Man glemmer hurtigt, hvad Patrick Modianos prosa handler om. Men man husker fornemmelsen. En sær frustration. Ligesom en drømmefyldt nat sættes man i en sælsom sindsstemning uden helt at huske hvorfor. Hvad skete der? Meget lidt. Næsten ingenting. Og netop med ordene ”Næsten ingenting” indleder den franske forfatter sin seneste roman ”Så du ikke farer vild i kvarteret”. En fortælling om at fare vild for at finde sig selv.
Forfatter-eremitten Jean Daragane lever en afsondret og tilbagetrukket tilværelse i sin lejlighed i Paris. Skyr selskab og går sjældent ud. Med ét rives han imidlertid ud af den ophøjede ensomhed, da et mystisk telefonopkald en hed sensommerdag sender ham ud på en længere, ufremkommelig erindringsfærd. En fremmed har fundet Daraganes tabte adressebog. Han insisterer på at mødes og diskutere ét af bogens navne – en vis Guy Torstel – som han sært sammenfaldende er i færd med en efterforskning af. Mødet med den fremmede fremkalder en lavine af hemmeligheder og for længst bortdrevne barndomsminder. Er der noget med kollaboratører under krigen, bortførelse, folk, der skifter navne og forsvinder?
”Så du ikke farer vild i kvarteret”, er modelleret over samme Modiano-formel som hans øvrige værker. En Paris-residerende jeg-fortæller agerer detektiv i egen fortrængte fortid. Glemte navne, gader, ansigter, notesbøger, dufte, følelser flyder op til overfladen og danner konturerne af et traume. Alt mens talrige tilbageblik og spring i tid sørger for, at læseren selv farer vild i fortid, nutid, minder og drømme.
Med Modiano efterlades man endnu mere mystificeret end før, man kastede sig over de ofte korte, ofte ordknappe romaner. Der er noget på én gang forførende og frustrerende over at forsøge at få hold på fortællingen. De løse ender. De flagrende forbindelsesled og flakkende fragmenter. Som at forfølge et fatamorgana i Paris’ labyrintiske gader.
Men det er netop dét, forfatteren her så sublimt mestrer. Den suggestive understrøm af antydninger, der gør, at man til sidst må give sig helt hen og selv blive figur i fortællingen. En fortabt figur på hukommelsesarbejde i et uvejsomt landskab af tabt identitet. På sporet af den tabte tid.
Modianos litterære slægtskab med en anden stor franskmand, Marcel Proust, er nemlig ikke at tage fejl af. Den associative strukturering – undersøgelsen af erindringens og forglemmelsens væsen. Ligesom Prousts romankunst er Modianos værk stramt orkestreret. Alle elementer er uhyre bevidste og vanvittigt velvalgte. Modsat sin forgænger udi erindringens kunst er hans sætninger dog korte, registrerende, til tider nærmest aforistiske.
Undervejs agerer melankolien uudtalt, men hele tiden tilstedeværende, grundtone. Et moderne, fremmedgørende Paris som gråtonet sindbillede på det på forhånd tabte. ”Husfacaderne og gadekrydsene var med årene blevet et indre landskab som til sidst dækkede nutidens alt for glatte, restaurerede Paris,” hedder det et sted. Der er noget scenisk over den sirligt episodiske fortællestil. Patrick Modianos sublime bevidsthedsværk er en sjælens forvrængede bykort, som på én gang vejleder og vildleder. For hvem er vi egentlig, ud over et løst sammensat sammensurium af alfarveje og afveje?
Med ”Så du ikke farer vild i kvarteret” har fransk litteraturs store samtidsstemme begået endnu et mesterligt kapitel i det erkendelses-epos, som hans oeuvre er. Når han skriver den samme roman igen og igen, åbenbarer det den interessante indsigt, at jagten på mening blandt fortidens flakkende skygger er et uophørligt sisyfosarbejde, og at man må berede sig på at fare vild – igen og igen – for at finde hjem.