En vellykket overførsel fra Fredericia til København

”Klokkeren fra Notre Dame” i Fredericia Teaters opsætning er også en succes på Det Kongelige Teaters Gamle Scene

Det Kongelige Teater.
Det Kongelige Teater. Foto: Petra Theibel Jacobsen.

Siden oktober 2011 har Fredericia Teater specialiseret sig i at skabe spektakulære musicals, hvor der ikke bliver fedtet med noget som helst. Nyeste skud på stammen, ”Klokkeren fra Notre Dame”, er bestemt ingen undtagelse.

Tværtimod har man føjet endnu en alen til sin i forvejen høje energi og imponerende effektivitet. Men hvordan ville succesforestillingen gøre sig ved københavnerpremieren på Det Kongelige Teaters Gamle Scene?

Det korte svar er, at transplantationen lykkedes, og at forestillingen ikke bare overlevede, men vakte hujende jubel i det gamle teaterrum.

Det er ikke svært at forstå. Når Fredericia-folkene ruller sig ud i deres favoritgenre, er det som en stor, velsmurt maskine, der sjældent hakker i hængslerne. Tempo og godt spillehumør er den benzin, der driver forestillingens motor fremad – og indimellem bliver der endda sunget fint. Og i de tilfælde, hvor sangerpræstationerne er knap så overbevisende, er de i det mindste tilforladelige.

Den digitale scenografi, et fænomen, der også i operagenren gør sig stærkere og stærkere gældende, var en stærkt medvirkende faktor til forestillingens flow.

Kirkerummet i Notre Dame – i en af scenerne udstyret med 12 farvestrålende glasmosaikker – kunne i en håndevending forvandles til gadelivet i Paris i 1400-tallet med lys i bindingsværkshusene og gøglende sigøjnere på torvet.

Og skurken Claude Frollos endeligt, hans frie fald ned gennem den store katedral, var flot lavet og – er man fristet til at tilføje – såre fortjent, al den stund han konsekvent havde udvist en slesk modbydelighed. Det var lykkedes skuespilleren Mads M. Nielsen at skabe en Frollo-skikkelse, der virkelig fyldte rummet, den mest autoritative præstation på det glimrende hold af sangere/skuespillere.

I rollen som Esmaralda havde Bjørg Gamst en naturlig lethed og en adræthed, som mange operasangere i partiet som Carmen må misunde hende – de to kvindeskikkelser er jo i vid udstrækning skåret over samme læst.

Lars Mølsted ydede en fysisk krævende og langt hen ad vejen også fornem præstation som klokkeren Quasimodo, en rolle, der i musicalsammenhæng er noget af en udfordring. Og Christian Lund var som Phoebus de Martin helt rigtigt castet i en opsætning, der demonstrerede Fredericia-stabens professionelle håndelag.

Eneste indvending er Alan Melkens musik, der ganske vist også er professionel, men ikke så umiddelbart fængende eller melodiøs som de bedste partiturer i musicalgenren. Men som helhed har denne ”Klokker”, baseret på den kendte og i danske familier så skattede Disney-version (den allerede i dag legendariske tegnefilm fra 1996) fortjent sine fem stjerner.

Og forestillingen kan trygt anbefales til familier, også fordi der synges og tales på et forbavsende letforståeligt dansk. Selv katedralens berømte gargoils kommer til live i det spektakulære show.