Ny filmatisering: Vigtig historie om et lukket religiøst parallelsamfund

Deborah Feldman har skrevet en bog om sin opvækst blandt ultraortodokse hasidiske jøder i Williamsburg i New York, og Netflix har lavet en miniserie på baggrund af hendes historie. Begge er fascinerende og skræmmende

I filmatiseringen af bogen ”Uortodoks” spilles den ene hovedrolle af den britiskfødte skuespiller Amit Rahav, der i dag er israeler. Han gør det med en forførende naivitet.
I filmatiseringen af bogen ”Uortodoks” spilles den ene hovedrolle af den britiskfødte skuespiller Amit Rahav, der i dag er israeler. Han gør det med en forførende naivitet. Foto: Netflix.

Læs Kristeligt Dagblads interview fra marts 2020 med Deborah Feldman her.

Da Deborah Feldman er sytten år, bliver hun gift. Hendes familie har fundet frem til hendes kommende ægtemand via en såkaldt matchmaker, og alle er glade og tilfredse. For Deborahs familieforhold er ikke for kønne. Hendes mor har forladt deres ultraortodokse miljø – og følgelig også sin datter – for at leve sammen med en anden kvinde, hendes far er både skør og fordrukken, og hun selv er vokset op hos sin farmor og farfar.

Der er altså tale om et vaskeægte arrangeret ægteskab – og vi er vel at mærke i 2010’erne, nærmere betegnet blandt hasidiske jøder i Willamsburg i Brooklyn i New York – og der er her, hvor historien i Deborah Feldmans erindringsbog ”Uortodoks” udspiller sig – en bog, der har inspireret en miniserie, som man netop nu kan se på Netflix.

Gennem hele sin barn- og ungdom føler Deborah Feldman sig udenfor. ”Det er ikke meningen, at jeg skal blive her,” siger hun til sig selv, mens hun kæmper med den undertrykkelse og sociale kontrol, som hun i religionens navn bliver underlagt. Hos de ortodokse må piger for eksempel kun gå i skole, til de er sytten år, så skal de giftes og gerne føde en masse børn, så de kan genskabe de seks millioner, der mistede livet i holocaust – og de skal for alt i verden ikke forsøge at tilpasse sig den moderne verden.

De unge piger bliver skræmt til lydighed og får at vide af deres lærer, at assimilation var skyld i holocaust, og at Gud vil straffe dem hårdt for at forråde ham, hvis de forsøger at passe ind: ”I skolen lærer vi, at Gud sendte Hitler for at straffe jøderne for at blive oplyste. Han kom for at rydde op, eliminere alle de assimilerede jøder, alle de frei yidden, som troede, de kunne gøre sig fri af de udvalgtes åg. Nu soner vi deres synder,” skriver Deborah Feldman, der ikke desto mindre forlader såvel sin familie som sin religion for at leve et frit liv.

Hendes tid i frihed fylder ganske lidt i hendes erindringer. Her er det opvæksten, der står centralt, og ”Uortodoks” byder både på et blik ind i en hermetisk lukket og kontrollerende verden og på en klassisk coming-of-age-fortælling, hvor forfatterens distance til det fortalte er minimal, og hvor hendes undren over det sete og det skete stadig står frisk og spørgende, præcis som det kommer til at gøre for læseren, der således kommer til at mime barnets undren og forgæves forsøg på at forstå. Og det virker stærkt.

Man kunne indvende, at Deborah Feldmans stemme er for naiv, grænsende til det enfoldige, for refererende og uden perspektiv, men hun formår ved hjælp af sine yderst enkle virkemidler at fremstille det miljø, som hun har forladt, loyalt og uden at dømme, uden at psykologisere, uden fortrydelse. Som hun skriver: ”I lang tid var jeg ikke klar til at acceptere, at mit verdenssyn kunne være forkert, men jeg føler ikke skam, når jeg tænker tilbage på min uvidenhed.”

Hun kalder selv sine erindringer for ”en fortælling om en person, som ikke findes længere, en, som jeg gerne vil ære med et sidste minde”, og hun leverer sin både fascinerende og skræmmende fortælling på værdig vis, og det kan næppe overraske, at den også er blevet filmatiseret, lykkeligvis med den helt igennem formidable og uudgrundelige Shira Haas i hovedrollen.

Det er sjældent at læse en bog og se en serie, som baserer sig på den samme historie, som samtidig er så forskellige. Og vellykkede på hver sin helt egen måde. Der er scener, der er næsten kalkeret direkte fra bogen, og scener, der vidner om de kunstneriske friheder, som man kan og må tage, som for eksempel når folkene bag serien efter bruddet med det ortodokse miljø placerer den jødiske pige, der nu lyder navnet Esther, i et musikmiljø i Berlin i stedet for et litterært i New York.

I det hele taget fylder tiden efter langt mere i serien, og det moderne multietniske, -kulturelle og -religiøse Berlin udgør en perfekt kontrast til det lukkede, kontrollerede og strengt ritualiserede Williamsburg. Faktisk er det næsten som at se en film fra 1950’erne i sort-hvid og en nutidig i farver, og der arbejdes klogt og virkningsfuldt med krydsklip for eksempel mellem en løssluppen middag på et kollegium i Berlin og en alt andet end munter sabbat i Brooklyn.

Og så er der kostelige scener, som da den unge Esthers ægtemand, Yakov, spillet med en forførende naivitet af Amit Rahav, kommer til Berlin for at lede efter hende, stopper ørekrøllerne op under en baseballkasket og ser tv, formentlig for første gang, og går på bordel, helt sikkert for første gang, eller når Esther tager sine brune nylonstrømper og sin paryk af og bader i sin lange nederdel med sine nye venner i Wannsee og senere tager sit første livtag med en computer.

Det er en filmatisering, der i høj grad og modsat bogen er båret af stemninger og billeder. Replikkerne, der ofte bliver fremsagt på jiddisch, er sekundære, og det stiller store krav til de bærende roller. Men det synes ikke at være noget problem, for seriens altoverskyggende Shira Haas skruer sig fra første scene ind i seeren med sit uudgrundelige blik, med sin fine og næsten umærkelige mimik, der aldrig overdramatiserer, men sandsynliggør billedet af en ung kvinde, der allerede første gang, hun møder sin kommende ægtemand, siger: ”Jeg er anderledes end andre piger.” Hvortil han svarer (og formentlig også fortryder): ”Anderledes er godt.”

Serie og bog supplerer altså hinanden på glimrende vis, og hvis man skulle anbefale en rækkefølge, kan den mere prosaiske bog udmærket tjene som trædesten ind i seriens mere sitrende univers.

Et sted i bogen spørger Deborah Feldman: ”Kan man nogensinde rigtigt forlade det sted, man kommer fra? Er det ikke bedst at blive der, hvor man hører til, i stedet for at risikere at prøve at rykke et andet sted hen og mislykkes?”. Men det lykkes rent faktisk for bogens Deborah og seriens Esther at rykke sig og lande næsten blidt, og en anke ved såvel bog som film kunne netop være det lidt skematiske i jagten på den lykkelige amerikanske slutning, omend det ikke er noget, der for alvor skæmmer denne vigtige historie om et lukket og kontrollerende religiøst parallelsamfund.