Det er en digtsamling til MeToo-tiden, svenske Helena Bobergs "Sinnesvåld" (2013), selvom den er skrevet før denne bevægelse og dens kritik af den giftige maskulinitet, magtmisbrug, sexisme og overgrebskultur satte skred i den offentlige debat. Alene derfor er det på sin plads, at det gode, idealistiske forlag Harpyie har valgt at udgive en oversættelse af værket ved digteren Shadi Angelina Bazeghi, der også selv har taget poetisk livtag med køn og undertrykkelse.
Men det er nu ikke kun på grund af aktualiteten, at det er på sin plads, at Helena Boberg for første gang præsenteres på dansk. Det skyldes også, at "Sindsvold", som den altså er kommet til at hedde, er et vildt, voldsomt og uafrysteligt langdigt, der uden skånsel lader brudstykker af udsagn, ord, scener og billeder falde ned over siderne og tilsammen forme et digtvæv om køn, seksualitet, vold, reproduktion, overgreb og udsathed i et mandsdomineret samfund. En art samfundskritik leveret som en hårdtslående og ekspressiv fragmentarisk bevidsthedsstrøm, kunne man måske kalde det. Det kan for eksempel lyde sådan her, selvom det ikke er i de enkelte nedslag, men i den samlede bevægelse, at digtet for alvor gør indtryk med dens kontrastdynamik af ironi og oprigtighed, vrede og skrøbelighed, magt og afmagt, skønhed og hæslighed:
”Han kører/ fingeren/ hen over/ frugtens skal/ Lirker langs rillen/ indtil kødet safter/ og allerede/ stiger verdens duft/ op fra marken// (Det er ikke den slags mænd, der gør kvinder lykkelige)/ og abrikosen maler den lille mund/ – Hun er en figurine, dyrebar i kinesisk porcelæn – / Hvorfra kommer hun/ som er faret vild/ på vores/ fortove// Så samles mændene/ (på grund af hendes/ påklædning)/ i klynger/ Kalder på hende/ med deres// dirrende slanger/ Hvor ser de sjove ud herfra/ : Samme slags hænder/ på samme slags/ bryst/ Og ægget/ rinder/ fra hendes/ mund”.
Boberg skriver, som man måske kan fornemme, bevidst på kanten af klichéerne i sin demaskerende udforskning af de stereotype billeder og symboler, som former vores syn på for eksempel det kvindelige/pigede/feminine og det mandlige, på seksualitet, lyst og (magt)begær. Slangen, der både er Bibelens og Freuds, er et godt eksempel, som hvisler gennem hele bogen.
Man kunne også sige, at hun skriver på klichéernes vrangside. Paradismotiverne har mistet uskylden. Eventyrelementer fremstår uhjemlige. Det barnlige har mistet barndommen. Og poesiens romantiske blå blomst er visnet og erstattet af afromantiserede ”Kronblade af blod”, der ”blomstrer/ i formalin”. ”Her begynder affortryllelsen af verden”, som der står et sted. Det samme gør Bobergs på- og indtrængende poesi nu heldigvis også på dansk, kunne man tilføje.
Helena Boberg: Sindsvold. 76 sider. 179,95 kroner. Forlaget Harpyie.