I den nyeste nordiske poesi er der i hvert fald for øjeblikket to dominerende trends, som begge stammer fra USA.
Den ene er konceptualismen, hvis essens er, at man udvælger citater og tekststykker fra andre genrer og sammensætter dem i en montageagtig komposition, samt at man anvender et bestemt system eller en idé som overordnet ramme for sit værk.
Med denne gøres der op med en lang række fundamentale dogmer inden for kunsten, nemlig faste forestillinger om værk, genre, stil, autenticitet og originalitet. Konceptualismen har siden 1990’erne manifesteret sig i en lang række værker af blandt andre Pejk Malinovski, Ida Börjel, Martin Larsen og Martin Glaz Serup.
Den anden trend er interessen for affekter og såkaldte ”ugly feelings”, som er en central betegnelse af den amerikanske forsker Sianne Ngai. Med ”ugly feelings” forstås der de følelser, som det ikke er velset at lufte, og som vi hver især lever med i smertefuld og uforløst ensomhed.
Det drejer sig for eksempel om skam, misundelse, irritation, paranoia og mindreværd. Tendensen til at beskæftige sig med sådanne følelser og affekter i kunsten er tydelig hos nogle af tidens vigtige digtere som Ursula Andkjær Olsen, Bjørn Rasmussen, Geir Gulliksen og Audun Mortensen. Svenskeren Jonas Rasmussens digtsamling ”Far mor barn” er i høj grad i overensstemmelse med de to nævnte tendenser.
Den er en systemisk opbygget digtsamling fyldt med citater, og den er et værk, hvor der fokuseres på en række følelser ved at være nybagt far, som ikke er i overensstemmelse med de idealer, der er om noget sådant.
Systemet går i sin enkelhed ud på, at den første halvdel af værket kun rummer linjer, der begynder med ”Jeg har”, mens den sidste del indeholder tekster, der indledes med ”Jeg har aldrig”. Det hele starter ukompliceret med sætningerne:
”Jeg har det godt / Jeg har en søn / Jeg har en søn, som jeg elsker / Jeg har en søn, som jeg elsker, og som har det godt”.
Man mærker imidlertid, at noget ikke er, som det skal være i det stereotypt gentagne ”har det godt”, ”elskede søn” og ”elskede hustru”, hvor alt synes krampagtigt tilpasset normerne for en ideel forbrugerfamilie:
”Jeg har en lejlighed, som jeg lejer sammen med min elskede hustru, hvor vi bor, alle tre / Jeg har en god og sikker bil – en Volkswagen Passat kombi fra 2002 – som jeg i og for sig ejer sammen med min elskede hustru”.
Tekstens raffinement er den måde, hvorpå betydningerne skrider, og flertydighederne myldrer frem. Især er dette mærkbart, når vi bevæger os fra ”Jeg har”- til ”Jeg har aldrig”-afdelingen. I sidstnævnte destabiliseres ovennævnte positive og idylliserende udsagn, idet der med det gentagne ”aldrig” ofte siges det stik modsatte af, hvad der siges i begyndelsen af bogen.
Derudover er der fyldt med ”ugly feelings” af den slags, som sjældent tidligere fandt vej til lyrikkens ædle gemakker. Man møder udsagn som:
”Jeg har aldrig flygtet fra småbørnsforældrehverdagen via små, smalle sprækker af seksuelle fantasier”, ”Jeg har aldrig fået kuldegysninger af det der ’Ja, det er vildt hårdt, men gud hvor er de dog også bare skønne, ungerne’”, ”Jeg har aldrig følt, at det var forbundet med mere angst at tage hjem fra kontoret fredag eftermiddag, end det er at tage dertil mandag morgen” og ”Jeg har aldrig med vold mast en Sempers babymad med lasagne ind i min elskede søns mund”.
Sådan bevæger digtsamlingen sig over hele spektret af ”grimme” og mindre accepterede følelser; skam, skyld, mindreværd, angst, irritation og afmagt.
Der fremvises kort og godt i ”Far mor barn” sider ved fader- og mandeidentiteten, som har fået alt for lidt opmærksomhed. Og det gøres i en form, som på en gang er kunstnerisk eksperimenterende og tilgængelig for hvem som helst. En vigtig og vellykket bog.