Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Bog

En ung lærerinde kommer til Thyregod

Ida Jessen er selv vokset op i Thyregod, og hun trækker på forskellige lokalhistoriske skrifter i sin nye roman. - Foto: Mette Frandsen

Ida Jessen har skrevet en fin lille roman, der virker som et forvarsel om en stor og løfterig vending i forfatterskabet mod et historisk stof og en kalejdoskopisk form

Som det fremgik af det store interview med Ida Jessen her i avisen forrige lørdag, søger hun i sin nye roman tilbage til et Danmark for 100 år siden, hvor landet var i udvikling og ikke under afvikling, som det kan virke i dag.

Det er forståeligt, at Ida Jessen, der i romaner som ”ABC” (2005) og ”Børnene” (2009) hudløst har afsøgt det moderne menneskes konfliktfyldte liv i ikke mindst familien og intimsfæren, trænger til at slå vinduerne op til en større og dybere historisk virkelighed.

Men jeg blev godt nok lidt nervøs på hendes vegne, da jeg forleden satte mig med ”En ny tid” i hænderne. Det er en lille roman på 200 luftige sider, som er skrevet i dagbogsform.

Kan man på så beskeden plads opnå den intimitet med fortælleren, som dagbogsromanen kræver som genre? Og kan man samtidig give læseren en fornemmelse af liv og hverdag i en historisk periode, der er så forskellig fra vores egen?

Den unge og nyuddannede lærerinde frøken Høy kommer i 1904 til Thyregod i Sydjylland for at begynde sit arbejde på den nyoprettede friskole.

Men hun når kun at skrive nogle få linjer i sin dagbog dette og det efterfølgende år. Det nye livs travlhed overvælder hende, og efter et par blanke sider følger en anden dagbog, skrevet 22 år senere, hvor frøken Høy er blevet til fru Bagge, gift med byens læge.

Fortællingen folder sig kun meget langsomt ud. Vi hører om dagbogsskriverens følelser og sansninger, men vi savner en sammenhæng at sætte dem ind i.

Efterhånden finder vi ud af, at lægen er alvorligt syg og ligger for døden på sygehuset i nabobyen Give. Ægteskabet synes ikke at have været lykkeligt. Vigand Bagge vender sig ligesom væk fra hende i dødens stund. Alt er kulde, korrekthed og afmålthed.

Heller ikke i livet var han i stand til at imødekomme sin hustrus behov for følelser og nærvær. Han dør, og fru Bagge skal, ganske som hovedpersonen i den irske forfatter Colm Toíbíns nye roman, ”Nora Webster”, finde fodfæste som enke i den lille by.

Nu hvor hun for anden gang i sit liv skal påbegynde ”en ny tid” som alene kvinde i Thyregod og skal forholde sig til uvelkomne - og måske også mere velkomne - bejlere, vender minderne fra de første år naturligt tilbage til hende.

Og i bogens anden del falder det hele efterhånden også på plads for os læsere: Med hvilke forudsætninger kom hun til Thyregod? Hvad skete der i hendes første år? Hvordan i alverden gik det til, at hun blev gift med den afmålte læge?

Det er en krævende kompositionsform, Ida Jessen har valgt med den omvendte kronologi, men den rummer også små åbenbaringer, når mennesker, man regner for bipersoner og statister, pludselig viser sig at have en helt anderledes skæbnetyngde.

Vi får den hele historie, godt og vel, og til sidst får vi oven i købet også fulgt vores kvindelige hovedperson til dørs og et par skridt ind i endnu en ny tid, hinsides romanens fortælling.

Ida Jessen har indlagt forskellige ”novellistiske” passager, der bryder med dagbogsformens stilfærdige og i sagens natur lidt indadvendte stemning. Fru Bagge kommer tilfældigt til foredrag med selveste Johannes V. Jensen på kroen i Give og fortæller i reportageform om både det og den knotne forfatters måltid bagefter.

Hun får også foræret en sygdomsbeskrivelse fra en af Vigands patienter, en knugende beskrivelse af, hvordan tuberkulosen er lige ved at gøre en ende på en ung familiefar.

Vi får endvidere gengivet lærerindens genfortælling af episoder fra 1700-tallet, hvor selveste Brorson er på visitatsrejse til Thyregod, og hvor der kommer skumle tyskere til præstegården ved nattetide og har nogle mærkelige knolde med sig, som kaldes kartofler.

Disse indslag står meget stærkt som kontrast til de finere rørelser og fornemmelser i kvindesindet, som Ida Jessen måske er på nippet til at overdosere i dagbogen.

Spørgsmålet er om hun ikke her strejfer en kalejdoskopisk romanform, som hun med fordel kunne udforske en anden gang i langt større format.

Ida Jessen er selv vokset op i Thyregod, og hun trækker på forskellige lokalhistoriske skrifter, blandt andet i de novellistiske indslag.

Det hele virker dog meget ubesværet, og hun undviger elegant den evige risiko ved den historiske roman: at den kommer til at virke alt for åbenlyst researchet på en strabadseret måde.

Man bliver ikke overlæsset med tidsmarkører. De optræder som en naturlig del af historien og dens sansede og historiske verden fra varme kokasser på marken og farlige sandhuller på vejene til lussinger i skoleklassen og forlegenhed ved fotografering.

Skulle jeg besvære mig over en enkelt ting i fortællingen, forekommer lægen og ægtemanden Vigand Bagge noget karikeret.

Han er en fremskridtets mand, fritænker og forbenet rationalist, yderst dygtig som læge, men helt blottet for grundtvigianske svulmerier i brystet og dermed - antyder romanen - helt uden almindelige menneskelige følelser. Her savner man nogle nuancer.

Eller et sideblik udefra på fru Bagge, der kunne gøre hans adfærd mere forståelig som udtryk for gemytternes triste uoverensstemmelse.

Men alt i alt er ”En ny tid” en fin lille roman, både i stof og komposition, og det bedste af det hele er måske, at den virker som et forvarsel om en stor og løfterig vending i forfatterskabet.