På bogens forside står tre oplysninger. Først titlen: ”Gode grunde til at vælge livet”, dernæst en undertitel, der hedder ”Håndbog i depression”, og endelig helt forneden med meget små bogstaver ”Memoir”. Men måske er det denne sidste oplysning, at der er tale om memoirer – erindringer, der er den mest afgørende. Forfatteren, engelske Matt Haig, er født i 1975 og har allerede slået sit navn fast som bestsellerforfatter både af romaner og børnebøger. På dansk er tidligere udkommet ”Blodig arv” fra 2010.
Baggrunden for udgivelsen er den, at Matt Haig i 1999, som 24-årig, under et ophold på Ibiza, tilsyneladende helt uden varsel, blev ramt af en voldsom depression kombineret med panikangst. Denne invaliderende sygdomsperiode varede i 12 år, altså indtil Matt Haig var 36 år gammel, og ligger altså nu seks-syv år tilbage. Matt Haig er nu fuldkommen restitueret, lykkeligt gift – i øvrigt med den kvinde, der trofast har fulgt ham gennem hele forløbet – og familiefar med to børn.
Matt Haig har sat sig som opgave ikke blot at forsøge at forklare, hvordan det føles at være inde i en svær depressions mørke, men også, hvilke ulykkelige konsekvenser det – sammen med panikangsten – har for såvel ens egen adfærd som ens forhold til andre mennesker, ja, til omverdenen i det hele taget.
Bogen giver et stærkt, ja, i virkeligheden rystende, billede af, hvordan det er at være så totalt afmægtigt indespærret i en verden af sygeligt ængstelige tanker og følelser ude af stand til at slippe væk. Det er beskrivelser af en verden så fuld af uforståelig gru og livsødelæggende angst, så fuldkommen fjern fra de flestes fredsommelig midternormale tilværelse, at den kan forekomme svær at forholde sig til. Og dog. Det lykkes faktisk Matt Haig med disse meget personlige beskrivelser af sit private livshelvede at fremskrive noget, om ikke alment, så dog noget, som ethvert nogenlunde tænksomt og følsomt menneske kan genkende – i hvert fald glimtvist.
Bogens store fortjeneste er, at den virkelig forsøger at beskrive og forklare noget, som faktisk ikke kan begribes, hvis man ikke selv har været der, og noget, som måske i virkeligheden slet ikke kan forklares rationelt. Når det alligevel langt hen ad vejen lykkes for forfatteren, skyldes det uden tvivl, at han netop er forfatter – og en storartet én af slagsen.
Alligevel kan man ikke undgå efter endt læsning at sidde tilbage med en følelse af, at bogen på én gang er meget (for) personlig og samtidig ønsker at fremstå som en slags manual eller håndbog, som det jo også fremgår af en af undertitlerne. Det er ganske enkelt for meget på én gang.
Bogen er opdelt i mange små, meget forskellige, afsnit og kan netop derfor godt fremstå noget usammenhængende for læseren. Der er afsnit med titler som: ”Det, man tænker, når man oplever sit første panikanfald”, ”Det, man tænker under sit panikanfald nr. 1000”, ”Advarselslamper”, ”Paris”, ”Hvordan kan man bedst være der for et menneske, der lider af depression eller angst?”, ”Berømte mennesker”, ”Hvad er depression”.
I et af de mange afsnit, der hedder ”En hyldest til de tyndhudede”, fremgår det, at Matt Haig har været et uhyre følsomt barn, og at hans depression set på den baggrund måske slet ikke var så helt uden varsler endda. I øvrigt fremhæver forfatteren med rette de mange betydelige og derfor berømte kvinder og mænd, der i historiens løb har lidt af depressioner, som for eksempel Mozart, Churchill, Freud og van Gogh. Der er en meget lang liste. Matt Haig fremhæver, at disse mennesker næppe har været fremragende på trods af deres sindslidelse, men på grund af den. Han bekræfter således, at det gamle ord om, at afstanden fra gal til genial er meget kort, faktisk har noget på sig.
Matt Haig forholder sig i sin fremstilling slet ikke til den kristne tro, hverken positivt eller negativt. Han nævner Buddha og mindfulness som åndelige faktorer, der har haft positiv betydning for ham selv.
Der er meget godt at hente i denne ærlige og åbenhjertige bog om afmagt, måske allermest for dem, der selv befinder sig der netop nu eller allerede har været der. Men også nærtstående til et menneske i depression ville ganske sikkert have udbytte af at læse bogen. Men hvad ligner det at skrive en håndbog, der ikke er forsynet med index