Prøv avisen

En venindebog for alle livets venner

Om pigen Elena er et selvportræt, ved vi altså af gode grunde ikke. Men hun og hele eksplosionen af familie, venner, lærerinder, plattenslagere, handlende, småkriminelle og gadefolk - og især (og suverænt) pigen i midten, Lila - er så livagtigt beskrevet, at man har svært ved at forestille sig andet. Elena Ferrante må selv have været der. Foto: C&K Forlag

Som person vil den italienske forfatter Elena Ferrante vist helst gå i glemmebogen. Men de aftryk, hun sætter, når hun skriver, er rent ud sagt uforglemmelige

Hvor er det svært at beskrive en roman som Elena Ferrantes Min geniale veninde. Ikke fordi den er specielt kringlet eller avanceret. Tværtimod. Alt står på linjerne. Den er mundret, højrøstet og ligetil som et skænderi mellem to taxachauffører midt på gaden i Napoli. Den er bare så overrumplende pågående netop i sin måde at være ligetil på! Den buser ud med det hele betroelser i læserens øre fra Elena, vores charmerende hovedperson, så åbne som en åben bog!

Og alligevel er den hemmelighedsfuld. Der lurer et mørke et sted, som den kælderskakt, de to veninders elskede dukker forsvinder i. Den tilslører sin åbenmundethed nøjagtig som forfatteren selv, der aldrig er stået frem ved eget navn. Italiens mest kendte ukendte forfatter, kaldes hun.

Den mystiske Ferrante debuterede i 1992, og en enkelt anden af hendes romaner er oversat til dansk. Min geniale veninde er første del af en trilogi.

LÆS OGSÅ: Gensyn med indisk nobelpristager

Om pigen Elena er et selvportræt, ved vi altså af gode grunde ikke. Men hun og hele eksplosionen af familie, venner, lærerinder, plattenslagere, handlende, småkriminelle og gadefolk og især (og suverænt) pigen i midten, Lila er så livagtigt beskrevet, at man har svært ved at forestille sig andet. Elena Ferrante må selv have været der.

Vi begynder i Napoli. Året er 1952, pigerne er otte år og går i 1. klasse. Eller vi begynder faktisk 60 år senere, hvor den halvgamle Elena bliver ringet op af Lilas søn, der melder, at hans mor er sporløst forsvundet. Det kommer sært nok ikke bag på Elena, men det er en lang historie, som vi har til gode i de næste bind.

Så springer vi til barndommen. Og jeg siger det rent ud: Sjældent er et venindeskab beskrevet mere fysisk sanseligt, symbiotisk slidsomt, kreativt befrugtende og sjæleligt ømt end her. De to piger er hinandens livreddere, uskyldigt elskende og konkurrenter. De er spejlet i hinandens øjne. De er den gensidige drøm om frihed og social opstigning, om løsrivelse fra et fattigt inferno i Napoli, fyldt med slåskampe, skyderier, ild, sprængte kobbergryder, børn, der kastes ud ad vinduet, sågar mord. Om den ene er mere afhængig af den anden, er et stående spørgsmål. Men vores hovedperson er ikke i tvivl. Den snavsede, geniale, intense, skarptungede Lila er hendes livskilde. Alt, hvad hun rører ved, bliver rigtigt. Lila er vejen ud, op, væk.

Men hun må ikke som sin veninde få latinundervisning, gå i mellemskole og senere i gymnasium. Og for en tid byttes rollerne om. Lila må smuglæse de latinske gloser i Elenas bøger. Og overleve på alle mulige alternative måder. Til sidst ved at gifte sig som 16-årig.

Lidt efter lidt bliver omkostningerne i Min geniale veninde således tydeligere. Hjertet krymper sig. Og vi aner en afgrund, en ny kælderskakt, hvori alle drømmene forsvinder.

Men sikken et festfyrværkeri undervejs. Sikken en ildspruttende pige i midten. Og som vi dog glæder os til toeren.