Det kan ikke andet end ligne anmelderens dovenskab, når han citerer fra en bogs bagside, men alligevel: ”’Et dilemma’ er en modbydelig historie”. Så giftigt kan det siges, så usigeligt korrekt for franske Joris-Karl Huysmans’ ikoniske placering mellem grum storbynaturalisme a la Zola og sin egen senere, unikke symbolisme.
Huysmans udødeliggjorde sig selv med romanen ”À Rebours” (på dansk: ”Mod strømmen”) fra 1884 og har fået ny aktualitet i forbindelse med Michel Houellebecqs ”Underkastelse”, hvor hovedpersonen er ekspert i Huysmans’ forfatterskab og forsøger at gå i kloster samme sted, som Huysmans gjorde det.
I og for sig kan man sige, at den vigtigste nyhed i udgivelsen af den lille novelle ”Et dilemma” er, at alle nu kan forsikre sig, sort på hvidt, om, at Det Poetiske Bureau udgiver ”Mod strømmen” senere i år, nærmere bestemt i august – en væsentlig litterær sommerbegivenhed.
Mens vi venter, er den lille, ondskabsfulde ”Et dilemma” bestemt værd at fornøje sig med. Og hvis oversættelsesniveauet holder, lover det overordentlig godt – hvilket vil sige, at det i denne forbindelse lover dekadent.
Som oversætteren gør opmærksom på i forordet, udkom ”Et dilemma,” dette lille hadefulde stykke, efter den spirituelle vending mod æsteticisme og dekadence, og det er ikke den klassiske fortælling om ondskab over for uskyld, men tværtimod modstillingen griskhed over for indbildskhed.
De to klamme provinsverdensmænd Le Ponsart og Lambois smeder under heftig påvirkning af dessert- likører rænker.
Lambois er svigersøn til notaren Ponsart, og de skal have løst det problem, at deres søn og sønnesøn, Jules, har gjort en ubemidlet tjenestepige gravid og derefter er afgået ved døden. Hvordan sikrer man sig mon, at den tilbageblevne stakkel ikke får en krone? ”I egenskab af gammel stabejs” kan Le Ponsart nok se, at hun ikke er utiltalende, men den almindeligt savlende olding kan ikke lade sig røre af den slags.
Ofret er stakkels Sophie: ”Hendes historie var særdeles banal”. Forholdet til Jules forblev faktisk lykkeligt, og det varslede barn var ”bravt blevet imødekommet” af Jules, en lige så banal fyr, der var ”vant til hånlige afvisninger” og derfor var meget tilfreds ved at blive på værelset i selskab ”med en kvinde, hvis lidt fåreagtige sødme indgydede ham dristighed”. Datidsfejlen er en af oversætterens sjældne. Man vil nok forstå at fornemme Huysmanss elegante hårdhed. Det er naturalistisk kynisme i tillægsordsexces – værsgo!
Her må man ikke tro, at Sophie er den uskyldige hovedperson. Snarere er det Le Ponsarts uværdige modstander og deres sølle tvekamp, der er kernen i historien.
Sophie kommer nemlig under beskyttelse af madame Champagne. Hun er en uduelig avis- og papirhandlerske: ”Hun var astmatisk, smækfed, bleg, oppustet og branket.”
Bemærk især sidstnævnte udtryk. Det er grotesk, men hun betragter sig alligevel som lykkelig, fordi hun får lov at give den som protektrice for de hjælpeløse, og fordi hendes urentable butik i Paris er blevet til et ”veritabelt rådgivningskontor, en lille politigård af en slags, hvor der, i mangel af fordømmelser og forbrydelser, og i form af verbale strafferegistre, rapporteredes om hanrejhistorier og skænderier, om ydede lån og uafklarede gældsforhold.”
Hun hjælper skam ikke Sophie af almindelig ordentlighed eller sympati, næh: Ved tanken om at skulle forhandle med Le Ponsart kan hun ikke ”lade være med at føle en vis stolthed ved tanken om at få denne ansete herre i tale, at skulle diskutere med ham som en verdensdame. (…) Hvilket samtaleemne ville det ikke blive, i månedsvis!”.
Da den liderlige gamling møder hende, føler han til gengæld afsky: ”Han betragtede denne tykmavede person, klemt ned i en afskyelig ultramarinblå kjole, som hun fyldte til bristepunktet, og på hvis kjoleliv de tre lag af en flæsket hage bredte sig.”
Så bitter en gestus over for verdens ondskab og socialitetens helvede er ”Et dilemma” faktisk, og det skal selvsagt ende helt galt. Denne våde lussing af en novelle som optakt til årets store klassikerudgivelse. Det må gerne svide lidt.