En vanvittig hyldest til Hollywood, som desværre ikke giver plads til den interessante fortælling

”Babylon” er en kæmpe film i enhver henseende – men den larmer så meget, at man næsten ikke kan høre de mennesker, der faktisk har en historie

I "Babylon" er alting vildt og vanvittigt, men også overtydeligt, overfortalt og skruet så højt op, at de interessante menneskeskildringer ikke kan komme til orde, skriver anmelder Per Juul Carlsen.
I "Babylon" er alting vildt og vanvittigt, men også overtydeligt, overfortalt og skruet så højt op, at de interessante menneskeskildringer ikke kan komme til orde, skriver anmelder Per Juul Carlsen. Foto: Stillfoto fra filmen.

Der er kun gået et par minutter af ”Babylon”, da en elefant tømmer sine tarme ud over en stakkels mand. Det betyder ikke noget for tyngden af historien i ”Babylon”. Allerede på det tidspunkt er scenariet rigeligt spektakulært: En hestetransport forsøger at slæbe en elefant op ad en stejl grusvej i 1920’ernes Californien. Det er nærmest et umuligt projekt. Og netop som alt er ved at gå galt, og lastbilen med elefanten er ved at trille baglæns ned ad grusvejen, beslutter elefanten sig for at lette på trykket bagi.

Sådan fungerer den tre timer lange, kæmpe film ”Babylon”. Når instruktøren Damien Chazelle ser ud til at have skruet alle knapper helt i bund, vrider han den lige en ekstra tand. Da et kokainsniffende og knokkelskævt selskab af entertainere er taget ud i ørkenen for at se en gammel mand kæmpe mod en klapperslange, bliver en ung kvinde pludselig bidt i halsen af slangen, der ikke vil give slip. Alle skriger, alle drøner rundt i vildelse, og netop som man tænker, at "nu kan det da umuligt blive mere tosset", bliver Brad Pitt kørt ned af en bil, der sådan set ikke har nogen grund til at komme drønende på tværs af galskaben. Sådan er ”Babylon”.