I slutningen af første akt af Bo Holtens nye og stort anlagde Luther-opera er det blodige bondeoprør i 1520’erne i fuld gang, og som de sidste ord inden pausen erklærer Martin Luther bombastisk: ”Schlagt sie tot!” – slå dem ihjel! Det er meget karakteristisk blevet titlen på operaen og rummer essensen af hovedpersonens ”forrykte vrede”. Det var med andre ord en stejl og aldeles uforsonlig reformator, der blev portrætteret i den noget forsinkede verdenspremiere i Malmø-operaen. Men bedre sent end aldrig – i dette tilfælde meget bedre.
Det virkede lige fra begyndelsen af fremførelsen evident, at Holtens ambitioner om at skabe et storslået Luther-værk ville blive realiseret. Den danske teaterchef i Malmø, Michael Bojesen, og hans team – primært iscenesætter Peter Oskarson – havde sat alle sejl til for, at det skulle blive en spektakulær forestilling med et væld af detaljer og en frapperende dybde og bredde i hele scenegangen. Man kunne opleve det, som om man blev slynget tilbage til 1500-tallet, at man via en tidsmaskine havde fået adgang til det navnkundige værksted på torvet i Wittenberg, hvor Lucas Cranach – stærkt fremstillet og sunget af bassen Reinhard Hagen – ikke blot skabte sine markante billeder, men også havde et trykkeri. Det var en sand propagandamaskine, der spyede Luthers skrifter ud med en fart, der kom bag på de fleste af hans modstandere i samtiden og den dag i dag kan virke forbløffende. Især i første akt blev store skilderier i ét væk båret ud og ind, hængt op og taget ned i en iscenesættelse, hvor der ikke på noget tidspunkt blev fedtet med virkemidlerne. Et særligt element var de massive rulleborde, der til stadighed blev kørt ind på scenen med eller uden sangere stående på dem – således gjorde Katharina von Bora, der senere blev Luthers hustru, hans elskede ”Käthe”, sammen med otte andre flygtende nonner fra Nimbschen-klosteret sin entré på denne særprægede måde. Katharina-skikkelsen blev fint tegnet af Emma Lyrén, mens Inger Dam-Jensen lyste op som operaens anden betydelige kvindeskikkelse, Barbara Cranach.
Musikken fungerede overordnet fint som et lydtæppe for den generøse billedkavalkade, og indimellem havde Bo Holten ikke alene indlagt bragende dommedagssekvenser, der understregede Luthers altid indædte kamp mod de mange ydre og indre dæmoner, men også flere lyriske passager, hvor ikke mindst træblæserne i Malmø Operaorkester under kyndig ledelse af Patrik Ringborg viste klasse. Det er med til at give Holtens partitur en autentisk klang, at han i vid udstrækning har anvendt de koraler, den musikalske Luther selv komponerede. Reformatoren spillede selv lut og anså musikken som den vigtigste videnskab – ”næst teologien”, som han udtrykte det.
Det store parti som Luther blev fornemt og smidigt varetaget af den tyske baryton Dietrich Henschel, og Thomas Volle var rigtigt castet som hans nære medarbejder (tør man sige ven, når det gælder den egenrådige Luther?). Hele det talstærke persongalleri omkring reformatoren virkede velgennemtænkt og sang og agerede troværdigt, og så måtte man leve med, at bassen Bengt Krantz i partiet som kurfyrst Frederik den Vise af Sachsen var indisponeret lørdag aften. I det eksemplarisk fyldige program kunne man læse meget mere om Reformationens mest prægnante skikkelser i og uden for Tyskland.
Men måske var dette persongalleri for talstærkt, for navnlig i anden akt, hvor de fleste af handlingens terninger så at sige allerede var kastet, kunne man opleve det, som både Bo Holten og hans librettist, Eva Sommestad Holten, stadig ville have så mange historiske begivenheder og personer med som overhovedet muligt. Her kunne nogle fravalg have styrket helhedsindtrykket og givet os et større fokus på de dramatiske konflikter i Luthers liv. Som det var nu, tabte værket i anden akt i nogen grad højde, selvom slutningen med de mange dødsmasker var effektfuld. Men helhedstrykket af en betydelig episk opera kan der ikke rokkes ved, og man har stadig mulighed for at opleve den på en sviptur til Sverige. Malmø-operaen ligger tæt på togstationen Triangeln, lige på den anden side af Øresundsbroen, og ”Schlagt sie tot!” opføres igen den 16., 19., 26. og 28. maj samt den 1. juni.