Peter Laugesen, der i dag fylder 80 år, er ikke bare en af dansk litteraturs bedste, men også mest produktive forfattere. Heldigvis. Kvalitet og kvantitet går nemlig hånd i hånd hos denne digter, for hvem den fortsatte å af skrift paradoksalt nok måske er det mest konstante i et ellers på alle måder enormt og foranderligt forfatterskab med plads til både alt(et) og ingenting, den store tomhed og den lille fylde, rablende ordspil og filosofiske aforismer, samfundskritik og sniksnak, kragetæer og aftenblade. Med plads til poesien, slet og ret og med andre ord, fordi hvad som helst her netop kan være poesi: ”Jeg fatter endnu ikke/ hvorfor poesien skal være så særlig, når den er alt”, som han skrev i Pjaltetider (1997) 30 år efter, at han med debuten "Landskab" (1967) første gang præsenterede farvebåndets råstof for offentligheden.
Siden har ”Kragen fra Brabrand”, det kaldte han sig selv engang, bare udvidet og udvidet det åbne, sammensatte og rummelige skriftunivers, så det nu består af i hvert fald mere end 60 lyriske udgivelser! Hertil kommer så kunstkritikken, oversættelserne og gendigtningerne. Alt sammen skrevet til tonerne af de tangenter, der er og bliver uløseligt forbundet med Laugesens digtning, nemlig skrivemaskinens tastatur.
Netop tastaturet – både sit eget og yndlingsdigterens – kredser kritiker og digter Lars Bukdahl energisk-sitrende og begejstret om i sit hyldest-langdigt tilegnet Laugesen i ”anledning af hans/ yderst utro-/ værdige 80 års dag”, og digtet udspringer selvfølgelig ved tastaturets egen nonsenspoesi, den urpoetiske tegnsuppe, hvorfra al tekst opstår: ” $1234567890+´ !”#€%&/()=?`/ ¶[]≠+’/ qwertyuiopå¨/ ^/ ~/ asdfghjklæø’/ */ <zxcvbnm,.-/ >;:_/ ≤”.
Herfra og over cirka 30 sider hvirvles, på én gang lærd og legende, livet, poesien, ligegyldigheder og sandheder op og falder på plads som en art improviseret poetisk fanpost skrevet på langs og på tværs, ovenpå og ved siden af Laugesens poetiske forfatterskab. Vi møder således en inspireret blanding af blandt andet kommenterede citater fra og henvisninger til Laugesens udgivelser, prægnante karakteristikker, indfølte beskrivelser af det levede liv og hverdagslige leben rundt om skrivningen (Bukdahls børns begyndende arbejde med sproget, for eksempel og ikke mindst!) og referencer til fødselarens egne poetiske forbilleder, herunder Gertrude Steins berømte ”en rose er en rose er en rose”: ”et/ tastatur/ er et/ tastatur/ er et/ tastatur”, som det hedder i Bukdahls gakkede versionering.
Undervejs bliver man også trukket igennem lange sekvenser fra et gammelt interview, som Bukdahl har lavet med Laugesen. Et øjeblik tænker man, hvad det dog skal gøre godt for, men så besinder man sig på Laugesens credo om, at poesien kan være alt – og så er man heldigvis hurtigt videre i teksten, hvor man støder på denne elegante, smukke, ja faktisk rørende dobbelthyldest til den til stadighed unge 80-årige og den for evigt unge Yahya Hassan:
”Berlingske giver/ for længst ikke/ længere 25 års/ jubilarer guldure/ men hvad så bare/ med en guldtast/ fx y/ ihukommende/ en konkurrerende/ største digter/ fra de kanter/ 1995-2020/ fra Kragetæer 1995/ til Vadehave 2020/ at placere på sit/ tastatur/ som på en/ gangsterrappers/ tandsæt”.
Sådan lykønsker en rigtig fanboy og kritiker-poet dette lands allerstørste digtere. En velplaceret honnør pr. digt, der gør sin pligt: Man mærker engagementet og bliver selv engageret. Poesien aka Peter Laugesen længe leve!
Lars Bukdahl: Tastatur. 35 sider. 79 kroner. Forlaget Kronstork.