoratorium havde gyldne øjeblikke

Har man sagt ”juleoratorium”, må man også sige Johann Sebastian Bach – eller?

I Holmens Kirke i København kunne man mandag aften opleve den 48-årige komponist Thomas Agerfeldt Olesens forsøg på at gøre Bach kunsten efter – eller måske rettere holde et 2017-spejl op foran Bachs ikoniske værk fra 1730’erne. Olesen havde klogeligt undladt at konkurrere på længden, så hans samlede version varede under en time og holdt sig til den oprindelige tekst i de første tre af de i alt seks kantater, Bachs oratorium består af. I første del var der dog tilsat nogle såkaldte ”Pegida-tilråb”, opkaldt efter den indvandringskritiske bevægelse, der har haft fremgang i Tyskland. Det var mandsstemmerne i koret, der tog sig af de vrede tilråb i stil med ”Asylstop jetzt!” (hele værket blev sunget på tysk). I musikalsk sammenhæng kunne virkningen sammenlignes med de rasende udbrud fra den jødiske folkemængde i Bachs store passioner.

Evangelistens parti udgjorde et centralt element i oratoriet og blev på fornemste vis varetaget af Peter Lodahl, der også sang et par arier, heriblandt ”Herrscher des Himmels” (Himlens hersker), og ”Schliesse, mein Herze, dies selige Wunder” (Optag nu, mit hjerte, det salige under). Her kunne man glæde sig over liflige passager i blæserne fra Århus Sinfonietta. Ars Nova Copenhagen klarede i samarbejde med Vokalgruppen Concert Clemmens og strygere fra Det Jyske Musikkonservatorium på overbevisende vis udfordringerne i de mange korpassager, og dirigenten Carsten Seyer-Hansen holdt godt sammen på tropperne – og overholdt de korte pauser mellem satserne, hvad der giver tilhørerne lejlighed til eftertanke.

En af de tanker, der meldte sig undervejs, var: Er Bach ikke bare bedre? Jo, da. Men Thomas Agerfeldt Olesen har tilsyneladende ikke stillet sig selv den opgave at måle sig med, endsige udkonkurrere sin store forgænger, men blot kastet sit blik i det omtalte nutidsspejl. Og kender man Bachs juleoratorium, blev det sats for sats mere og mere tydeligt, at Olesen har komponeret sin version i ægte kærlighed til og dyb respekt for den store forgænger.

Jeg vil hellere høre en engageret og gnistrende opførelse af Olesens juleoratorium end en sløv og rutinepræget udgave af det oprindelige værk. Det, der kunne forekomme som en ”mission impossible”, lykkedes i vid udstrækning.