Publikum sidder bænket omkring scenens kridhvide centrum. På gulvet ligger en sammenkrøbet kvinde. Opstillingen er et amfiteater. På hver side af den kvadratiske skueplads afskæres kvindens bevægelighed af en iagttagende civilisation. Vi er væggen.
Egentlig skulle det bare have været et kort ferieophold i en jagthytte i skoven. Men på en morgentur støder den unavngivne kvinde hovedet mod noget koldt og hårdt; en uigennemtrængelig glasvæg indkredser bjergdalen. På den anden side af væggen er alt liv stivnet, dyr og mennesker står som forstenede på de omgivende marker. Kvinden er alene tilbage.
Sådan lyder den østrigske forfatter Marlen Haushofers (1920-1970) ildevarslende vision i "Væggen" fra 1963, som nu er fortolket i et stykke af samme navn på Betty Nansen Teatret på Frederiksberg ved København. Romanen er en robinsonade om at overleve på den anden side af civilisationens sammenbrud. En eksistentiel fortælling om forholdet mellem menneske og natur.
At Haushofers mørke utopi oplever fornyet interesse disse år, skyldes ikke mindst økokritikkens revitalisering og efterspørgslen efter fiktioner, der behandler spørgsmål om klima, civilisation og natur på mere fundamentale måder. Måder, der udfordrer menneskets særstatus i forhold til det omgivende økosystem og gør op med forestillingen om den klare adskillelse mellem natur og civilisation.
Svulstigt? Jovist. Men på Betty Nansen Teatret er det ikke en thoreausk naturidyl, der dyrkes. Her er naturen lige så destruktiv og mørk som mennesket. Inde i sin kvadratiske isolation kæmper kvinden for at lære at klare sig alene; hun dyrker kartofler, anlægger marker, sår. Skoven er den ublide læremester. Men hen ad vejen får hun samlet sig en hel lille familie i det ejendommelige eksil; en hund, en kat, koen Bella og kalven Tyr.
Langsomt skælles civilisationens lag af. Den nydelige spadseredragt erstattes af en blodplettet underkjole, håret står som et vildt buskads om hovedet. Skridt for skridt bliver hun en del af de økologiske lovmæssigheder: ”Naturen har slået rod i min krop. Den tænker sine tanker med min hjerne.”
Transformationen kulminerer, da hun forvandler sig til den vaklende kalv, som hun netop selv har hjulpet til verden.
Også kvindens forhold til væggen og den nye livssituation undergår en gradvis forandring. Fra at opfatte det som sit "skovfængsel" ser hun det i stadig stigende grad som en ny chance. Ellers sker der egentlig forsvindende lidt i stykket. Anna Balslevs iscenesættelse dyrker det spartanske som udtryk. En enkelt spiller på et hvidt kvadrat, værsgo. Rekvisitterne er holdt på et absolut minimum. En nederdel dublerer som markredskab, dametasken som blodigt jagtbytte.
Men hvor romanens fascinationskraft ligger i den sirligt dokumenterede dagligdag inden for væggen, er det, som om det er sværere helt at løfte fortællingen til vedkommende scenekunst. Christine Albeck Børge i hovedrollen gør ellers sit. Først og fremmest er det en imponerende teknisk præstation, hun leverer. Hver en sitrende fiber i kroppen fortæller en historie, hvilket må siges at være afgørende, når man hele tiden har ryggen til publikum. Med en total ubegrænsethed changerer hun elegant mellem anspændt skrøbelighed og stålfast styrke. Mellem klaustrofobisk fosterstilling og eksplosivt amokløb.
Og alligevel savner man en del. Historien står underligt fersk og underfortalt tilbage, og jeg sidder med en kedelig fornemmelse af kun at have forstået den til fulde, fordi jeg har læst romanen. De filosofiske potentialer forbliver uforløste, og i sin helhed er det måske mere forvirrende end gribende. Meget får lov at stå indforstået hen, og man forlader "Væggen" med en fornemmelse af, at man med en skarpere dramaturgi kunne have været trængt dybere ind i værket, udfoldet fortællekraften og mindsket monotonien.
Væggen. Betty Nansen Teatret på Frederiksberg ved København. Instruktion: Anna Balslev. Dramatisering: Karen-Maria Bille efter roman af Marlen Haushofer. Scenografi: Jonas Fly. Spiller til den 25. februar.