Hver uge sidder præsterne og tumler med sprogets dyrebareste gloser og spekulerer over, hvordan de kan få dem ned på papir, så menigheden finder glæde, styrke og opbyggelighed i dem.
Vi har lige taget hul på trinitatistiden, som strækker sig frem til 1. søndag i advent, og mon ikke en og anden præst er blevet ramt af trinitatis-blues? For hvordan i al verden skal jeg dog få sagt noget nyt om de gamle tekster?
Her kommer en håndsrækning i form af Mogens Lindhardts ”Trinitatis - en homiletisk rejseberetning”.
Det er en egensindig bog, Mogens Lindhardt har skrevet. Den er tynget af lærdom, men den er samtidig båret af en støt fremadskridende argumentation, der gør, at læseren sidder tilbage med en fornemmelse af at være blevet ført sikkert ved hånden gennem et uvejsomt terræn til den lysning i skoven, hvorfra enhver nu selv skal orientere sig på den videre færd. ”Trinitatis” er nemlig ikke en samling prædikenvejledninger fyldt med gode idéer eller anekdoter til prædikenen. Nej, bogen stiller sig i den teologiske tænknings tjeneste som en slags springbræt for videre refleksion. Således er bogen hinsides de teologiske fronter og hinsides fikse og færdige opskrifter.
Sidst i bogen takker Lindhardt en række fortræffelige forkyndere for bistand undervejs, men bogen vidner nu ikke om, at forfatteren låner sit lys fra andre. Tværtimod udsender han sit eget, og det er ikke nogen overdrivelse, når jeg skriver, at Mogens Lindhardt stråler som en original fortolker af begge tekstrækker.
Forfatteren er ikke karrig med at formulere sin hensigt. Adskillige gang får vi at vide, at det er bogens formål, at fortolke trinitatistidens grundmotiv ud fra denne formulering: ”Hvor han er, skal I være. Hvor han er, kan I være”.
”Trinitatis” handler altså om relationen mellem mennesker og relationen mellem Gud og skabning. Og det er konsekvent tænkt igennem. I en fodnote bemærker Lindhardt således om ”Gud er Gud, om alle mand var døde” fra salmen ”Herre Gud! Dit dyre navn og ære”, at ”dogmatisk er udsagnet problematisk, fordi det forudsætter en tilstand uden for enhver relation”.
Skulle jeg ymte en kritik af bogen, skulle det være, at det måske kniber med at sortere i de villigt ankommende indfald. Et eksempel kunne her være 4.s.e.trin. i anden tekstrække, der er et uddrag af Bjergprædikenen. Her får Lindhardt diskussionen drejet ind på spørgsmålet om vielse af homoseksuelle: ”Kirken har kun Guds velsignelse, som den må stille sig under sammen med alle mulige andre syndere, om de nu er troende eller hedninge.”
Men der er vistnok ingen danske præster, der har nægtet at velsigne den enkelte homoseksuelle. Derimod har adskillige præster ytret betænkeligheder ved velsignelse af homoseksuelles samliv, og så kan det virke drastisk, at betegnelsen ”pervers” indgår som beskrivelse af homo-debatten. Man kunne også godt mene, at det er en svaghed ved bogen, at den fokuserer for meget på prædiketeksten i forhold til de øvrige læsninger i gudstjenesten.
Stilen i værket er på en gang stejl, generøs og overdådig. Og med underfundige mini-essays undervejs er der sørget for, at læseren ikke keder sig - om så også fodnoterne er mere for fagfolk end godtfolk.
Det velgørende er, at Lindhardt formår at anlægge nye vinkler på det velkendte. Dermed gør han ikke sagen nemmere for den, hvis embede det er at prædike over teksten. Men det bevirker, at prædikanten retter sit fokus nye steder hen og kommer af med sine fordomme eller måske bevarer dem, der pludselig viser sig at være bevaringsværdige.
Mogens Lindhardt udtrykker meget godt denne anmelders oplevelse af bogen, når han skriver, at det ”menigheden bliver klogere af, er ofte mere spørgende end besvarende, mere undersøgende end manifesterende, for det er det, der giver os plads til at tænke med dernede, ud fra alt det, vi ved bedst selv. Snyd aldrig tilhørerne for det svære! Vi vil hellere med ind i spørgsmålene end have forudsigelige svar”.
Mogens Lindhardts egen bog lever fornemt op til denne karakteristik. Forfatteren har slidt i det, og hans engagement kan ingen betvivle eller undgå at blive smittet af. Mange præster vil kende Lindhardt som rektor ved Pastoralseminariet i København, og til næste år fylder han 70 år.
Man kan derfor betragte ”Trinitatis - en homiletisk rejseberetning” som et værdigt testamente over en lang karriere i praktisk teologi.